Skal man strække ud efter sport?

Hvis du ikke strækker ud, efter at du har dyrket sport, kan du risikere skader og ømme muskler, lyder myten. Men er det nødvendigt altid at strække ud?
Tre løbere på en løbebane

Stræk lindrer ømme muskler

»Nej,« lyder svaret fra Christian Neer­gaard, fysioterapeut og lektor ved Professionshøjskolen Metropol. 

Mange oplever en lindring af ømheden i musklerne, når de strækker ud efter at have været aktive i forbindelse med idrætsudøvelse, og det er også en god grund til at gøre det, selvom virkningen kun er kortvarig, mener Christian Neergaard.

Mindsker ikke risikoen for skader

»Men det er absolut ikke et must, og hvis man ser det i forhold til skader, er der ikke noget, der tyder på, at man nedsætter risikoen ved at lave strækøvelser efter idrætsudøvelse,« siger han og fremhæver en australsk undersøgelse, hvor en gruppe soldater blev delt i to hold.

Det ene hold skulle over en periode strække ud efter træning, mens det andet hold ikke skulle. Resultatet blev, at der ikke var forskel i antallet af skader på de to hold.

Udstrækning øger smidigheden

  Når man strækker ud, øges smidigheden i bindevævet omkring musklen, hvilket vil sige, at du kan komme længere ud i en bevægelse, før du oplever ømhed.

Det er en fordel ved for eksempel kort og hurtigt løb, hvor skridtlængden er større og derfor kræver større bevægelighed. Ved længere distancer er det derimod bedst med en god spænding i musklerne. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Ikke hugge!

Undgå at strække ud i hug, men glid langsomt ind i strækket, og øg det gradvist de første ti sekunder. Hold positionen i 20-30 sekunder, og brug derefter lidt tid på at komme roligt ud af strækket igen.

Fysioterapeuter anbefaler, at motionister gør som katte: Strækker sig, hvis de har lyst. 

 

Alle har ikke samme fysiske udgangspunkt, og derfor kan udstrækning for nogle være mere hensigtsmæssigt end for andre.

»Hvis man har en overbelastning i dele af en muskelfiber eller bindevævet, som registreres ved, at ømheden bliver værre og værre, så tænker jeg, at det kan være hensigtsmæssigt at øge bevægeligheden i hele musklen.

Det gør, at de enkelte dele af musklen, som er opspændt, bliver udspændt,« siger Christian Neergaard, som også påpeger, at der er en risiko for at udvikle en muskelskade ved for kraftig udstrækning. Især hvis man for nylig har haft en skade, da det er vigtigt at give bindevævet tid til at komme sig.

Bedst at strække ud før man dyrker sport

Hvis man vælger at strække ud, er det så bedst at gøre det før eller efter?

»Hvis man har meget stramme muskler og har brug for noget bevægelighed, så ville jeg strække ud før idrætsudøvelsen.«

Spiller det psykiske element også en rolle i forbindelse med udstrækning?

»Der er jo mange, som nærmest har udstrækning som et ritual, før de skal præstere til konkurrencer, og der er de psykiske elementer da med. Men samtidig er der også nogle, som har en større tendens til opspændte muskler, og så hjælper det faktisk at løsne lidt op.«  

Læs mere om