Interview: Anne Hjernøe om sorg, livskraft og at finde glæden igen

Anne Hjernøe var fire, og der var fuld fart på. Hun drønede rundt i huset på den blinde villavej i Højbjerg. Huset var et af de sidste ud mod skoven, hvor hun ofte mødtes med de andre børn, men denne dag havde hendes mor inviteret en masse ældre tanter på besøg. De spiste og drak, og Anne susede forbi igen og igen – hen over sofabordet, op på sofaryggen. 
”Tanterne stod bare og kiggede på det her barn og sagde så til min mor: ’Skal du ikke bede hende om at sætte sig ned?’”
”Min mor var bare sådan: ’Nej da. Hun er så glad!’”
Anne Hjernøe sidder i det store køkken-alrum i hjemmet i Åbyhøj, hvor hun bor med sin datter Camille.
Væggene er lyse, gulvene af træ. På en køkkenhylde har keramikkopperne selskab af et lille grønt planteterrarie. Espressomaskinen brygger kaffe, og Anne Hjernøe sætter to kopper på spisebordet. Lyset strømmer ind ad de store vinduer, der vender ud mod haven. Om ikke så længe springer det hele ud.
”Så vil du ikke kunne kaste dit blik nogen steder hen, uden at der er grønt. Og når jeg vågner om morgenen, er solen allerede stået op,” siger Anne Hjernøe.
”Det gør mig glad.”

Lyset, der vender tilbage

Det er slut februar. Og 16 måneder siden, Anne Hjernøe mistede sin mand, og datteren og de to bonusbørn deres far, Jens Folmer Jepsen. Lyset er så småt ved at trænge ind i alle sprækkerne, som Anne Hjernøe formulerer det. Selvom mørket for altid vil være der. 
Men hvor sorgen i starten helt fysisk føltes som en tyngde, der fyldte alt i hendes indre – en massiv, tung tilstand – føles den i dag som et vemod, der kommer et par gange om dagen. Som en bølge, der skyller ind i kroppen og trækker sig tilbage. 
”Jeg har haft halvandet år, som har været fuldstændig kaotisk. De første tre måneder var som at være i en klokke, og i mange måneder kunne sorgen gribe mig og knuge mig med stor voldsomhed. På en måde, så jeg næsten ikke kunne trække vejret.” 
Men omkring årsdagen for Folmers død lagde hun pludselig mærke til en ny fornemmelse. 
”Jeg har fået en lille boble i min sjæl eller måske i min personlighed. Jeg ved det ikke helt. Men jeg mærker den fysisk: at jeg begynder at glæde mig til ting. Som da jeg her i begyndelsen af året havde planlagt en rejse med Camille og nogle venner, og jeg pludselig registrerede de her bobler og tænkte: ’Wow!’ Det var, som om jeg lige kunne ånde lidt lettere.”
Anne Hjernøe har ikke bogstaveligt talt råbt og skreget. Men det er sådan, hendes sind og hendes krop har føltes. Som i oprør. I uro. 

I ét med naturen

At være i naturen har betydet – og betyder stadig – meget. Især gåturene i nærheden af hendes hjem, særligt ved Moesgård Strand og Skov, hvor hun og Folmer elskede at gå sammen. Hun er kommet her siden barndommen og forbinder det med barndom og glæde. 
”Med duften af hybenroser og sand mellem tæerne,” som hun tidligere har beskrevet det. 
Hun træner også i fitnesscenter tre morgener om ugen, ligesom podcasts har været – og stadig er – med til at dæmpe larmen og de ubehagelige tanker, der kan dukke op. 
Venner og familie har været fuldstændig afgørende. Lavtflyvende engle, som hun kalder dem. 
Og så er hun velsignet med det, der måske også hjælper hende til at navigere i sorgen: et positivt livssyn.
”Jeg plejer at sige, at jeg er født med et lyst sind.”

Anne Hjernøe voksede op på den blinde villavej tæt på skoven med sin far, mor, storesøster og en ”lettere overvægtig hund”. Hun var yngste medlem af en familie, hvor humoren var i centrum, og hvor der altid kom mange mennesker på besøg, som spiste alverdens retter ved et langbord, og hvor alle børnene tumlede og legede. 
Der var fart på, når sofaerne skulle forceres, og når hun klatrede så højt op i træerne, hun kunne. For hun ville være den, der nåede højest op i kronerne.
”Jeg var et barn, der gik forrest. Jeg fyldte. Jeg larmede. Måske var jeg også lidt irriterende på nogle områder. Men det kom fra et godt sted.” 

