Redaktionen anbefaler
Vi ved det godt. At julen koster – også i forhold til klimaet. Ifølge nye tal fra Coop Analyse tænker 73 procent af os i en eller anden grad over, at julen belaster klimaet – med gaver, and, flæskesteg og køreture mellem familier og fester. Men vi får ikke lige gjort noget ved det. Af dem, der tænker over julens klimabelastning, forventer beskedne 15 procent, at deres jul i år bliver mere klimavenlig end sidste år. Mange af os har med andre ord klimabevidsthed – men de fleste af os handler ikke for alvor på den.
Og dog. Madspild tager vi aktiv stilling til og forsøger at undgå. 70 procent spiser ifølge analysen rester, 41 procent fryser ned, og 24 procent planlægger nøje deres indkøb. Det hele medvirker til, at maden ikke går til spilde, hvilket ellers ville være en ekstra klimabelastning i juleregnskabet.
Især de yngste voksne tænker over klimaet og håber, at julemiddagen måske kan ændre sig med tiden. Blandt de 18-34-årige tænker næsten hver fjerde i høj eller meget høj grad over julens klimabelastning, og en tredjedel håber, at julemiddagen om ti år er mere grøn end i dag. Det er markant flere end i de øvrige aldersgrupper, hvor kun hver fjerde af de 35-54-årige og 16 procent af de 54-75-årige håber på en grønnere jul med tiden.
Om ti år er de unge nok i højere grad blevet værter til julens arrangementer, og så kan de jo dække bordet lidt grønnere.
De unge er også dem, der oftest køber genbrugsgaver: 26 procent af de unge har ingen problemer med at pakke brugte gaver ind. Det gør sig kun gældende for 14 procent af de 55-74-årige. Men faktisk kunne flere af os med fordel gå i genbrugsbutikker efter gaver, omkring halvdelen af os har nemlig ingen problemer med at modtage en brugt gave.
På juletræsfronten er der også en bevægelse i gang. En ud af fem har allerede et kunstigt træ stående, og flere er på vej til at købe et. Fortsætter udviklingen, vil omkring hver fjerde have kunstigt træ næste år. Og så handler det om at bruge det kunstige træ igen og igen. Niclas Scott Bentsen, der er lektor i biomasseressourcer og bioenergi, har tidligere for Samvirke anslået, at man skal bruge sit plastikjuletræ i mindst 10-12 år, før det er bedre for miljø og klima end et nåletræ. I den periode må man ikke købe et juletræ af gran, for så ændres miljø- og klimaregnskabet.
1.008 har deltaget i undersøgelsen, som blev gennemført i slutningen af november 2025. Spørgsmålene om jul er stillet til de 949 personer i undersøgelsen, der fejrer jul. Data er vægtet på køn, alder og geografi, og resultaterne er repræsentative for den danske befolkning i alderen 18-74 år.