Er knivblokken uhygiejnisk?

Samler knivblokken på støv og mados?

Måske er det bedst at skifte knivblokken ud med en knivmagnet.

?

Jeg har en knivblok i træ og har mange gange tænkt, den må være uhygiejnisk, fordi den aldrig bliver gjort ren. Det er selvfølgelig kun rene knive, der sættes i blokken, men alligevel samles der vel støv og mados i knivsprækkerne. Skal den gøres ren? Jeg har forsøgt at finde et svar på nettet uden held.

 

Rosita Busch, København

Svar fra Mia Kristensen

Ja, der kan sagtens samle sig lidt af hvert gennem årene i din knivblok, og fedtet fra stegeosen er genstridigt. Først og fremmest er det smart at vælge en knivblok, som kan skilles ad. Der findes nyere modeller, som ligefrem er lavet til at blive rengjort. De er selvfølgelig at foretrække.

Ellers er du nødt til at ty til støvsugning med det lange smalle mundstykke og piberensere samt for eksempel rodalon eller iblødsætning i sæbevand, så snavset stiger til vejrs. Personligt vil jeg dog altid foretrække en knivmagnet, da den er væsentlig nemmere at rengøre. 

 

Underviser i kvalitet, ingredienser og køkkenfærdigheder på Professionshøjskolen Metropol. Er uddannet inden for fødevarevidenskab på Københavns Universitet.  

Læs mere om