Smerter er altid et tegn fra kroppen på, at noget er galt. Nogle gange kan det være mere alvorligt. Her kommer 7 forskellige slags smerter, som kan være en indikator for, at der gemmer sig noget bag smerten, som du bør tage til lægen og få tjekket.
Dit livs værste hovedpine
Kan være tegn på bihulebetændelse, hvis du samtidig er forkølet. Men bag en meget slem hovedpine kan også gemme sig en hjerneblødning, en svulst eller en aneurisme, som er en unormal udposning på en pulsåre.
Smerte eller ubehag i brystet, hals, kæbe, skulder, arm eller underliv
Brystsmerte kan enten være lungebetændelse eller et hjerteanfald. Men hjertelidelser viser sig typisk som ubehag og ikke smerte. Det kan fx føles som et pres mod brystet eller som om nogen sidder på brystkassen. Ubehag i forbindelse med hjertelidelser kan også være i halsen, kæben, venstre skulder eller arm og for kvinder særligt i underlivet.
Smerte i lænden eller mellem skulderbladene
Kan være gigt, men hvis smerten er meget pludselig kan det også være et tegn på, at der er en rift i hovedpulsårens væg (aorta-dissektion)
Mavesmerter
Første bud vil være blindtarmen, hvis du stadig har den. Men problemer med galdeblæren, bugspytkirtlen, mavesår og forstoppelse viser sig som heftige mavesmerter.
Smerter i læggene
En blodprop kan opstå i venerne i læggene. Det lyder ikke så farligt, men det kan det blive, hvis blodproppen løsriver sig og fx ender i lungerne. Misfarvning, hævelse og pludselig smerte kan være tegn på, der er en blodprop i læggen.
Brændende følelse i ben og fødder
En brændende eller stikkende smerte kan indikere, at nerverne i ben og fødder er beskadigede – og at personen har sukkersyge.
Vage, kombinerede eller uforklarlige smerter
Svag hovedpine, vage mavesmerter eller ondt i benene er almindelige, fysiske symptomer, når man lider af depression. Smerterne kan også være i kombination med hinanden.