Interview: Puk Damsgård om luftangreb, løbeture og solopgang over Syrien

12. november 2024

Det er mørkt i min stue. Jeg har tændt et enkelt stearinlys. Elektriciteten kommer først tilbage i morgen. Kvarterets generatorer er i udu, og statens el kommer sjældent. Om lidt løber min computer tør for strøm. 

Jeg er lige landet med det libanesiske luftfartsselskab. De eneste, der tappert midt i krigen forbinder Beirut med verden. Jeg sad tilfældigvis ved siden af en libanesisk ven med et frit sæde imellem os.

”Det er skøre tider,” kommenterede han, og det kunne jeg jo kun give ham ret i. 

Vi drak hvidvin, der var lidt turbulens, og jeg hader det. Intet fodfæste. 

Han vil helst være i sit hjemland. Ikke uden for Libanon, men tæt på sin familie, mens Israel bomber, og en fjerdedel af landet er under israelsk evakueringsordre. Det genkender jeg. Jeg vil også helst være hjemme i Beirut. Fornemmelsen af, at det er vigtigt at kunne holde øje – med hvad præcis ved jeg ikke – sove i min egen seng, købe Puffers yndlingskattemad, kramme mine venner og egentlig bare være i det, der nu sker, i stedet for at betragte det udefra. 

I solnedgangen landede flyet. Vi kunne se ind over det sydlige Beirut, hvor Hizbollah-leder Nasrallah opholdt sig i en bunker under lejlighedskomplekser, da Israel dræbte ham. 

”Ærgerligt, det var Israel, der slog ham ihjel. Jeg kunne godt have tænkt mig selv at gøre det,” grinede min ven.

Ingen røgskyer over Beirut. Et par regndråber mod flyets rude. 

Jeg har holdt fri fra krigen og dækningen i et par uger. Trukket vejret rundtom i Europa. Egentlig havde jeg foretrukket bare at være i Libanon. Men så ringer DR hele tiden. Jeg har mere brug for en pause fra nyhederne og det, vi med et afsjælet begreb kalder ’nyhedsmotoren’, end fra den konkrete situation i Libanon. Der er trods alt mere hjertevarme her end i den kolde, altfortærende nyhedsmaskine.

Jeg går tidligt i seng. Lytter til dagens ’Genstart’, hvor en dansk sygeplejerske fortæller om, hvad hun bevidnede under sin seks ugers udsendelse til det sydlige Gaza. Jeg vil ikke sige, at jeg er misundelig på hendes arbejde med at hjælpe syge børn i Gaza, som dør af helbredelige infektioner, fordi der mangler medicin. Men jeg er misundelig på adgangen, også selvom jeg ved, det er rædselsfuldt for palæstinenserne at bo der og ikke kunne komme ud. Det er uhørt, at vi som journalister bliver udelukket fra at dække krigen mellem Israel og Hamas i Gaza, hvor også vestlige regeringer støtter den ene part, Israel, som er under anklage og efterforskning for krigsforbrydelser ved to internationale domstole. 

Som journalist er det en kerneopgave at kunne være til stede med kritisk nysgerrighed, at kunne bevidne, undersøge, efterprøve og observere. Det demokratiske Israel og det autoritære Egypten er lige gode om at holde os ude.

Jeg hører sygeplejersken sige til ’Genstart’, at verden ser krigen ske hver dag, og at danskerne, som er forkælede, burde sende lidt flere tanker til dem, der bor i krigen. 

Hver især lever vi vel i bobler. Og det kan være næsten umuligt at se sig selv udefra. Journalistikken er også til for at prikke hul på de bobler.

Jeg vågner klokken 7:30 og løber en tur på bjergsiden. Forbi hundelufterne og de lyserøde bougainvilleabuske. Røg stiger op fra det sydlige Beirut. Der må have været endnu et luftangreb. Så tager jeg et koldt bad, spiser havregryn med mælk og sukker, sluger et par vitaminpiller og kører mod hotellet, hvor DR’s fotograf Omid Jafi bor. Vi skal redigere en ’Horisont’-udsendelse om, hvad krigen i Libanon gør ved libaneserne. 

Vi er rejst helt til syd til grænsen mellem Israel og Libanon, til nord og mod øst til Bekaa-dalen. 

