”Målet er, at de som voksne husker tilbage på Zombie-mærket som noget sjovt," siger Mikkel, der er spejderleder i KFUM

Som gruppeleder hos KFUM-spejderne har Mikkel Steen Petersen været med til at udvikle Zombie-­mærket, som med lige dele leg og alvor træner spejdernes overlevelsesevne – uden at fodre frygten

Mikkel opfandt zombieapokalypsen for at gøre børn gode til beredskab

I 2019 havde corona og beredskab endnu ikke overtaget overskrifterne, da Mikkel Steen Petersen, gruppeleder for Kaløvig-gruppens 100 KFUM-spejdere, fik en idé, der involverede både zombier, ulveunger og overlevelse. 
Beredskab var ikke nyt i spejderlokalerne. Men der manglede en sammenhæng og lidt om smitsomme sygdomme, som ligger Mikkel særligt på sinde, fordi han arbejder på Klinisk Immunologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital.
”Det handlede om at finde en rød tråd, som i et samlet forløb kunne skabe bevidsthed om, at vi kan hjælpe samfundet, hvis det bliver nødvendigt,” fortæller han.
Selvom spejderne altid har arbejdet med beredskab, var udfordringen at være alvorlig uden at skræmme børnene. Løsningen blev en fiktiv ramme, der var ’skør’ nok til at holde frygten på afstand, men virkelighedsnær nok til at give mening i forhold til et samfund, der delvist er kollapset: zombie-apokalypsen.
”Det var oplagt at tage udgangspunkt i en krise, hvor man ikke kan regne med, at myndighederne kommer. Vi har samtidig mulighed for at lære dem om smitsomme sygdomme, og hvordan man kan forebygge – og snakke om, hvorfor det er en god idé at have en beredskabsplan. Spejderne ved jo godt, hvor meget vand man har brug for, for når vi er på lejr, skal de selv slæbe det med.”

Mikkels beredskab. Mikkel Steen Petersen har altid haft et nødlager, fordi det gør ham tryg. 50 liter vand i dunke, konserves og andre tørvarer, en nød­radio, spritkøkken, stearinlys og vandrensningsfiltre på lager. Hans beredskab består også af fællesskabet og de færdigheder, han har erhvervet som spejderleder.
 

Hvem er smittet med zombie-virus?

Det tager ca. seks måneder at få Zombie-mærket, og spejderne skal igennem læring fra tiltag til at forhindre smittespredning ved epidemier til forholdsregler ved voldsomt vejr, og hvordan man kommer i kontakt med familie, venner eller myndigheder, hvis mobilnettet er nede. Men det vigtigste, mærket skal lære dem, er ansvar. At være beredt handler ikke kun om praktiske færdigheder.
”Når man er lille spejder, skal man først lære at tage ansvar for sig selv. Derefter skal man lære, hvordan man kan hjælpe andre. Som med en iltmaske på et fly: Tag din egen på først, så du har overskud til at hjælpe andre,” siger Mikkel.
Zombie-mærket havde eksisteret et halvt år, da en rigtig pandemi ramte Danmark, og pludselig kom det hele tæt på. Måske har det bidraget til mærkets succes? Børnene elsker det i hvert fald. 
”De ved godt, det er pjat, men de køber ind på det, fordi det er uhyggeligt på den gode måde. Så har de f.eks. et detektivmøde, hvor nogle spejdere er kommet hjem fra lejr smittet med zombie-virus, og nu skal de opspore smittekilden. Målet er, at de som voksne husker tilbage på Zombie-mærket som noget sjovt. ”Kan I huske det natløb, hvor vi byggede zombie-alarmer, og lederen gik i dem?” Og så er der selvfølgelig også nogle færdigheder, der bliver hængende.”
 

Omkring 1.800 spejdere har fået Zombie-mærket siden 2019, hvor det blev udviklet af KFUM-spejderne i Kaløvig. 

Spejderne er jo beredte

Mikkel er ikke bange for det scenarie, som Zombie-mærket leger med, og kalder mest sit eget beredskab et spørgsmål om tryghed frem for nødvendighed.
”Jeg kan godt lide at have en plan B, men jeg vil ikke tale frygten op. Man skal bruge cykelhjelm, men ikke være bange for at cykle. Og det er godt at have et beredskab i tilfælde af krise, men man skal ikke være bange for krisen. Medierne er fulde af skræmmende ting, som gør vores risikovurdering dårlig. Det kan føre til handlingslammelse, fordi ingen ved, hvad der er farligt,” mener han.
Det er netop den handlingslammelse, spejderne gør op med, for når du hører deres slogan om at være beredt, tænker de fleste, at det handler om at have snor i lommen, så du f.eks. kan tænde ild. Men det er misforstået.
”At være beredt handler om at være klar til at tage ansvar. Det er pligten til at hjælpe hinanden mere end det praktiske beredskab.”
Hvis han skal fremhæve noget, spejderne gør godt, er det netop fællesskabet. Spejdertroppen er et fællesskab for livet. 
”Her kender vi hinanden på kryds og tværs og er vant til at kunne samles hurtigt. Vi kan komme i kontakt uden telefoner, kan finde vand, tænde bål og lave mad. Vi kan klare os selv og hjælpe andre om nødvendigt. Og ja, man kan godt gå til spejder som voksen.”

Læs mere om