Interview: Danica Curcic om at vokse op mellem to kulturer, børnefamilie-kaos og om at give slip på kontrollen

En farlig flodhest 

Min mor siger, at jeg var et glad barn. Men jeg var også alt muligt andet. Forsigtig og observerende. Og der var også en frygt inden i mig. Jeg turde aldrig prøve noget. Hverken forlystelser eller noget som helst. Altså, det tør jeg stadigvæk ikke. Mit nervesystem er alt for sart. Jeg har højdeskræk, og jeg er bange for at flyve. Jeg kan stadig huske, at jeg som barn prøvede den gamle rutsjebane Bjerget i Tivoli sammen med min mor. Jeg skreg og skreg, og hun måtte holde mig for øjnene. 
Som 20-årig tænkte jeg, at nu måtte det være gået over, så jeg dristede mig til at prøve Det flyvende tæppe i Tivoli, men følelsen var den samme: ren dødsangst. Adrenalin tiltaler mig slet ikke på dén måde. På den anden side har jeg rejst verden rundt.

Som barn havde jeg en lille gruppe af venner, som jeg legede vildt godt med, og så har jeg altid spillet musik og været kreativ. Jeg havde en enormt god fantasi, der særligt kom til udtryk om natten. Mine sanser blev skærpet, og jeg følte, at jeg kunne høre, se og mærke ting. Jeg lå i sengen og var fuldstændig alert. Inde på mit værelse havde jeg en kæmpestor flodhestebamse, som stod med hovedet bøjet nedad. Jeg var bange for, at den ville æde mig, og blev så lettet, da min mor spurgte, om ikke vi skulle skille os af med den, fordi jeg aldrig legede med den. Nætterne var svære i alle de år, hvor jeg sov alene, men det er blevet bedre, efter jeg er blevet mor. Fantasien og sensibiliteten har jeg også lært at bruge i mit arbejde.

Da jeg var omkring 17 år, åbnede verden sig for mig. Jeg begyndte på film- og medievidenskab på universitetet, tog et Erasmus-år i Spanien (et EU-udvekslingsprogram på videregående uddannelser, red.), begyndte på Teaterskolen og senere Dell’Arte International School of Physical Theatre i Californien. Jeg fik virkelig mod på at finde mit purpose. Skuespilfaget var ret perfekt for mig, for det var et kreativt fællesskab, et uforfængeligt rum, og jeg kunne kanalisere alle mine følelser ind i det.
Vi havde mange øvelser på skolerne og forskellige undervisere med mange forskellige tilgange. Vi skulle f.eks. være alger i vand, virkelig forestille os at tage en bid af et æble, skrive sansedagbog, alt sådan noget. Jeg husker, at vores geniale underviser på Den Danske Scenekunstskole Finn Hesselager sagde, at vi skulle danse farven på et maleri. Eller bevæge os som et af instrumenterne på et nummer, vi lyttede til. Det handlede om at tænke ud af det vante og få nogle andre bevægelsesmønstre ind.

For en, der havde været meget observerende som barn, var det følelsen af total frihed at lande i skuespilfaget. Du bliver simpelthen nødt til at give slip for at nå hen til det sted. Ellers går det ikke. Det observerende er selvfølgelig med – der er flere lag, som kører samtidig – for på den ene side skal man give sig fuldstændig hen, men samtidig har man hele tiden et blik på det tekniske.
Der ligger en dyb hengivelse i det. Et slip, som både kan være udfordrende for kontrolgenet og en stor befrielse. Som skuespiller handler det om at blive i nuet uden at tænke hverken frem eller tilbage. Slippe analysen og give sig hen til mødet med medspillerne. 
At arbejde som skuespiller har automatisk givet mig mere empati. Der er altid en grund til, at folk gør, som de gør. Når jeg spiller en rolle, arbejder jeg hele tiden med at finde det sted i karakteren, der retfærdiggør personens handlinger. At nå ind til alle nuancerne, så rollen bliver flerdimensionel. For sådan er det at være menneske: kontrastfyldt. Alting er ikke sort/hvidt. Det er det smukke ved film. 
I ’Vores løfte’ handler det f.eks. om et emne (MeToo, red.), hvor man hurtigt ville kunne fælde en dom udefra. Men i filmen er vi på en opdagelsesrejse sammen med Maria (Danicas karakter, red.), dommen er ikke afsagt på forhånd. For mig var det vigtigt at holde fast i nysgerrigheden og kærligheden i den rejse, som seeren også er med på. For der er to mennesker, hvis ægteskab bliver ramt af en shitstorm. De elsker stadig hinanden, men fortællingen om deres forhold ændrer sig i takt med refleksionsprocessen.