Jeg ser på billeder af Iwana, som er næsten to år. Hun ligner en mumie i en alt for stor seng på brandsårsafdelingen på et hospital i Beirut. Bandager er rullet om hendes arme, hoved, ben, mave. Hun var ude at lege sammen med sin søster, da et israelsk luftangreb ramte en garage over for familiens hus. En tegneserie ruller over fjernsynsskærmen. Hendes far sover i bilen, hendes mor ved siden af hende. 

Jeg går på café og køber os et par sandwich og saftige ostecroissanter. Et par gæster drikker kaffe i efterårssolen. 500 meter herfra bor fordrevne i telte. 

En bekendt skriver. Jeg har lovet hende at tjekke ind i ny og næ. Hun kæmper for at hænge sammen. Begraver sig i assistance til de nødlidende. Flygtninge og herreløse kæledyr. Skaffer medicin og madrasser. Tilbereder mad i et køkken, der leverer måltider til de flygtede. Hun kan ikke bare sidde hjemme. Det at kere sig om andre holder hende oven vande. Nogle gange er det sundere at vende blikket udad end indad. 

Da jeg kommer hjem, gennemser jeg flere af de optagelser, vi har lavet. Da vi besøgte en skole med fordrevne, mødte vi en 19-årig kvinde med en hætte trukket over sit hoved og tørklæde. Hun var sky og interesseret. Langsomt fortog genertheden sig. Hun viste os, hvor hun sov i et klasselokale, og de få stykker tøj, hun havde pakket i en pose. Hun havde glemt at få sin nye parfume med i skyndingen. 

Hun spurgte til Omids kamera, om hun måtte holde det, og hvordan det er at være fotograf. Inden vi tog afsked, sagde Omid til hende:

”Du skal bare vide, at jeg også engang var flygtning. Jeg drømte om at blive fotograf, og jeg troede aldrig, det ville være muligt.”

Når man bor i en tilstand af midlertidighed og uforudsigelighed, er det måske godt at blive mindet om, at alt er midlertidigt – og muligt. Livet varer faktisk kun et øjeblik, hvilket jeg bliver mindet om på min løbetur, hvor jeg et sted i granskoven altid stopper og rører ved en sten, der har været her længe før mig, og som vil ligge med udsigt over dalen, længe efter jeg er blevet til muld.

23. november 2024

Jeg vågner af et højt brag ved midnat. Udenfor lyner det. Jeg er omgivet af tordenskyen, ligger nærmest inde i den. Jeg går ned ad trappen til stuen og drikker et glas vand, mens det blæser over. Jeg kan ikke lide at være i soveværelset, mens det lyner lige udenfor. 

Beirut er omgivet af bjerge, og på kort tid er man ude af byen og på de grønne bjergsider med duftende grantræer. I november vågner skovbunden og bliver grøn, når regnen kommer. Det er livgivende. I otte år boede jeg i Kairos smog, og jeg trængte i bogstavelig forstand til luftforandring, så jeg flyttede tilbage til Beirut, hvor jeg har boet før. Dengang voksede Libanon med tusindvis af syriske flygtninge. En del af dem flyttede ind i skure bag min bolig.

Vores ’Horisont’-udsendelse om krigen i Libanon er færdig og klar til udsendelse. Jeg ser den igennem en sidste gang. Det er ofte ikke det, mennesker siger, der gør indtryk. Det er pauserne, et ansigt, en stemning, som måske både rummer det ulidelige og det lykkelige.

Fra den udsendelse vil jeg huske lille Iwana fra hospitalet. Hendes mors omsorg. Og hendes fars øjne. Det er vigtigt at huske og mærke. For hvis jeg ikke selv kan mærke noget, hvad ville jeg så egentlig rapportere hjem? Jeg vil også huske Shadi, der har åbnet et bageri i syd, hvor hans landsby ligger omgivet af krigens parter Hizbollah og Israel. 

Det er dog afgørende, at mine følelser ikke fylder, at det ikke er dem, der driver og sætter retningen. Om det er vrede, had, fascination eller aktivisme, gør det blind, giver skyklapper. Det kender vi vel fra vores parforhold eller familiære relationer, hvor vi kan blive fastlåst i et særligt blik på den anden. Det er vigtigt at være i bevægelse, indeni såvel som fysisk at være i så mange miljøer i så mange lande i Mellemøsten som muligt, sætte sig ind i andres cockpit og opdage, hvordan verden ser ud derfra. 

