Bruger du håndsprit rigtigt? Undgå disse 5 fejl og lær, hvordan det gøres korrekt

Håndsprit skal gnides på hænderne på samme måde, som sæbe skal, når du vasker dem. Du skal bruge nok til, at du kan gnide i 30 sekunder og indtil hænderne er tørre. Det duer altså ikke blot at fugte hænder og fingre og så ryste dem for at lufttørre dem hurtigst muligt, forklarer ekspert. Læs her, hvad du ellers skal være opmærksom på.
En person tager håndsprit i håndfladen fra en lille plastikflaske

Coronakrisen betyder, at mange bruger håndsprit på farten. Tag dig tid til at gnide det godt rundt på hænder og fingre, selvom du har travlt. Ellers virker det ikke som det skal.

Håndsprit skal bruges korrekt for at være effektivt

Håndsprit er praktisk, når hænderne skal desinficeres, og du ikke lige har vand og sæbe i nærheden. Og det er ovenikøbet mindst lige så effektivt til at slå mikrober ihjel som håndvask, hvis du vel at mærke bruger det rigtigt. Det er imidlertid ikke alle, der gør det, vurderer hygiejnesygeplejerske på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Hvidovre Hospital Suzanne Pollas Johansen.

»Hvis man ikke lige ved, hvad man skal være opmærksom på, så virker håndspritten ikke optimalt. Derfor er det vigtigt med oplysning, så folk ikke ryger i de faldgruber, der kan være, og tror, de har rene hænder, når de ikke har det,« siger hun.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Typiske fejl ved brug af håndsprit

Blandt de oplagte fejl, man kan komme til at gøre, nævner Suzanne Pollas Johansen:

  • Man bruger for lidt håndsprit
  • Man ryster hænderne for at lufttørre dem
  • Man gnider ikke i 30 sekunder indtil hænderne er tørre
  • Man får ikke hele hånden, fingre og håndled med
  • Man bruger håndsprit på våde eller snavsede hænder
(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Sådan bruger du håndsprit rigtigt

Brug rigeligt sprit og gnid i mindst 30 sekunder, til hænderne er tørre: Statens Serum Institut anbefaler, at man bruger 3 ml håndsprit til at desinficere hænderne. Men det vigtigste er, at der er nok til, at du kan gnide hænderne i håndspritten i ca. 30 sekunder indtil tørhed. Det gælder både spray, gel og skum. Det er altså ikke nok at fugte hænderne og så ryste dem for at tørre dem, så du kan komme hurtigt videre med dine gøremål. Hvis du ikke laver det mekaniske gnidearbejde, så fjerner du ikke eventuelle bakterier og vira.

Husk hele hånden, alle fingre og håndled: Når du gnider dine hænder med håndsprit, skal du i virkeligheden huske præcis det samme, som når du vasker hænder med sæbe. Sørg for at gnide sprit på både håndfladerne, håndryggene, fingrene (særligt tommelfingeren bliver ofte glemt), mellem fingrene og op ad håndleddet. Husk også neglerødderne. Husk desuden at fjerne håndsmykker, da der kan samle sig skidt og mikrober her. 

Sørg for, at hænderne er tørre: Har du våde hænder, fortynder det håndspritten, så den ikke virker optimalt. Derfor skal dine hænder være tørre og synligt rene, når du bruger håndsprit.     

Håndsprit virker ikke optimalt på snavsede hænder: Er dine hænder tydeligt snavsede af f.eks. jord eller olie, forhindrer det håndspritten i at virke optimalt. I de situationer bør du vaske hænder først. Har du ikke mulighed for det, kan du evt. tørre hænderne med en vådserviet, før du bruger håndspritten. Det er bedre end ingenting, men altså ikke optimalt. Håndsprit virker på rene overflader og bliver deaktiveret, hvis hænderne ikke er rene som udgangspunkt.

Se video fra Region Hovedstaden om korrekt håndvask og brug af håndsprit

Kilde: Hygiejnesygeplejerske på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Hvidovre Hospital Suzanne Pollas Johansen.

 

Læs mere om