ris

Nu skal du koge ris som svenskerne

Fremover skal du bruge masser af vand, når du koger ris. Coop har ændrer kogevejledningen på de første pakker ris – og snart skal alle koge efter den svenske metode. Fødevarestyrelsen har samtidigt ændret de generelle anbefalinger om kogning af ris. Læs med her og se, hvordan du koger ris for at mindske risikoen for uorganisk arsen

Ny kogemetode skal give mindre uorganisk arsen i maden

Svenskerne vandt! Var riskogning en landskamp mellem Danmark, Norge og Sverige, ville svenskerne have trukket sig sejrrigt ud. I mange år har kogevejledningen på Coops ris været udstyret med 3 forskellige vejledninger til at få perfekte ris til aftensmaden, men i forbindelse med nyt layout på emballagen kan man fremover kun se en fællesnordisk opskrift, hvor man koger ris i mere vand, end vi hidtil har været vant til i Danmark. En tilberedningsmetode, der minder meget om den, man har brugt i Sverige i mange år – kogetiden er dog lidt kortere.

 

Selvom det altid kræver lidt at ændre vaner, skal du endeligt tage den svenske metode til dig!

 

I februar 2024 ændrede Fødevarestyrelsen nemlig de officielle anbefalinger af, hvordan ris skal tilberedes, på baggrund af en ny rapport fra EFSA, der er det europæiske fødevareagentur. I rapporten kan man blandt andet læse, at uorganisk arsen, der ofte findes i ris, kan være kræftfremkaldende. 

 

Indholdet af uorganisk arsen kan mindskes, hvis man skyller risene, sætter dem i blød inden kogning og så koger risene i rigeligt vand.

Sæt æggeuret og undgå bløde ris

Hidtil har der i Danmark været en tilberedningstradition, der sagde, at vandet skulle koge helt ind i risene. Forestil dig, at du fremover skal koge ris lidt som man i dag koger pasta: Brug rigeligt vand og hæld det overskydende vand fra. I vandet er der rester af det uorganiske arsen, som du nu kan hælde væk, da det ikke længere er kogt ind i risene.

Anna Lovmand Munksgaard, der er produktspecialist i Coop Trading, der står for indkøb af private label-varer som eksempelvis Coop- og Änglamark til de medlemsejede butikker i Danmark, Norge, Sverige og Finland, anbefaler, at du holder dig meget punktligt til tilberedningsvejledningen fremover:

 

»Når man koger ris i meget vand, er risene færdige, før end vandet er væk. Hælder du ikke vandet fra risene, når tiden er gået og minuturet ringer, risikerer du bløde, svampede ris. Efterfølgende skal du lade risene trække.«

 

Anna Lovmand Munksgaard fortæller, at du kan se de nye tilberedningsvejledninger på Coops egne ris i løbet af foråret. For at mindske ressourcespild bruger producenterne lageret af emballage op, før den nye emballage trykkes. Indtil da anbefaler Anna Lovmand Munksgaard, at du skyller ris og koger i rigeligt vand.  

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Du må selv vælge, om du vil skylle, koge i rigeligt vand eller sætte risene i blød

De nye retningslinjer fra Fødevarestyrelsen indeholder 3 anbefalinger til at sænke indholdet af uorganisk arsen, som er det stof, der kan øge risikoen for kræft. Følger du rådene i rækkefølge, mindsker du indholdet af arsen mest muligt:

  • Skyl risene grundigt
  • Sæt ris i blød i koldt vand aftenen før, de skal spises. Går man sent i gang med tilberedningen, bør man hælde kogende vand over risene og lade dem stå i 15-30 minutter.
  • Kog ris i rigeligt vand

Selvom Fødevarestyrelsen har skærpet anbefalingerne og råder dig til at skylle, bruge mere vand til kogning eller lade risene stå i blød, betyder det ikke, at du helst skal droppe risene helt, hvis du kommer hjem sent og pludselig beslutter dig for, at du vil have ris til aftensmad. Nye undersøgelser har blot vist, at ris er lidt farligere, end man hidtil har troet, men ifølge Fødevarestyrelsen kan ris sagtens indgå i en varieret og sund kost, så længe du har fokus på mængden af ris og risholdige fødevarer.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hvorfor har vi kogt ris på forskellige måder?

Danskerne har i mange år brugt tommelfingerreglen om, at ris skulle koges i forholdet 1 dl ris til 1,5 dl vand. Svenskerne har brugt mere vand end danskerne, og samtidig har kogetiden været længere i Sverige. Forskellen blev særligt tydelig, da de medlemsejede butikker i Coop rundtom i Norden gik sammen for mere end 20 år siden om indkøb og emballage, hvor kogevejledningen blev trykt på. Både Samvirke og andre medier har forsøgt at finde forklaringen på, hvorfor man i Norge og ikke mindst i Sverige har kogt ris på en helt anden måde: Alt fra ambassadesekretærer til kogebogsforfattere har været spurgt, og svaret har været det samme: Forskellene i kogemetode skyldes traditioner alene. Der har endda været myter om, at den tynde bjergluft i de norske byer, der ligger i fjeldet, er skyld i, at nordmændene skal koge ris på en særlig måde, der tager hensyn til, at vands kogetemperatur er en anden i højderne.