I 2024 har jeg rejst i bl.a. Egypten, Israel, den besatte Vestbred, Yemen, Jordan og De Forenede Arabiske Emirater. Du kan ikke sidde ét sted, hvorfra du anskuer det hele. Det gør alt for mange alt for rigeligt på Facebook og andre sociale mediers ekkokamre, hvor der mangler nysgerrighed over for andres perspektiver, og det gør os simpelthen dummere. Derfra ser vi måske også tendensen til, at hvis man ikke er enig i en journalistisk vinkel på et givet emne, er det ikke journalistik. Eller at én historie bliver holdt ud som et eksempel for en hel dækning over tid. Således bliver jeg både anklaget for at være antisemitisk og folkemordsapologet. Jeg plejer at sige, at jeg skal være til stede med en kritisk nysgerrighed. Det er ikke raketvidenskab. Jeg kalder det god, gammeldags journalistik. Mennesker og en konflikt er ikke endimensionelt, en krig er mange ting på samme tid. Hvis vi kun zoomer ind på de ruinerede bygninger, kan modtageren tro, at hele Libanon ser sådan ud. 

I morges lød nogle brag, mens jeg børstede tænder. Flere israelske angreb i det sydlige Beirut. Samtidig flyder jeg over i middagsinvitationer. Forleden var vi nogle stykker, der spiste pizza på gaden uden for restauranten. En ambassadør fra et vestligt land kom cyklende gennem byen til middagen. Vi kan færdes her, fordi vi nogenlunde ved, i hvilke områder Israel bomber – på nær nogle gange, hvor de bomber nye steder centralt i byen. Der findes altid et liv, som kan se ud på mange måder – også i undtagelsestilstande, krige og konflikter. Det mener jeg er en af mine hovedopgaver – at tilbyde så mange perspektiver som muligt. 

Jeg er i gang med det sidste arbejde i forbindelse med en podcastproduktion for DR Dokumentar, som mine kolleger derhjemme har arbejdet på i mange måneder. Jeg hjælper med historien her i Libanon, fordi serien handler om adoptioner af libanesiske børn til Danmark under borgerkrigen i 80’erne. En opsigtsvækkende historie, som bl.a. også stiller skarpt på bestikkelse og korruption, som det danske udenrigsministerium faciliterede. 

Jeg skal lave forelæggelser, og i dag har jeg drønet rundt med en libanesisk kollega for at finde en bestemt mand. Det, der kan virke som at finde en nål i en høstak, er ikke så svært i Mellemøsten. Vi ved, at hans familie engang boede i et bestemt område, og en mekaniker over for lejligheden ved – selvfølgelig – hvor ham, vi leder efter, har en lille biks.

Samtidig er vi gået i gang med et større Gaza-projekt, og så er der de daglige begivenheder, som fortsætter. Mens vi kører rundt og leder efter manden, tikker nyheden ind om, at Den Internationale Straffedomstol i Haag har udstedt arrestordre på Israels premierminister og tidligere forsvarsminister for krigsforbrydelser. En bombe på verdensscenen, som jeg taler om i løbet af aftenen i tv-aviserne. Jeg skulle have været til koncert, men aflyser.  

Efter udsendelserne hopper jeg i min frottékåbe, som jeg kalder Musen, og spiser et par lakridser, som Omid havde taget med fra Danmark.

26. november 2024

Bombardementerne i Beirut tager til. Jeg kører en hurtig tur ad bjergvejene på min motorcykel. En ven sender mig et billede af en israelsk kvindelig soldat i uniform. Han er libaneser, og hans dating-app har foreslået hende som et muligt match. 

”På en måde humaniserer det den anden. Israelere popper op hele tiden. Jeg kan se, jeg deler samme musiksmag og interesser med nogle af dem. Jeg kan se, de er ligesom mig. Men det kan jeg ikke sige højt,” siger han. Det er Israel, der jammer gps-systemet, så libanesere og folk, der fysisk opholder sig i Libanon, ofte befinder sig digitalt i Jordan. Selv er jeg tit i lufthavnen i Amman ifølge min mobil, og det er også umuligt at benytte kort-appen.

Min ven og jeg ler ved tanken om, hvilken ’humanisering’ der ville finde sted, hvis den nu dræbte Nasrallah og Netanyahu havde mødt hinanden på en app. Ville der mon være overraskende sammenfald af interesser, de delte – ud over at ville slå hinanden ihjel?

