3 øvelser der styrker ryggen
Rygsmerter ramme alle - styrk ryggen med 3 øvelser
Rygsmerter rammer mange danskere hver uge. Halvdelen af alle voksne danskere, har haft ondt i ryggen i løbet af de forgående to uger, hvis man spørger på et tilfældigt tidspunkt. Det viser en undersøgelse, Statens Institut for Folkesundhed står bag.
»Rygsmerter er blevet en rigtig folkesygdom. Kun en lille del af dem, der har haft ondt i ryggen, har en diagnose såsom diskosprolaps – resten er ømme efter arbejde, motion eller belastninger,« fortæller Lene Mandrup Thomsen, der er fysioterapeut i Gigtforeningen.
Gå ned i knæ
Stå med fødderne i hoftebreddes afstand. Spænd i mavemusklerne. Gå ned i knæ, ligesom hvis du skulle sætte dig på en stol. Lad knæene pege ligefrem og fodsålerne være i fuld kontakt med gulvet. Hold ryggen så ret som muligt. Ret dig og pust ud på vejen op. Gå så langt ned i knæ, at du er træt i benmusklerne efter 8-12 gentagelser.
Kip i bækkenet
Lig på ryggen med benene bøjede og fodsålerne i gulvet. Kip i bækkenet, så lænden presses i gulvet. Løft gradvist bækken og ryg op fra gulvet i en rullende bevægelse, indtil kroppen er lige. Pust ud, når du ruller ned, led for led. Gentag 8-12 gange.
Stem dig op
Lig på maven med underarmene i gulvet. Stem dig op, så du hviler på både knæ og hele underarmen. Hold kroppen helt lige og ryggen lang. Spænd i mavemusklerne og bækkenbunden. Husk vejrtrækningen, selv om du spænder. Hold stillingen i 20-30 sekunder. Hold 30 sekunders pause. Gentag øvelsen 2-3 gange.