Derfor bliver du glad af at være aktiv
Dårligt humør gør kroppen sløv
Når dit humør er skidt, reagerer din krop på det ved at sætte farten ned. Det betyder, at du bliver træt uden at lave ret meget, sover dårligt og måske endda mister appetitten.
Mange reagerer på de fysiske symptomer uden at kæde dem sammen med humøret. Men det er en rigtig god idé at tænke humøret med, når du vil af med hovedpinen, sove bedre eller have mere energi.
Smutveje til hverdagsmotion
Motion behøver ikke at betyde militær cirkeltræning. Alt, hvad du kan tilføje af ekstra bevægelse, er sundt. Her er nogle fif, du kan bruge.
- Stå af bussen et stop tidligere, tag trappen i stedet for elevatoren og parker længere væk fra døren.
- En god form for gavnlig, men stille motion er svømning. Det er godt for
- kredsløbet.
- Cykel i Brugsen i stedet for at tage bilen.
- Gør rengøringen derhjemme mere energisk. Sæt noget musik på, og dans dig vej gennem støvsugningen, mens du strækker dig for at nå ud i alle hjørnerne.
- Lav havearbejde. Det er ikke specielt udmattende, men det medfører en hel del knæbøjninger, stræk og løft.
Hank op og kom i gang
Det kan være mere end svært at komme op af sofaen, selvom man godt ved, at det er sundt at holde kadaveret i gang. Men måske er det lettere, når du ved lidt mere om, hvorfor det hjælper.
Der findes ikke noget, der får dit generelle energiniveau til at vokse som fysisk aktivitet. Faktisk er motion lige så effektivt som lykkepiller og terapi, og så viser forskning også, at efter blot 10 minutters træning stiger humøret.
Grunden til, at motion og humøret hænger sammen, er dels, at du ved, du gør noget godt for dig selv, og dels nogle små størrelser, som fiser rundt i kroppen og kaldes endorfiner.
Lykkestoffet i din egen krop
Endorfiner er en sammensætning af kemiske stoffer, som din hjerne danner, når du motionerer. Det er en slags naturligt lykkestof, som virker som smertestiller for både krop og sind.
Når du er aktiv, udskiller kroppen også stofferne adrenalin, serotonin og dopamin. Det er flotte navne, og de giver også flotte resultater. Du bliver i bedre humør af dem alle sammen, så det er bare om at komme i gang.
Vær aktiv for din egen skyld
Når du rejser dig fra de bløde møbler, skal du passe på ikke at starte for hårdt op. Du træner ikke til de olympiske lege, men for dig selv og dit velvære.
Du behøver ikke være den hurtigste løber i skoven eller den stærkeste i fitnesscentret – i hvert fald ikke til at starte med. Du skal bare gå stille i gang og bygge op, efterhånden som du træner oftere eller i længere tid. Og så er det vigtigt, at du finder motionen i noget, du selv synes er sjovt.
Er løb det værste, du ved, skal du finde på noget andet. Måske er badminton sjovere, eller stavgang, kajakroning eller noget helt fjerde. Når du har besluttet dig for, hvad du vil lave, så sæt en halv time af til en eller anden slags motion mindst 3 gange om ugen. Vær konkret og vælg en dag og et tidpunkt, så er det mere sandsynligt, at du holder fast i din beslutning.
Det er ikke sjovt at være aktiv
Sådan kan du godt tænke i starten, men når først du er kommet i gang og har gjort aktivitet til en fast del af din hverdag, kan du også høste frugterne.
Husk på, når du hellere vil sidde inde og slappe af, at det er en god fornemmelse, når du kommer hjem igen, at have brugt kroppen, og at humøret helt af sig selv bliver bedre af det.
Og husk så også, at når man er aktiv jævnligt, kan man også slappe af med god samvittighed.