Det bedste af to verdener

Mine forældre kom til Danmark lige inden krigen (der begyndte i 1991 i forbindelse med Jugoslaviens opløsning, red.), men de var stadigvæk i en kamp for at klare sig godt. De åbnede et lille rejsebureau fra scratch, da de fandt ud af, at de blev nødt til at blive her. 
Der er noget med, at der er en meget høj arbejdsmoral, når man kommer fra en anden kultur og gerne vil klare sig godt. Det skulle vi børn også have.
I min familie var der både rejserne og de store familiefejringer, men der var også en hardcore arbejdskultur. Særligt min far arbejdede derudad. Jeg kan huske lyden af, at han sad og hamrede hårdt i computertastaturet, som om det var taster på en skrivemaskine, når jeg skulle sove. Tit skulle jeg også ind og besøge min far på kontoret, og der var cigarer og whisky, rigtig Balkan-stemning.

At vokse op i Danmark har givet mig et utal af muligheder, som jeg ikke tror, jeg ville have fået ellers. Vi har fået en høj levestandard. Men jeg har altid haft det sådan, at når jeg er her i Danmark, føles det serbiske meget præsent, og når jeg er i Serbien, føles det danske meget præsent. Jeg er et miskmask på den måde og har taget det bedste af de to verdener med mig.
Fra jeg var omkring 17 år, har jeg haft en følelse af, at jeg ikke er bundet til Danmark. Jeg føler, at mit hjem kan være i hele verden, og i mange år var jeg faktisk sikker på, at det ikke skulle være i Danmark. Det har måske nok givet mig en form for rodløshed at vokse op mellem to kulturer, men det kan godt klinge lidt negativt. Jeg tror måske mere, at jeg har en indbygget længsel efter at høre til et større fællesskab, fordi jeg har været vant til at være væk fra min store familie i Serbien og Montenegro. Til gengæld har jeg også altid haft en følelse af, at verden står åben.
Når jeg tænker på min egen barndom, er det meget sommer i Montenegro og rejser til Serbien, der træder frem. Hele familien var samlet, masser af fætre og kusiner, og der var et sammenhold. I Danmark var jeg vant til bare at have min far, mor og bror. Så det der med at komme ned og høre til en større flok var virkelig fedt.

Min serbiske familie er meget gæstfri. De holdt slavas, serbiske højtider, hvor hele familien mødtes og blev velsignet. Maden blev også velsignet, der var musik og bare virkelig gode fejringer i hjemmet. Det er noget, jeg har taget med mig, og som jeg stadigvæk holder hjemme hos mig selv med min familie og mine tætteste venner. Vi holder det lige inden jul, og for mig er slava-fejringen større end selve julen. Der er masser af mad og Balkan-inspireret livemusik inde i vores lille stue, som er proppet med børn og dans. 
I slava-ritualer er der også en alvor til stede, som jeg holder meget af. Man hylder året, der er gået, og selvom vi ikke er meget religiøse, har vi også haft en serbisk præst, en otac, med i stuen. Traditionen går bl.a. på, at man bager et brød, som værtsfamilien holder samtidig, mens præsten synger. Der er noget meget smukt ved det moment, hvor man er stille sammen.

Skønheden, når alting sejler

Det er helt klart et kontroltab at blive mor. Et kontroltab, som er virkelig sundt, og som giver en større jordbundethed. På en eller anden måde giver det også en større tiltro til, at tingene nok skal gå. Det er også det vildeste spejl på ens egne reaktioner. Hvad kommer man fra? Hvad har man med sig? Hvad er det, der trigger én? Jeg har kigget på mine svagheder og gør mit bedste for ikke at give dem videre til mine børn. Det tror jeg, at alle forældre gør.
At få børn er også kærlighed. En kærlighed, der er uendelig dyb og stor. Nu er jeg næsten lige blevet mor igen, og det er vildt, hvordan man allerede kan se, at min datter er helt sin egen, og hvordan kærligheden bare bliver fordoblet. Det er så smukt og fascinerende. 
Det er den største kliché, men tiden går så hurtigt. Min store datter er tre et halvt år nu, og jeg er dagligt taknemmelig for, at jeg får lov til at være mor for hende og hendes lillesøster. Mit liv er blevet så meget rigere.

