Sådan bliver du gift

Ned på knæ, en ring og et ja. At blive gift er lidt mere kompliceret end de indledende trin, og det kan være svært at overskue, hvordan man helt praktisk får gang i ægteskabsprocessen. Men ikke længere – Samvirke giver dig her et overblik over, hvordan du helt konkret bliver gift. Ægtefællen må du dog selv anskaffe – der er gode råd som bekendt dyre.
Bryllup

Det er så yndigt at følges ad. Men hvordan kommer man lige derhen, hvor man rent faktisk begynder at følges ad'?

Skaf en ægteskabserklæring

Kontakt din/jeres kommune eller den lokale borgerservice og bed om en ægteskabserklæring, så kommunen kan tjekke, at I lever op til de krav, der er omkring indgåelse af ægteskab. I kan også finde og udfylde ægteskabserklæringen online.

Aflever en prøvelsesattest

Når I indsender erklæringen, tjekker kommunen, at I opfylder kravene for indgåelse af ægteskab. Gør I det, får I udleveret en prøvelsesattest, som I skal aflevere til den vielsesmyndighed, I vil have til at vie jer.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Vælger I rådhuset?

Vil I giftes på rådhuset, kan I frit vælge kommune. Borgmesteren kan tillade, at vielsen foregår f.eks. i en skov eller park, men stedet skal være i den kommune, hvor borgmesteren sidder. Vielsen skal overværes af to vidner, som I evt. selv skal medbringe. Efter vielsen får I med det samme en vielsesattest.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Foretrækker I kirken?

Vil I giftes i en kirke, så henvend jer til præsten i kirken, og aflever prøvelsesattesten. Mindst en af jer skal være medlem af folkekirken og have tilknytning til kirken. Vil I giftes i en anden kirke end i jeres lokale sogn, kan I forhøre jer hos andre, men I har ikke ret til det. Der skal være mindst to vidner til stede, og I får en vielsesattest efter vielsen.

Er du/I fraskilte?

Er en af jer fraskilt, kan præsten nægte at vie jer af religiøse grunde. Sker det, afgør biskoppen, om præsten bør fritages for at udføre vielsen.

Er I borgerligt viet?

Er I borgerligt viet, kan I få kirkens velsignelse, hvis den af jer valgte præst går med til det. Henvend jer til den ønskede præst, og spørg om lov. I beholder den oprindelige vielsesdato.

Foretrækker I et andet trossamfund?

Vil I vies i et andet trossamfund, som en af parterne tilhører, skal I kontakte trossamfundet, samt medbringe prøvelsesattesten, som jeres kommune har udstedt.

Vil I giftes i udlandet?

Kun i helt særlige tilfælde er det muligt at blive gift på en ambassade eller i en dansk kirke i udlandet. Udfyld en ægteskabsattest og aflever den til den kommune i Danmark, du sidst var bosat i. Reglerne for at gifte sig i udlandet er vidt forskellige fra land til land. På Udenrigsministeriets hjemmeside kan du se, hvordan reglerne er i de enkelte lande.

Hvad med navnevalg?

Man kan vælge fælles navn ud fra mellem- og/eller efternavn hos mindst en af parterne. Søg om navneændring ved at udfylde blanketten ’Navneændring på bryllupsdagen’, og send den til jeres kommune eller sogn. Send ansøgningen senest 15 dage før bryllupsdagen. Ændrer I navn senest tre måneder efter vielsen, er det gratis. I får automatisk tilsendt et nyt sundhedskort (sygesikringsbevis), og offentlige myndigheder får besked via CPR-registeret.

Bemærk: Ovenstående er et udpluk af reglerne omkring indgåelse af ægteskab. Læs mere på www.borger.dk

Læs mere om