Grønt råd: Find de gratis ting

Man siger, at intet i livet er gratis. Men det er ikke helt sandt. Der findes nemlig både fysiske og digitale steder, hvor det er muligt at finde gode, gratis ting, som både er gode for pengepungen og miljøet

Gå på jagt efter gratis ting på dba.dk

Den Blå Avis’ hjemmeside findes en kategori af annoncer, der hedder gives væk. Her giver folk fra hele landet deres ting væk kvit og frit. Du kan f.eks. finde jord, boxmadrasser, en sauna, et klaver, el-kedler, to kaniner og rigtig meget andet. I de fleste tilfælde kræver det, at du selv afhenter de gratis ting. Måske skal klaveret bæres ned fra 2. anden sal, og el-kedlen skal nok afkalkes, men husk det er gratis.

... og guloggratis.dk

Selvom man skulle tro, at alt på guloggratis.dk er gratis, er det ikke tilfældet. På hjemmesiden kan du indrette din søgning, så du søger efter gratis ting i de enkelte kategorier. Kigger man f.eks. i kategorien Bolig & Have efter gratis ting, finder man reoler, haveborde, gasgrill, kampesten og et bornholmerur. Igen kræver det ofte, at du selv kan afhente tingene.

Byttecentraler

Til mange genbrugsstationer rundtom i landet er knyttet byttecentraler, hvor du helt lovligt kan grave efter guld og gamle møbler. I nogle tilfælde indebærer det, at du selv sætter en ting eller to, men reglerne varierer fra byttecentral til byttecentral. Også nogle boligforeninger har oprettet byttecentraler, hvor folk i foreningen kan bytte ting med hinanden. Gennemsøg din forening og dit lokalområde for gode byttecentraler.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Facebookgrupper

Der findes et hav af grupper på Facebook, hvor du kan give eller få gratis ting af andre facebookbrugere. Nogle af grupperne er forankret i et helt specifikt lokalområde, og her bytter folk fra nærområdet babytøj, kaniner, gamle vinduer, eller hvad de ellers har, med hinanden eller giver det simpelthen væk gratis. Det samme gør sig gældende i de store facebookgrupper, for eksempel gruppen Gratis Ting København, som dækker hele Storkøbenhavn og har cirka 130.000 medlemmer, eller gruppen Gives bort gratis/søges Århus med 64.000 medlemmer. Søg efter »gratis ting« på Facebook, og find en gruppe i dit område. Odense, Aalborg, Holbæk, Helsingør, Fanø, Falster og mange flere. Der er grupper over hele landet. Tjek også gratisgenbrug.dk der er landsdækkende, og hvor du også kan efterspørge ting. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Storskrald.dk

Hjemmesiden storskrald.dk er den digitale udgave af en genbrugsstation. Her ’afleverer’ folk ting som byggemateriale, bøger og biludstyr ved at lægge det op på siden, så andre kan få glæde af det, i stedet for at køre det på genbrugsstationen. Alt er gratis. Storskrald.dk findes også på Facebook. Den digitale genbrugsstation er lavet i samarbejde med en lang række aktører, bl.a. Det Økologiske Råd, Miljøministeriet og flere kommuner. 

Bogbytteskabe

I mange byer, boligområder, kulturhuse og biblioteker står der små bogbytteskabe eller byttehylder, hvor du gratis kan tage en bog med hjem og eventuelt stille en anden i stedet. Reglerne er enkle: Tag en bog, du har lyst til at læse, og aflever gerne en anden bog, du selv er færdig med. Men lad være med at bruge bogbytteskabet som losseplads for slidte leksika, fugtige bøger eller gamle manualer. 

Find alverdens bogbytteskabe her Little Free Library, der er også registreret nogle i Danmark. 

Frøbiblioteker og plantebytte

Flere biblioteker rundt om i landet har oprettet frøbiblioteker, hvor du gratis kan hente frø til blomster, krydderurter og grøntsager. Tanken er, at man senere afleverer nogle af de frø, man selv høster, så samlingen kan vokse. Frøbiblioteker findes blandt andet på biblioteker i Aarhus, Ishøj, Horsens, Halsnæs, Viborg og Struer, men nye kommer løbende til. Tjek dit lokale bibliotek.

Hvis du er mere til færdige planter end frø, kan det også betale sig at holde øje med lokale plantebyttedage og opslag i nærområdet. Mange haveejere giver gerne overskydende stauder, jordbærplanter eller stiklinger væk, fordi de alligevel har for mange.

Gratis på fortovet

Gratis ting kan faktisk også været noget, man nærmest falder over på en gåtur i nærområdet. Mange danskere stiller møbler, legetøj, køkkengrej, potteplanter eller byggematerialer ud foran huset med et skilt, hvor der står »Gratis«. Især ved flytninger, oprydninger og efter loppemarkeder kan fortovet fungere som en slags selvbetjent genbrugsbutik. Det kræver lidt held og god timing, men sådan er det med gratisjagten.

 

Du må ikke tage storskrald

Som udgangspunkt er det ikke lovligt at tage andres storskrald. Hverken når det er sat frem på fortovet til afhentning eller på genbrugsstationen. Her anses det for at være henholdsvis kommunens og genbrugsstationens ejendom. Reglerne for klunsning af storskrald kan dog variere fra kommune til kommune, så tjek retningslinjerne i din egen kommune. Derudover er det ikke forbudt at forhøre sig direkte hos den person, der skal af med storskraldet, om du må få det med hjem, inden det kommer i kommunens eller genbrugsstationens hænder.

 

Kilde: Bolius