Jeg kan godt crave at være alene, men når jeg så er det, savner jeg mine børn efter en times tid. Det er jo helt absurd. Jeg sidder og kigger på billeder af dem, når de sover. Men i det daglige oplever jeg også, at jeg evaluerer mig selv om aftenen. Var jeg for hård i dén situation? Har jeg været nærværende nok? Jeg øver mig også i at sige det højt til min datter, hvis jeg føler, jeg har været for meget. 
Generelt er jeg meget analyserende, og det var jeg også, før jeg fik børn. På den måde var det en stor overgivelse til kontroltabet, da jeg skulle være mor første gang. Det krævede en stor hengivelse. Det gjorde det også anden gang, men første gang handlede det meget om: Hvordan bliver det? Mister jeg mig selv? Alle de der store tanker, der følger med uvisheden, selvom man glæder sig. Men i virkeligheden skete det modsatte. Jeg har fundet mig selv mere, efter jeg er blevet mor. Selvfølgelig er der al mulig praktik og kaos, men kaosset er også det smukke.

For en måneds tid siden troede jeg, at jeg lige kunne nå et hurtigt bad. Men mens jeg står i badet, hører jeg mine døtre skrige – sammenbrud fra begge børn. Så jeg må ud af badet, helt dryppende våd, min store datter hopper op til mig, den mindste tager jeg op fra vuggen, og så lægger vi os i sengen. Den ene bliver ammet, den anden vil kramme, og jeg er bare én stor tryghedspude. Og dér lå jeg og var sådan: Det her er voldsomt og smukt på én gang. Det er vildt at mærke, at der er nogen, der har brug for én. To på samme tid. Jeg tænkte, at det var et øjeblik, som jeg vil tænke tilbage på. Det er noget af det smukkeste, at man kan være der for et andet menneske. At blive mor for anden gang er en endnu større overgivelse til kaos. Alt sejler. Men det var virkelig rørende at ligge der. Også selvom jeg ikke rigtig fik mit bad.

I orkanens øje

Når man bliver mor, er man tvunget til ikke at tænke så meget på sig selv, og det er befriende. Lige pludselig er der noget, der åbenlyst er så meget vigtigere end alt andet. Men det har også gjort, at mit arbejde er blevet et endnu større frirum. Jeg føler mig heldig, at jeg kan lave det, jeg laver. Noget, der er så foranderligt og fleksibelt. På en måde repræsenterer arbejdet et rum, der kun er for mig, samtidig med at jeg elsker fællesskabet på settet, hvor vi arbejder sammen mod en fælles vision. 
Jeg har altid været supernærværende i mit arbejde, men der er mindre kamp i det for mig nu. Før var det det eneste, der fyldte i mit liv. Det var svært at trække stikket lidt og sige: ”Nu er jeg bare derhjemme.”

Der er ikke længere råd til, at jeg kører mig selv helt ned i arbejde, for jeg skal være der for mine børn. Jeg elsker mit arbejde, men tidligere havde jeg ingen grænser. Det var hele min identitet. Det kørte bare derudad. Men nu går det ud over andre, hvis jeg kører sådan. Der er en anden balance i mig nu. Og det er ikke for at sige, at mit ambitionsniveau er lavt. Tværtimod. Det er mere en følelse af, at det hele kan eksistere på samme tid. Jeg vælger ikke noget fra. Livet er bare rigere. En hvirvelvind af kærlighed og kaos. Men det sameksisterer, familielivet og karrieren.  
Selvom det er totalt crazy, når børnene er så små, ved jeg, at jeg kommer til at savne det. Også at være så fysisk tæt sammen med dem. Hele tiden at blive siddet på, kravlet på, kysset og krammet. 
Når jeg står midt i det, prøver jeg at zoome ud og være sådan: This is life. Jeg prøver at huske på dét, når det hele sejler. Jeg føler, jeg er midt i orkanens øje – ment på den mest positive måde. 

