Redaktionen anbefaler
For tre år siden blev jeg kontaktet af en geograf og forsker, Rico Kongsager, som er optaget af, hvordan man klarer sig i de områder af Norden, hvor der er småt befolket. Hvor der ikke bare lige kommer nogen og hjælper, når der sker en naturkatastrofe. Han spurgte mig, om jeg havde lyst til at lave en film om beredskabet de steder.
Jeg er meget optaget af vores klima og frustreret over, at der ikke sker mere. Hvorfor taler vi ikke mere om, at vi stadig åbner nye oliefelter i Nordsøen? Hvorfor taler vi kun om naturkatastrofer som noget, der sker andre steder eller om lang tid? Jeg tænker nogle gange, at ”om lidt kommer den tsunami, og så har jeg ikke engang et korkbælte på!”
Jeg ville gerne vide, hvad de gør i tyndtbefolkede områder, når naturen raser. F.eks. på Skarø, når vandet stiger. Det blev til dokumentarfilmen ’Ilden, vandet, jorden, luften’, hvor vi er fire instruktører, der tager ud til små lokalsamfund i Danmark, Norge, Sverige og på Færøerne.
Vi taler allerede så meget om krig. Måske fordi andre lande oplever flere og voldsommere naturkatastrofer end her, så det føles som langt væk for os. Men hvor langt væk er de store naturkatastrofer egentlig? Vi er så gode til krisebevidsthed omkring en krig, der kan ske ”lige om lidt”. Men vi står jo midt i oversvømmelser, brande og jordskred. Vi er forbi det punkt, hvor vi kan tale om, hvordan vi forebygger noget, der kan ske i fremtiden. Nu er vi der, hvor vi både skal forebygge, forberede og håndtere ting, der sker.
Det vigtigste, filmen har lært mig, er, at det bedste beredskab er at kende sine naboer, for vi har kun hinanden, hvis hjælpen ikke kommer – eller har travlt med andre udfordringer. Vi er nødt til at vide, hvem der bor på vejen, hvem der er læge, hvem der kan noget håndværk, og hvem der kan have brug for hjælp. Én person alene kan ikke klare en krise, men når vi lægger vores kompetencer sammen, er det som en schweizerkniv. Man kan have den vildeste prepper-kælder, men det er ikke det, man overlever på i længden. Og det er heller ikke sjovt at være den eneste, der har det, tænker jeg.
Derfor skal vi huske at sige hej til naboen. Vi behøver ikke hænge ud hos hinanden eller være enige politisk, vi skal bare hjælpe hinanden. Nogle kalder mig naiv, hvis det er mit bedste beredskab. Naiv? Så forbeholder jeg mig retten til at være håbefuldt naiv. Omvendt synes jeg, at det er håbløst naivt at tro, vi kan klare os uden fællesskaber eller forandringer i vores livsstil.
Phies beredskab. Phie Ambo og Anders Morgenthalers lager er altid godt fyldt op med vand, frysetørret mad, tofu, bønner, linser og langtidsholdbar plantemælk – og mad til hunden Molly. Lageret har haft en fast plads i gangen siden 2024, fordi Anders altid går op i at være godt forberedt.
Herhjemme prepper vi også. Mest fordi min mand, Anders, altid er i prepper-mode. Vi har talt om at grave vandtanke ned i haven og sætte solceller på taget, men er ikke nået til det. Til gengæld har vi lavet en madklub på vores vej. Det er fint, at vi har styr på vand og dåsemad, men det er jo ikke det, det handler om i sidste ende. Vandet er hurtigt drukket. Det handler i virkeligheden om at kunne samarbejde, og det kræver, at man ved, hvem ens naboer er.
Jeg er ikke bange. I hvert fald ikke for selve krisen eller katastrofen. Mere for, hvad det kan gøre ved vores relationer. Jeg oplever, at man rigtig gerne selv vil hjælpe, men at mange tror, at andre ikke vil hjælpe dem. Så jeg er mere bange for, at vi ikke får skabt de stærke fællesskaber, og at vi glemmer hinanden eller bliver polariseret. Også selvom langt de fleste gerne vil være gode naboer. Vi skal bare lige opdage, at vi faktisk er fælles om at ville hjælpe hinanden, og at vi sammen kan skubbe til den strukturelle forandring, der skal til for at udfase fossile brændsler.
Jeg håber, at alle går i gang med at skabe fællesskaber, hvor de bor. Og spørger deres pensionskasse, om de investerer i fossile brændstoffer, for vi skal have nedbragt udledningen – det kan ikke klares med langbordsmiddage alene. Men jeg tror, at mange vil blive overraskede over, at de kan mere, end de tror. Det er svært alene, men man kan rigtig meget sammen med andre.