Lov til at være sig selv

Som lidt ældre barn blev verden kun et endnu større eventyr. En kæmpestor legeplads, det kun kunne gå for langsomt med at gå på opdagelse i. Og i de tidlige teenageår fik glæden og begejstringen selskab af en stærk oprørstrang. 
”Jeg var meget lidt autoritetstro. Jeg gik på den mest konservative privatskole i Aarhus og var i opposition til alt og alle. Barberede mit hår af og gik i skole i min fars lange underbukser og gamle ruskindsjakker. Så stod jeg der. I et klasselokale fyldt med kammerater, der gik i Lacoste-trøjer og sejlersko. Men der var plads til os alle sammen. Det kan godt være, jeg fik en kommentar med på vejen, men så gav jeg bare tilbage, og jeg opfattede det ikke som ondskabsfuldt.” 
Hun husker det ikke, som om hun nogensinde fik at vide, at hun skulle dæmpe sig. Hverken af sine forældre eller af lærere eller pædagoger. Tværtimod.
”Jeg fik lov til at være præcis, som jeg var. Når jeg hører unge i dag fortælle, at de ikke altid føler, at de har lov til at være i verden, genkender jeg det ikke. Jeg synes, at hvis du er født ind i den her verden, er du berettiget til at være her. Det er ikke noget, du skal kæmpe for eller gøre dig fortjent til. Den indstilling har jeg med hjemmefra.”

Et liv i bevægelse

Anne Hjernøe rejser sig og går hen til et vitrineskab, der hænger på køkkenvæggen. Hun finder en lille kasse frem og hælder 10-15 rødbedefarvede pas ud på spisebordet. De fleste med runde annulleringsklip. Anne Hjernøe sorterer i dem og finder det nyeste frem. 
”Mit pas er min adgang til verden. Der er indimellem mennesker, der spørger mig, om jeg aldrig bliver træt af at rejse. Men jeg har det sådan, at jeg kan få bobler i maven bare ved at sætte mig ind i min bil og køre til København, fordi jeg ved, jeg skal lave noget, der er sjovt. Nej, jeg bliver aldrig træt af det. Aldrig. Hold kæft, jeg ville synes, det var kedeligt, hvis jeg var sådan en: ’Åh, fuck mig, jeg skal til Kina i en måned med Anders (Agger, red.). Det bliver hårdt, ik’?’ Nej! Jeg skrev lige i går til en af mine tilrettelæggere: ’Jeg glæder mig som et lille barn, der skal til fødselsdagsselskab.’ Det bliver det fedeste i verden. Ja, vi har jetlag. Ja, vi skal arbejde hårdt. Ja, vi kommer ud på nogle sindssyge køreture. Men er der noget bedre? Nej, for jeg har en stor nysgerrighed efter, hvad der er derude, som jeg ikke har set endnu.” 
”Det delte jeg i øvrigt med Folmer: Nysgerrigheden og livsglæden. Ønsket om at udforske.”
Folmer, som hun mødte i 1993 i forbindelse med arbejde. Hun var 24 og blevet booket til at medvirke i en musikvideo med Michael Falch. Folmer var 36 og instruktør på musikvideoen. Det var ikke kærlighed ved første blik, men langsomt fik hun øjnene op for, hvor ”sindssygt sjov” han var. Og ikke mindst vidende.
De blev kærester og lavede tidligt en aftale om, at deres liv – både hver for sig og sammen – skulle være sjovt.
”Vi gav nærmest hinanden håndslag på, at vores liv skulle være fuldt af rejser, arbejde og tid med gode venner. Vores liv skulle være en fest.”
Og det blev det – også. Der var store følelser og stort temperament, og det var ikke altid et nemt forhold. Men det var aldrig kedeligt. De gav hinanden plads til at forfølge deres drømme og var enige om at bakke hinanden op. Han rejste verden rundt alene, hun rejste verden rundt alene, og de rejste verden rundt sammen. 
I 2002 fik de datteren Camille, og i 2010 – efter 17 år som kærester – stak de af, bare de to, og blev gift på rådhuset i New York. De fik 32 år sammen.