Crawl som en prof

Jeg er for meget oppe i mit hoved, og der er det også fantastisk at have børn, for de tvinger mig tilbage i kroppen. Tilbage til nærværet. Jeg kan hurtigt komme til at spiralere i mit hoved, så alt, hvad der er sanseligt, er meget vigtigt for mig. 
Faktisk har jeg aldrig haft problemer med at falde i søvn. Det er ikke dér, jeg ligger og tænker. Jeg er A-menneske og er bare out, når jeg lægger mig i sengen. Til gengæld vågner jeg ved det mindste, og jeg vågner også meget tidligt og er frisk. Det er mere generelt for mig, det med at være oppe i hovedet. Der er noget med, at jeg skal tænke det hele igennem, og det kan man jo ikke altid. Der skal jeg stole på, at jeg ikke kan kontrollere alting, og at tingene løser sig.

Lige nu er min tid knap, fordi jeg har små børn. Men jeg plejer godt at kunne lide at gå en lang tur eller at gå til thaiboksning. Alt, hvad der har med bevægelse at gøre. 
I den her film (’Vores løfte’, red.) har det også været fantastisk, at jeg skulle svømme så meget. Karakteren, jeg spiller, har været professionel svømmer, så det skulle jeg kunne demonstrere i nogle scener. Inden vi gik i gang med optagelserne, troede jeg, at jeg sagtens kunne crawle. Jeg fandt så ud af, at det var jeg ikke i nærheden af at kunne. 
Det var helt genialt og virkelig sjovt at træne de her prof svømmetag og bare være i vandet hver dag. Men jeg var også ret ængstelig omkring, hvordan det så ud. Tænkte, at jeg umuligt kunne nå at komme til at ligne en professionel svømmer. Men jeg elsker i det hele taget transformationen og alt det nye, jeg lærer gennem mine roller. Den fordybelse, jeg får lov til at dykke 
ned i.
Gennem årene har jeg både skullet lære at ride, at danse ballet og at være autentisk i et stenalder-miljø. Det var lige efter, jeg havde født min første datter, og det var nogle helt vilde workshops og en fed måde at være i kroppen på. 
I skuespilfaget arbejder man hele tiden med virkelighedsforståelser. Tingene er aldrig bare gode eller onde. Kontrasterne er det, der gør rollerne spændende. Som mennesker er vi fulde af kontraster og modsætninger, de er en daglig konstant. Jeg har f.eks. et kontrolgen, men søger adrenalin i arbejdet.

Ja til kærligheden 

Jeg er distræt, min planlægning er meget fra dag til dag, og jeg prøver at lære, at det er o.k., at der ikke sker noget hele tiden. Fra barnsben har jeg følt, at jeg altid skulle være i gang. Måske fordi det var så vigtigt for mine forældre, at vi skulle klare os godt. Den der følelse af, at der altid er noget, man skal gøre, tror jeg, at man bærer med sig. At man ikke bare kan lave ingenting. Samtidig nyder jeg virkelig, når vi bare har en slænge-dag derhjemme.
Jeg øver mig i at sige nej. Især efter jeg har fået børn. Jeg vil gerne prioritere min tid og kun sige ja til de ting, som jeg føler er givende. Noget, der giver lys. Jeg vil også gerne lære at sige nej uden en forklaring eller undskyldning for, hvorfor jeg siger nej. Nogle gange er et nej bare et nej, og det er også o.k.

Overordnet vil jeg også bare gerne sige mere ja til kærligheden. Til at prioritere den. Når man lever et freelanceliv, er man altid lidt i gang. Det er svært at sige, at ”nu er det bare os”, men det gad jeg godt sige mere ja til.
Kontrol og kaos er en daglig kamp, men det er, som om de også hører sammen. Jeg gad godt være i kontrol med mig selv, men lige nu føles det, som om jeg hele tiden er i de to modsætninger. Jeg prøver at acceptere kaosset, selvom det er svært. At give mig hen til det og se det smukke i det.
Der er altid nogle små øer af fred i løbet af dagen, hvor jeg tydeligt mærker, at lige her er mit purpose. Når jeg mærker, at ”bum, der var vores kontakt”. Sådan har jeg det, når jeg ligger og aer min datter på ryggen, ser hende i øjnene og fortæller en historie. ”Dér var vi.”