Interview: Caroline Henderson om tvivl, nærvær og musikkens fællesskab

Jeg er vokset op mellem to verdener. På min fars side var der ingen tro – han var erklæret ateist, politisk engageret, men også et sanseligt menneske. Han kunne fornemme rum og stemninger, men talte aldrig om det som noget åndeligt. For ham var Gud død. Han havde sine grunde – han voksede op i et raceopdelt USA, hvor tro blev brugt som magt, og han oplevede uretfærdighed på egen krop. Jeg forstår ham. Men jeg tror ikke på, at der slet ikke er noget. Det er for lukket.

Barndommens stille stemme

På min svenske mors side er der store bønder og præster helt tilbage til 1600-tallet og en dyb, men jordbunden kristendom. Jeg blev både døbt og konfirmeret, mest for mine bedsteforældres skyld. For mig handlede tro i barndommen ikke om Gud eller Bibelen, men om en følelse – at der var noget større end mig selv. Noget i naturen, i universet, i andre mennesker. Jeg tror, jeg mærkede det allerede som barn. Jeg voksede op mange steder, og der var perioder, hvor jeg følte mig utryg. Jeg kan huske, at jeg talte til mig selv for at finde ro, som om noget – inde i mig eller udenfor – svarede tilbage. En stemme, der sagde: ”Du ved, hvor du skal hen. Du skal holde fast i dig selv.” Det føltes, som om jeg bar på en slags sjælelig hukommelse. Måske var jeg bare et barn med et rigt indre liv, men den følelse har fulgt mig siden.

Kirkerummet har altid givet mig tryghed. Jeg har boet i USA, Frankrig, Sverige, Danmark – og uanset hvor jeg var, kunne kirken blive et sted, hvor man mødtes. I den svenske kirke i Paris var det nærmest som et kulturhus. Det var et fællesskab, og det var smukt. Det vigtige for mig er det menneskelige rum, ikke den rigtige måde at tro på.

Da jeg begyndte at lave kirkekoncerter, var det en måde at genskabe en stemning, jeg havde savnet. Det begyndte for 16 år siden. Jeg havde boet længe i udlandet og længtes efter de svenske juletraditioner – det særlige lys og den varme, der hører barndommens jul til.
I Danmark er julen naturligvis også rig på traditioner, men jeg havde svært ved at finde mig selv i julefrokosterne med snaps og festligt samvær. Jeg ønskede at skabe et rum med en anden slags nærvær. Et sted, hvor man kan finde ro og fordybelse – og hvor musikken skaber et fællesskab, der rækker ud over ord og forskelligheder. 
Den første koncert fandt sted i Christians Kirke på Christianshavn, og siden da er det vokset. Folk kommer igen år efter år – nogle med deres børn, andre med deres forældre. Det er rørende at opleve det fællesskab, der er opstået omkring musikken og julens stille magi.

Kirkens nærvær

Der opstår noget særligt i det rum. Når folk kommer til koncerterne, har de, ligesom jeg, lagt en masse ting i entreen – bekymringer, travlhed, alt det, de bærer på. De er åbne, klar til at modtage, og det skaber en helt særlig stemning. Når Nikolaj Hess sætter sig ved klaveret, og Gustaf Ljunggren stemmer sin guitar, fyldes kirken af en energi, der næsten kan mærkes fysisk. Publikum synger med, og der opstår en slags fælles åndedrag, et nærvær, hvor alt det, man bærer rundt på, får lov at finde et sted at være. Musikken bliver en slags bøn uden ord. Jeg kan blive rørt til tårer uden at vide hvorfor. Måske fordi jeg mærker noget, der er større end os alle. Det er dér, jeg oplever spiritualitet i sin reneste form.

Min tro handler ikke om en gud, jeg beder til. Det er mere en måde at være i verden på. Livet er ikke altid let, og verden er fuld af uro. Jeg tror, universet vil os det godt, men vi har et ansvar for at handle ordentligt. For mig giver åndeligheden en slags ro midt i det kaotiske. Jeg tror, det handler om at finde hjem i sig selv. At kunne mærke sig selv. At kunne se andre mennesker og tage imod det, de giver. Det er også en form for tro.

Styrken i at tvivle

Jeg har ikke haft en spirituel åbenbaring. For mig viser det sig i de små ting: Et menneske, der ringer i det øjeblik, man har brug for det. En fremmed, der viser venlighed. Det sker hele tiden, hvis man er åben for det. Det er der, spiritualiteten bor – i de bittesmå hverdagsting.

Jeg tvivler tit, og det er vigtigt. Det er tvivlen, der gør os ydmyge og åbner os for andre mennesker. Jeg bliver bekymret, når tro bliver til dogme – når nogen siger, at sådan her er det, og alt andet er forkert. Det er jo dér, mange konflikter starter. Jeg tror ikke, man skal have svarene. Man skal kunne være i det åbne.

Da min mor døde, bad jeg, mediterede og prøvede at sende hendes sjæl godt af sted. Det er ikke religion, men nærvær. Jeg lavede også et lille ritual, da min hund Billy døde sidste sommer. Jeg tændte lys, lagde blomster og fik en bøn af en veninde, der er buddhist. Hvis der findes en hundehimmel, skulle hun også sendes godt af sted. Det lyder måske banalt, men for mig var det et udtryk for respekt. Jeg tror, alle levende væsener har en sjæl.

For mig hænger spiritualitet og etik sammen. Hvis man mærker, at livet er større end én selv, bliver man også mere ydmyg. Jeg prøver at hjælpe, når jeg kan, og at blive ved med at lære. Jo ældre jeg bliver, jo mere forstår jeg, at der ikke findes faste svar. Jo mere jeg ved, desto mindre ved jeg. Og det er egentlig en meget fredfyldt erkendelse.