En fejring af livet

Men før Folmer døde, nåede de at holde – endnu – en fest. For da han i sensommeren 2024 blev erklæret terminal, havde han to ønsker. Han ville rejse, og han ville holde en farvelfest for familie og venner. Han var for syg til at rejse, men festen, den holdt de. 
”Jeg syntes, det var en god idé at holde en farvelfest. Folmer og jeg havde talt om, at vi syntes, det var ærgerligt, han ikke kunne være med til sit eget gravøl og sin egen begravelse, for det ville han elske.” 
Så Folmer og Anne inviterede omkring 50 mennesker. Vinkælderen blev tømt, og der var blevet lavet mad. Folk sang og spillede musik, holdt taler og læste digte op. Mange grinede – og græd. For Anne var det tydeligt, at folk havde det forskelligt med at være til stede og sige farvel. 
”Det var en stor mundfuld for nogle, for hvordan siger man farvel til et menneske, man måske har kendt i 30 eller 40 år? Det var tydeligt, at det var grænseoverskridende for dem, hvor det for andre var mere naturligt. Det handler meget om, hvordan vi er som mennesker.” 
”Jeg husker, jeg blev interviewet til ’Sørine & livskraften’ (en podcastserie for Kristeligt Dagblad, red.) tre måneder efter Folmers død, og her nævnte tilrettelæggeren, at ”det sgu nok ikke var gået ude i Vestjylland”, hvor han kom fra. Det var en meget fin måde at sige det på. Vi er forskellige.” 
Anne holdt også en tale. 
”Jeg sagde, at alt var tilladt i det her rum. Det var o.k. at grine, at græde. Man måtte gøre præcis, hvad man ville. Jeg sagde også, at ingen af os havde prøvet det her før, og at vi måtte skabe rummet sammen. Siden fik jeg at vide af dem, der havde været der, at det nok var et sørgeligt rum, men også et meget livsbekræftende rum.” 
”Det er måske skørt at holde en kæmpe fest, når der er en, der skal dø. Men det er det jo så egentlig ikke alligevel. For det er jo netop ikke en fejring af døden, men af livet. Jeg tror, at når vi dør, så dør vi. Det er måske derfor, det altid har været vigtigt for mig at leve mit liv forholdsvis intenst.”

Behovet for ro

Der er mange stempler i Annes pas, for minimum en gang om måneden er hun ude at rejse. Hendes bil kører titusindvis af kilometer om året, for der er mange tv-optagelser og mange foredrag. Kalenderen er godt fyldt, og sådan har det altid været. Det er et ekstrovert liv, hvor hun også altid bliver stoppet på gaden eller i supermarkedet af nogen, der lige vil sige hej. 
Men selv en ekstrovert, eller en ’ekstrovert-introvert’, som hun kalder sig selv, har brug for ro. Hvilket hun især finder på de lange gåture i naturen og ved stranden og ikke mindst i sit hjem, hvor hun indimellem, når det er muligt, opholder sig i dagevis i sin egen lille boble, ”hvor jeg laver mad, læser en bog og giver fuglene noget mad”.
Men efter Folmers død er der også kommet et andet roligt rum, som ikke har været der før. Et mere taktilt og sanseligt rum. Anne Hjernøe husker ikke, hvordan det skete, om der var en særlig begivenhed, eller hvornår det var, men hun fandt en dag noget af Camilles akvarelmaling frem og begyndte at male. Farverne er ligegyldige. Motivet egentlig også. 
”Det handler om bevægelserne. De små, repetitive ryk med håndleddet, der giver en fordybelse. Når jeg maler, er jeg i nuet. Jeg er ikke i min fortid eller min fremtid. Jeg er lige her med en pensel eller en blyant, og det kræver mig i en grad, så jeg ikke kan være andre steder, hverken fysisk eller psykisk.” 
I perioder maler Anne Hjernøe hver dag. I virkelig mange timer. I andre perioder er det mere sjældent. Som for øjeblikket, hvor hun har travlt. 
”Jeg har ikke malet siden i mandags. Så kan jeg godt mærke et savn efter det. Jeg tror, det er det samme, der sker, når folk strikker eller hækler. Det her ordløse, taktile, gentagende rum gør jo noget ved dine stresshormoner, og dem har man jo mange af, når man er i sorg.” 
Det undrer faktisk Anne, at hun har forvildet sig ind i akvarellerne. 
”Jeg har hele tiden vidst, at naturen, træningen og madlavningen havde en god effekt på sorgen, men at akvarellen var endnu et rum, der kunne noget helt særligt, vidste jeg ikke. Men det kan det. Skuldrene falder helt til ro. Jeg forsvinder.” 