Det er vel egentlig også det, der er et af formålene med journalistik, kunst og kultur: ikke at slå hinanden ihjel, men at navigere uden om grovtærskeren, altså de stereotype generaliseringer. Jeg bliver tit betegnet som modig, fordi jeg er rejst fra ’trygge Danmark’ til ’det farlige Mellemøsten’. Og når jeg f.eks. af Samvirke bliver bedt om at beskrive ’kvindeliv i Mellemøsten’, er det ud fra, hvordan det er anderledes fra … Danmark. Jeg kan mærke, at det er en svær ramme for mig at være i, fordi det dels lægger et firkantet perspektiv over mit liv, dels generaliserer millioner af forskellige kvindeliv i en region med sociale klasser, religioner, sekter, traditioner og familie- og økonomiske forhold. 

Det giver ingen mening at tale om en ’mellemøstlig kvinde’. Hun kan være varianter af jøde, muslim, kristen, druser, yazidi, storbykvinde, landsbydatter, nomade, kurder, araber, perser, tyrker, gift, ugift, skilt, studerende, hjemmegående, direktør, mor, danser, kassedame, flygtning … Det er, ligesom når en vært på et program på DR vil vide, hvad ’libaneserne’ eller ’syrerne’ tænker. Hvordan skulle en journalist i Danmark ligeledes svare kort og begavet på, hvad ’danskerne’ tænker om krigen i Gaza? Det er ikke et enten-eller-spørgsmål. Det er ikke så simpelt, som det kunne lyde. 

Det undrer mig, når jeg bliver opfattet som modig. Måske er det, fordi Danmark er et beskyttet værksted, hvor intet må være ubehageligt eller utrygt for en stund. Men sandheden er jo, at jeg rejser og lever i Mellemøsten fra et privilegeret udgangspunkt. Med et rodfæstet engagement fra min familie og støtte fra min arbejdsplads. Der er ingen i den region, jeg bor i, som opfatter det som modigt at bo og arbejde iblandt dem. De er jo ikke vilde dyr. Og vi deler hverdag og udfordringer med elektricitet og inflation. Måske har jeg oparbejdet en evne til at befinde mig og arbejde i frygt eller vanskelige situationer. Det er mennesker omkring mig mestre i at håndtere på daglig basis og under særlige omstændigheder. Som lægen Shifa fra Yemen, der i hemmelighed flygtede fra sin familie til Holland – et langt logistisk og følelsesmæssigt mareridt for at undgå et skrækkeligt ægteskab. Det er, hvad jeg vil betegne som mod: at turde stå helt alene i verden. 

Jeg har aldrig stået alene. Jeg gør i virkeligheden, hvad min far og mor gør hver eneste dag hjemme i Hammer-Torup syd for Næstved, bare på et større areal et andet sted. Min mor har været journalist og er stadig lige nysgerrig og ringer flere gange om ugen for at høre, om jeg har læst dette og hint i avisen. Min far kører rundt med elever i sin køreskolebil og siger, at de skal svinge til venstre, huske at se i sidespejlet, samtidig med at han også lærer dem at kende. Han elsker at være i bevægelse. På de samme sydsjællandske veje, men med nye mennesker. Når han er hjemme, er han en kat, vi aldrig kan finde, fordi han bevæger sig mellem garagen, haven, engen. 

Jeg oplever, at vi ligner hinanden. Jeg er med tiden blevet bedre til at holde pauser – og de er saliggørende. Der er dage, hvor jeg kun vil være hjemme, hvor en drink på en bar vil være tortur såvel som en vandretur i bjergene med venner. Jeg er enebarn og værdsætter tiden i eget selskab. En vandretur skal ikke være en ævletur. Jeg er jo et introvert barn, der lærte at være en udadvendt voksen – den største præstation i mit liv – så der må gerne være ro, når jeg bevæger mig i naturen eller går rundt i Musen, som jeg også altid pakker i kufferten. Det vigtigste er søvn. Jeg tror, at mit sovehjerte er min bedste ven. Jeg kan sove hvor som helst, når som helst. Jeg skammer mig ikke over at tage lure og snyde A-menneskediktaturet. Vi skal sove for at kunne leve.

Det svirrer med rygter om en våbenhvileaftale mellem Israel og Hizbollah. Jeg regner med, at den kommer på plads denne aften. Bombardementerne tager til, og jeg tænker, at det muligvis er en intensivering, inden våbnene bliver stille. Det er set før. Jeg kan høre jagerflyene og bragene. Det er midt i eftermiddagskaffen, at jeg tæller otte nye røgsøjler over Beirut, og Israel udsteder evakuerings­ordrer i kvarterer, der ikke er blevet bombet før, i det centrale Beirut. Panikken er total. 

