Gode råd til dig, der ikke kan sove
Stå op
Du bør ikke ligge og vende og dreje dig, mens du utålmodigt venter på at falde i søvn. Stå i stedet op, så du ikke risikerer at forbinde det at ligge i sengen med noget negativt. Din seng skal være et rart sted at være og ikke forbundet med frustration.
Undgå stærkt lys
Når du er stået op, er det vigtigt, at du ikke tænder for meget lys omkring dig. Hav kun et svag lys tændt, ellers slukker du for kroppens naturlige produktion af melatonin, der er et stof, vi danner naturligt, og som hjælper os med at falde i søvn.
Sæt dig ikke foran fjernsynet
Lys fra fjernsynet eller computerens skærm kan gøre dig mere vågen, så undgå at tænde. Hvis du alligevel vælger at slå tiden ihjel foran fjernsynet, så vælg et program, du ikke er interesseret i. Det er helt fint at kede sig.
Vælg en rolig aktivitet
Det kan være fristende at give sig i kast med nogle af de ting, du alligevel ville have lavet næste dag, men du skal ikke begynde at gøre køkkenskabene rene eller sortere vasketøjet, for så blander du dag og nat sammen. Vælg i stedet en rolig og søvndyssende aktivitet. Læg en kabale eller et puslespil, og lad morgendagens pligter vente. Kan du læse ved svagt lys, kan det være en god ide at sætte sig med en bog.
Drik varm mælk
Nogle gange kan det hjælpe at spise noget let. Det kan give ro i maven. At drikke varm mælk er også et godt husråd. Mælken indeholder et stof, der virker beroligende. Men spis og drik ikke for meget.
Gå i seng igen
Det er vigtigt, at du finder ro og bliver søvnig igen, men du skal ikke blive oppe hele natten, for så får du vendt rundt på din døgnrytme. Bliv oppe i minimum et kvarter og gå så i seng igen.
Fortvivl ikke over en enkelt nat uden søvn
En enkelt nat uden megen søvn i ny og næ gør ikke alverden, men sker det jævnligt, og står det på over længere tid, bør du søge hjælp, forklarer Torben Jager Petersen. Han fortæller, at cirka 10 procent af den voksne befolkning lider af søvnproblemer. Mange løser det ved hjælp af sovepiller, men faktisk kan besøg hos en søvnspecialist give dig nyttige værktøjer, der gør dig i stand til at sove godt igen.