Vild wok med hyben-chilisauce
Med wokretten her vil vi gerne slå et slag for at bruge det, du har ved hånden, og som måske ville være gået til spilde. Først selve wokgryden – der var engang, hvor alle skulle eje en wok, så derfor er det ofte muligt at finde en fin og billig wokgryde i genbrugsbutikker og på loppemarkeder. Måske ligger der allerede en bagerst i skabet, der ikke bliver brugt mere. Til bålbrug skal du sørge for at finde en gryde af støbejern eller med emalje. Slip let-belægninger klarer ikke opgaven. Finder du den rigtige, kan den bruges til mange forskellige bålretter. Den næste gode ting ved denne ret er, at det er en rigtig tøm køleskabet-ret. Bunden af en selleri, et par slatne gulerødder, en halv peberfrugt, stokken fra en broccoli og et kyllingebryst fra dagen før – så er du godt i gang. Har du ikke mulighed for at lave hyben-chilisaucen, så brug en færdiglavet sød chilisauce.