Klokken fire om morgenen træder våbenhvilen i kraft. Jeg vågner klokken seks og kan høre fuglene uden den skarpe dronelyd. Min bombe-app, der sender notifikationer, bliver usædvanlig stille.

Vi sætter af sted mod det sydlige Libanon ligesom titusinder af mennesker, der allerede har pakket bilen og vil vende hjem. Det tager 4,5 timer at køre en distance, jeg normalt tilbagelægger på 45 minutter. Vi sidder simpelthen fast i en exodus mod hjem. Jeg bliver svimmel af bilosen. 

Heldigvis er netop dét dagens historie. Den uendelige kø er en påmindelse om, hvad hjem egentlig betyder.

10. december 2024

Det er tidlig morgen, stadig mørkt, da jeg krydser grænsen mellem Libanon og Syrien. Det er første gang, det ikke sker via et smuglernetværk. Libanon stempler mig ud, og på den anden side er de frygtede syriske regime-kontrol­poster forladt. Nede ad vejen sidder et par oprørere og varmer sig ved et bål og vinker os videre. Kampvogne står efterladt tilbage. Plakater med Bashar al-Assad og hans far hænger som spøgelser fra en ikke fjern fortid, der varede over et halvt århundrede. Det er historisk. Og det har så stor betydning for millioner af syrere og resten af regionen.

Billederne flimrer på nethinden, mens solen rejser sig forude over Damaskus. Regimets krig mod sin egen civilbefolkning. Dengang nogen løftede et tæppe, der var spredt over to småpiger på fortovet uden for et hospital i Aleppo. Jeg ville ikke have kunnet genkende dem, om de så var mine egne døtre. De var blevet slået ihjel i et luftangreb. Jeg så mit eget spejlbillede i blodet, der flød ud på asfalten. De lå der, fordi der skulle være plads til de stadig levende på hospitalet. Menneskets sårbarhed stod så lysende for mig. Min egen sårbarhed. Og meningsløsheden. 

Jeg husker Mohanned, en studerende fra universitetet i Aleppo, der beslutsomt og bævende tilsluttede sig det væbnede oprør og siden flygtede, da det blev for islamistisk. Det var ikke den form for frihed, han drømte om. Jeg tænker på de massive ofre, syrerne har bragt for at nå hertil. 

Syrerne begyndte et fredeligt oprør, en revolution, netop som jeg begyndte mit job for DR i Mellemøsten i 2011. Det var midt i det arabiske forår, og syrernes kamp for frihed blev i en periode nærmest en del af mig. Jeg forcerede grænser, både mine egne og fysiske landegrænser, legalt og illegalt, for at dække regimets brutale svar på folkets ønske om et frit og værdigt liv. Jeg skrev bogen ’Hvor solen græder’, der især følger en syrisk kvinde, Nour, som jeg stadig har kontakt med i dag. Historien om Syrien, om oprøret og siden Islamisk Stat, har defineret min tid i Mellemøsten.

I dagene inden jeg krydser grænsen, kan jeg se, at oprørerne – i form af en islamistisk organisation, der tidligere har kæmpet med Al-Qaeda – indtager hele Syriens næststørste by Aleppo nærmest uden modstand. Regimet imploderer. Indefra, ser det ud til. Syrere, som jeg kender fra mine rejser i Syrien, men som med tiden blev fordrevet, skriver elektriske af forventning fra deres eksil i forskellige verdenshjørner. Kan oprørerne nå til hovedstaden Damaskus? Kan de vælte diktatoren? Vil de endelig se jasminen blomstre igen i deres hjemstavn? Det syder i samtlige byer. Modstanden er genopstået. Hvis Google Maps kunne opsnappe folkestemninger, ville der være et bredt brændende bælte fra Aleppo i nord hele vejen til Damaskus og til syd, til byen Deraa, hvor revolutionen begyndte. 

Den 7. december skriver jeg til journalistvenner i Beirut: 

”Nu kan vi snart køre fra Beirut til Damaskus.”

Noget, der har været utænkeligt for mange syrere. Frygten for at ende i Assads notoriske fængselssystem har været overvældende.

Klokken kvart i tre natten til søndag skriver Nour fra sit hjem i Dubai. Hun tilsluttede sig oprøret i 2011 og kom på efterretningstjenestens sorte liste. Siden hun forlod Syrien nogle år senere, har hun levet i landflygtighed. 

