Moder natur kan godt være giftig

Chokolade, champignon og nødder, fødevarer der umiddelbart er sunde i begrænsede mængder, men kan være giftige, hvis vi overdoserer dem.

Rå champignon er en af de fødevarer, man ikke skal spise for meget af

Sunde ting kan være giftige

Et lille stykke mørk chokolade kan være dødeligt for en hund. Det ved de fleste hundeejere. Det skyldes giftstoffet theobromin, der findes naturligt i kakaobønner. Det er også giftigt for mennesker, men kun i meget store mængder.

Paradoksalt nok er grøntsager og mørk chokolade på den ene side sunde, men kan samtidig gøre os syge. Champignon indeholder for eksempel phenylhydraziner, der nedbrydes, når champignon steges. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Bønner kan give opkastninger

Rå bønner indeholder lektiner, der kan give opkastning, kvalme og diaré. Bønner skal derfor lægges i blød i 12 timer og koges mindst en halv time, før vi spiser dem. Især de rødbrune kidneybønner indeholder meget lektin. Højt indhold af lektin gør, at det ikke er en god ide at dyrke bønnespirer af kidneybønner, mens kikærter og mungbønner er et bedre bud til dyrkning af spirer.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Grønne kartofler skal altid kasseres

Selv de rare og hjertensgode nødder kan have noget farligt indeni. Deforme nødder og jordnødder  kan indeholde mykotoksiner, som er giftige og kræftfremkaldende. Og som mange ved, skal grønne kartofler altid kasseres, fordi de indeholder det giftige stof solanin, der kan give hovedpine og mavepine.

God grund til at spise varieret

Der er ingen grund til ængstelse, fordi grøntsager kan indeholde giftstoffer. Kidneybønner bliver ikke pludselig farlige for os, vi skal bare huske reglerne om kogning af bønner, og en enkelt eller to rå champignon må godt smutte indenbords under madlavningen, men skal ikke overdoseres. Der er altid god grund til at spise varieret og ikke kaste sin kærlighed uhæmmet på en bestemt fødevare. 

Du kan læse mere om naturligt forekommende giftstoffer og få gode råd hos Fødevarestyrelsen.dk Læs under Forureninger og naturlige giftstoffer i fødevarer.

Vigtigt: Vil du ud og sanke i naturen eller egen have? Så bør du altid orientere dig på Fødevarestyrelsens hjemmeside først. Styrelsen har 2 plantelister, som altid er opdateret med seneste nyt om spiselige planter og blomster.

https://www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevarer/planteliste/Sider/Plantelisten_til_erhvervsmaessig_brug.aspx

https://www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevarer/planteliste/Sider/Plantelisten_til_privatbrug.aspx

Læs mere om