Må man presse hudorme ud?
Hudorme er stendøde tilstoppede porer
»Ja, man må godt presse hudorme ud« siger Jørgen Esmann, som er speciallæge i hudsygdomme: »...hvis de popper ud uden problemer. Men sidder de godt fast, så må man ikke trykke hårdt, for så er der risiko for at danne arvæv i ansigtshuden.«
Damp ormene ud
Vil du fjerne hudorme, er det en godt idé at dampe huden først, for varmen blødgør talgen og åbner porerne, så ormene nemmere smutter ud. Kom kogende vand i et kar, hold ansigtet hen over, og dæk med et håndklæde. Sid sådan i 5-10 minutter, og gå derefter i krig med udyrene.
De små hvide bæster, som pibler op fra ansigtshuden, når man sætter fingrene til, er tilstoppede porer. Comedoner, som ormene hedder på lægelatin, sidder typisk på næsen, hagen, mellem øjenbrynene og på kinderne – for her har huden flest talgkirtler.
Talgkirtlerne er placeret tæt på hårsækkene i huden, og de producerer fedtet, som smører, fugter og smidiggør vores hud. Hvis ikke vi havde dem, ville huden være tynd, blank og sprød. Talg er altså naturens egen fugtighedscreme.
Hudorme er døde hudceller, make-up, fed creme, talg og skidt
Men døde hudceller, skidt, make-up eller fed creme tilstopper porerne i huden, så spærres talgen inde og bliver ophobet i gangen mellem hudoverfladen og talgkirtlen.
»Hudormen er som en champagneprop i en flaske. Flasken er talgkirtlen, og proppen er talg, skidt og døde hudceller. Du kan fjerne proppen, men talgkirtlen vil blive ved med at være der,« siger Jørgen Esmann. Hudormen vil med andre ord blive ved med at dukke op, hvis ikke man passer sin hud.
Daglig renserutine holder hudormene nede
Jørgen Esmanns bedste råd er, at man væbner sig med tålmodighed og indfører en daglig rutine, hvor man renser ansigtet, så døde hudceller, snavs, overflødigt fedt og makeup- rester fjernes. Det er ikke nødvendigt at indvestere i en dyr renseserie – en neutral, mild håndsæbe kan gøre det.
Vask ansigtet 1-2 gange om dagen. Ikke mere, ikke mindre. Når man vasker ansigtet med sæbe, fjerner man fugt, og det skal man tilføre igen i form af en fugtighedscreme. For udtørrer huden, så går talgkirtlerne i alarmberedskab og optrapper produktionen af hudfedt. På den måde kan man forværre problemet.
Hudpleje er unisex
Jørgen Esmann pointerer, at det gælder både mænd og kvinder. Alle bør vaske og fugte deres hud. Lyder det lidt besværligt at udvide aftentandbørstningen med hudpleje? Så brug dette som motivation: Hudorme er forstadiet til bumser!