”Min kære. Vi bliver nødt til at rejse tilbage sammen. Regimet er fucked. Jeg inviterer dig til Syrien. Du er den eneste, der forstår, hvad jeg gennemlevede.”

Euforien når gennem chatbeskederne. 

”Jeg har ikke set mit hjemland i 12 år. Jeg havde mistet alt håb.”

Da jeg skriver, at jeg kører ind til Damaskus snart, svarer hun: ”NEJ! Vent på mig.”

Med Assad-regimets fald er dørene slået ind til fangekældre, hvor titusinder er forsvundet, og syrernes traumer, som de havde parkeret, er blusset op. Nu kan de lede efter deres kære. I Damaskus hersker nu lettelse, lykke, sorg og et vist chok. En erkendelse af, at mareridtet er slut. 

Sednaya-fængslet lige uden for hovedstaden står som hjertet i regimets brutalitet. Jeg går rundt i cellerne omringet af mennesker, der er kommet for at lede efter dem, de ikke har kunnet finde. En bror. En far. En søn. En fætter eller fem. De har været savnet i årevis. Særligt efter revolutionen begyndte, forsvandt dem, der demonstrerede eller deserterede fra militæret. Sednaya er notorisk berygtet for at eksperimentere med tortur.

Tæpper ligger spredt i cellerne. Poser med tis. Poser med oliven. Der stinker, og der har været proppet. Fra en tidligere indsat i Sednaya hørte jeg engang, at de skiftedes til at stå op for at lade hinanden sove. I badsektionen går jeg rundt i menneskelort. Spindelvæv hænger så tykt, som var det en væg. Det er fuldstændig surrealistisk at befinde sig et sted, jeg har hørt omtalt så mange gange. Det er mytisk. Et rædselsvækkende symbol.

Uden for et hospital ser jeg en tidligere indsat halvt liggende på bagsædet af en bil på vej hjem. Han beklager sig. Kan ikke se på det ene øje, har stærke smerter i nakken, fortæller hans bror. Et nyt kapitel er begyndt i Syrien. Et kapitel, vi ikke ved, hvor ender. Mange er mistænksomme over for oprørerne, som brød med Al-Qaeda i 2016 og siger, at de siden har forandret sig.

Nour skriver nærmest ordrer fra Dubai om, at jeg skal interviewe deres leder Ahmed Al-Sharrah.

”Du skal ikke tage tørklæde på, og du skal spørge, hvad kvinders rolle bliver i Syrien.”

Selv er hun moderat muslim, går aldrig tildækket. Jeg sender hende billeder af fejrende kvinder i gaderne i Damaskus. Hun er grædefærdig. Hun vil hjem.

Det sker ikke mange gange i løbet af et journalistliv, at et diktatur, der har siddet på magten i over 50 år, kollapser. Jeg kan faktisk ikke forestille mig noget mere interessant end at følge udviklingen i Syrien de næste år. Vejen fremad er fyldt med miner, og intet er nemt.

Det føles privilegeret at få lov til at bevidne. Jeg glæder mig til, at Nour endelig kan vise mig, hvor hun er vokset op, hvor hun blev forhørt af efterretningstjenesten, hvor hun studerede – hendes liv, før revolutionen begyndte, før hun måtte flygte ud på landet, hvor jeg mødte hende første gang omringet af en flok oprørere i en gebismagers baglokale iført læderjakke og et glødende engagement. Jeg var sammen med Nour, da et fly angreb tæt på. Da vi væltede rundt i støvet og mærkede, at vi stadig var i live. Da hun udmattet af krigen vaskede sin bh i skyllemiddel og ikke kunne forstå, hvorfor huden på hendes bryster kløede så voldsomt. Da hun overvældet af kærligheden til en mand og revolutionen kastede sig ud i et skæbnesvangert eventyr. 

Det er vel egentlig den største gave ved mit arbejde. Jeg knytter venskaber, der varer på tværs af konflikter, krige og kontinenter. Jeg bliver suget ind i utænkelige begivenheder og hvirvlet ind i andre menneskers livsbane. Og jeg er taknemmelig for, at jeg må leve med og observere og spørge dumt.

”Puk,” skriver Nour.

”Jeg kan ikke vente, til vi ses i Damaskus.”

”Lige om lidt, Nour, så sker det.”

”Jeg kan ikke sove,” svarer hun. 

Jeg føler, at jeg kunne sove i 100 år.