Grønt råd: Kast frøbomber og skab mere vild natur
Skab mere vild natur med frøbomber
Har du et område i haven, du vil gøre mere vildt? Eller går du ofte forbi et forladt sted i dit nærområde, som trænger til flere farver og mere liv? Så er det oplagt at kaste frøbomber. En frøbombe er en kugle lavet af ler og jord, som er blevet fyldt med frø. Når frøene spirer og for eksempel bliver til vilde blomster og urter, vil det tiltrække insekter, sommerfugle og smådyr. Så kommer fuglene til, og pludselig har du skabt et mylder af liv. Det smarte ved at pakke frøene ind i en kugle med ler og jord frem for at drysse dem ud er, at frøene på den måde er beskyttet mod fugle og vind, mens de venter på at spire.
Når du fyrer frøbomberne af sted, skal de helst lande direkte på jorden, så frøene kan slå rod og få næring. Forår eller sensommer er optimale tidspunkter for frøbombning, hvor frøene har gode vækstbetingelser i form af regn og de rette temperaturer.
Sådan laver du en frøbombe
Det skal du bruge:
- 4 dl ler eller lerpulver
- 2 dl kompost eller anden havejord
- Ca. 0,5 dl blomsterfrø
- 1,5 dl vand
Sådan gør du:
Bland jord, ler og vand, så det samler sig. Del lerjorden i seks lige store del, og rul dem til kugler. Lav et hul i midten af kuglen med en finger, og hæl frø ned i hullet. Luk hullet, og læg dine frøbomber til at tørre, for eksempel på et stykke stof eller i gamle æggebakker. Efter et par dage er frøbomberne klar til at blive smidt. Hvis det ikke regner, er det en god idé at vande bomberne nogle gange, når du har smidt dem. Så bliver blomsterne flottere.
Gode frø til frøbomber
- Frøblandinger med vilde blomster
- Solsikke
- Morgenfrue
- Forglemmigej
- Hjulkrone
- Honningurt
- Valmue
- Ærteblomst
- Lavendel
- Dagpragtstjerne
- Klinte
- Kornblomst
- Almindelig Knopurt
- Blåhat
- Hvid okseøje
- Merian
- Hulkravet kodriver
- Gul snerre
- Almindelig brunelle
TIP: Brug frø fra planter, der vokser i området, hvor du bor. Det er også en god idé at vælge frø, der ikke kræver for meget pasning, så de kan klare sig selv.
Kilder: Bliv klimasej af Sofie Hviid, WWF, Bolius og Krible Krable