Hattemode: 8 herrehatte og deres historie
Bowlerhat
Skabt i 1849 af Edward Coke. Visse steder hedder den af samme grund en Coke – udtalt Cook efter hattemageren. Lavet til brug for jægere til hest, da den beskytter hovedet imod lave grene og ikke bliver revet så nemt af som dens forgænger, den høje hat. Senere hatten for den arbejdende mand, for cowboys og lokomotivførere i USA’s barndom. Nu mest set i London City.
Fedora
Har form som en Trilby, men med en bredere skygge. Fra omkring seks centimeter og mere. Den har navn efter prinsesse Fédora - spillet af Sarah Bernhardt, i stykket Fédora (1882). Omkring 1890 blev hatten mere udbredt - i første omgang som damehat. Efterhånden tog mændene hatten til sig. Med sin brede skygge giver hatten god beskyttelse mod regn, vind og sol.
Homburg
Oprindeligt en tysk jagthat fra Bad Homburg i Hessen. Den engelske kong Edvard den 7. gjorde den populær i England, og amerikanske senatorer tog den også til sig. For mange amerikanere kendes den derfor som en senatorhat. Churchill, sir Anthony Eden og andre statsmænd har gjort meget for denne ikoniske hat.
Pork pie
En flad, uprætentiøs hat, ofte associeret med musik – især jazz. Måske for nogle også kendt som Heisenbergs hat fra tv-serien Breaking Bad God til mennesker, der vil have en hat, der er nem at bære og passe ind i garderoben. En glad hat og en hat, der har sin egen melodi: Goodbye, old pork pie Hat.
Sixpence/Flat cap
Som vi kender den i dag, blev den meget udbredt, da fremstilling af tekstil blev billig i industrialismens tid. I 1571 vedtog det britiske parlament en lov, der dikterede, at drengebørn fra syvårsalderen skulle bære hovedbeklædning på søn- og helligdage. Undtaget fra denne lov var adelige og personer af rang. Således blev cap’en knyttet til arbejderklasserne. Borgerskabet tog med tiden kasketten til sig, i første omgang i forbindelse med aktiviteter, hvor der ikke var risiko for at blive forvekslet med en lønarbejder, eksempelvis golf og motorløb.
Historien om, at en sixpence har navn efter at være syet af seks stykker, synes uden hold i virkeligheden.