At give sorgen et sprog

Om ganske kort tid udkommer Anne Hjern­øes bog ’Hvis jeg kan gøre noget’, der handler om sorg, om at miste sin livspartner og om at finde fodfæste igen. 
For uanset hvor lille overskuddet har været det sidste halvandet år, har hun fra starten sat ord på sorgen. Hun har medvirket i et utal af medier og holdt adskillige foredrag rundtom i landet, ligesom hun tilbage i januar tilrettelagde og medvirkede i dokumentarprogrammerne ’Anne og sorgen’. 
For sorgen ligger hende på sinde. 
”Vi er nødt til at starte samtalen om sorg, så vi ikke ender med at blive berøringsangste. Vi skal erkende, at det for nogle mennesker kan være et virkelig akavet rum at gå ind i; at det for nogle er svært at tale om sorg.” 
I Anne Hjernøes indbakke ligger der over tusind fortæl­linger fra folk om, hvem og hvordan de har mistet. Kommentarsporene er også gået amok. For hende er det et vidnesbyrd om, hvor stort behovet er for at sætte ord på. 
”Jeg får beskeder fra unge og ældre, der har mistet, der fortæller, at de lige pludselig føler sig set og hørt. Spejlet og forstået. De skriver, at de har fået et sprog for deres sorg. De siger tak for, at jeg er med til at sætte ord på det, og at de har fået modet til at række ud.” 
Anne Hjernøe har personligt ikke selv oplevet, at hendes venner eller familie har haft svært ved at tale om døden eller om sorgen med hende. Men det har været svært for hendes datter, Camille, i hendes omgangskreds af unge. 
”Det er svært, når man er 23 år, at smide sin døde far på bordet i en samtale. Så reagerer folk sådan: ’Fuck, fuck, hvad skal vi sige og gøre?’ Her skal vi gerne frem til, at det er meget mere naturligt at tale om. Også i den unge generation.” 
”Men jeg har også haft folk på min egen alder, der har skrevet, at ’ingen i min familie taler om hende’. ’Ingen tør spørge.’ ’Det er, som om hun aldrig har eksisteret.’ Det er jo noget lort, for at sige det på godt dansk, at vi er så berøringsangste over for noget, som vi alle kommer i kontakt med. Du kan ikke leve uden at kende nogen, der dør på et eller andet tidspunkt.” 
Anne Hjernøe er begyndt at sidde en anelse uroligt på stolen. Hun hælder vand i sit glas og vender igen ansigtet mod haven. 
Om lidt står den i fuldt flor. Så vil lyset være en fast følge­svend de fleste af døgnets timer. Og måske endda fylde endnu flere af de sprækker, der langsomt åbner sig indeni. Men livsomvæltende, det er det stadig at have mistet sin mand. 
”Jeg skal til at finde ud af, hvordan jeg fremadrettet skal være i verden. Hvordan rejser jeg f.eks. uden Folmer? Jeg har ofte rejst alene, men det har altid været fra et punkt til et andet. Så hvordan gør jeg det? Har jeg lyst til det? Hvordan er jeg til stede?” 
Her er Anne Hjernøe – igen – taknemmelig for det selvværd, der er blevet grundlagt tidligt i hendes liv. Som hjælper hende til at navigere. 
”Det er måske et stort ord, men jeg er et kapabelt menneske.” 
Du har en livskraft? 
”Ja. Det er interessant, for det er også det, Sørine (Gotfredsen, red.) kalder sin podcast. Hun siger, at vi er skabt til at leve. Og det er jeg fuldstændig enig med hende i. Du kan møde mennesker, der er fuldstændig ødelagte af sorg, men som stadig står på benene. Mennesket vil gøre alt, hvad det kan, for at komme tilbage til livet. I langt de fleste tilfælde lykkes det.”
”For livet er stærkere end døden.”