”Brug 5 minutter på at tale med venner og naboer om, hvem der har hvad”

Han er en af Danmarks mest citerede stemmer i debatten om beredskab, og Peter Viggo Jakobsen har da også talt en plan igennem med sine nærmeste. Derudover har han egentlig bare købt lidt ekstra vand (kummefryseren var fyldt i forvejen). For selvfølgelig skal vi lytte til myndighedernes anvisninger, men vi skal undgå at tale frygten op

Hvor alvorlig er truslen mod Danmark lige nu?

”Jeg bliver ofte bedt om at forholde mig til risikoen for, at Danmark kommer i krig. Lige nu, hvor vi er begyndt at bruge flere penge på det danske forsvar, er vi godt på vej til – sammen med de andre lande i Østersøregionen – at kunne opstille så stærkt et forsvar, at det er meget lidt sandsynligt, at russerne vil angribe os med konventionelle våben. Så jeg er ikke bange for en konventionel krig. Men der er også kommet nye teknologiske muligheder. Hybridkrig med droner og cyberangreb. Og det kræver en anden type beredskab, end vi har været vant til – vi har jo set, at vi ikke har haft styr på droner i luftrummet,” siger Peter Viggo Jakobsen.

Du ved mere om truslerne end de fleste. Har vi grund til at være bange? 

”Selv er jeg mindre bekymret, for jeg har et bedre grundlag for at kunne vurdere truslerne og trække fra, når politikerne bliver lidt for friske i deres udmeldinger. Når man f.eks. hører, at trusselsbilledet ikke har været større siden anden verdenskrig, og statsministeren går ud og siger: ’Nu bruger jeg ikke termen tredje verdenskrig, men …’, så reagerer folk jo på det, og pludselig bliver der i panik efterspurgt beskyttelsesrum. Der er det vigtigt at finde en balance i, hvordan vi taler om det, for vi har været bagud med at tage det alvorligt og sætte penge af til det, men det skal heller ikke ende i skræmmeretorik. Forudsætningen for et godt beredskab er også, at befolkningen forstår, hvad der sker, og hvor langt vi er – beskyttelsesrum er vigtige, men vi skal først og fremmest investere i at beskytte os mod mere akutte trusler som russiske droner. Beskyttelsesrum skal vi kun bruge i tilfælde af konventionel krig, hvor alt andet er gået galt.” 

”Vi har været bagud med at tage det alvorligt og sætte penge af til det, men det skal heller ikke ende i skræmmeretorik.”
Peter Viggo Jakobsen, lektor i international sikkerhed

Hvornår begyndte du at tænke over dit eget beredskab?

”Efter den russiske invasion i 2022, fordi trusselsbilledet ændrede sig. Det er ikke sådan, at jeg har fået opbygget et særligt nødlager, for jeg havde meget i forvejen og er sådan en, der altid har en fyldt kummefryser. Men jeg handlede på det nye trusselsbillede og har gjort det, jeg anser som nødvendigt – jeg kan klare mig selv det antal dage, som myndighederne anbefaler – og det har givet mig ro i maven. Jeg har skaffet vand, fordi vandet i vandløb og søer omkring mig er forurenet med PFAS i en grad, så man ikke bør spise fisk, man kan fange der – og heller ikke drikke vandet.”

 

Peter Viggos beredskab. Peter Viggo Jakobsen kalder ikke sit lager for et nødlager, for han køber typisk stort ind til sin kummefryser og har det meste i forvejen – kun de 20 liter vand har han anskaffet sig. Han har også en gasgrill, en brændeovn og brænde, så han og familien kan klare sig 3-5 dage. 

Hvad bør den enkelte dansker gøre for at være bedst muligt beredt?

”Man kan jo melde sig ind i Hjemmeværnet, for med den nye forsvarsplan skal der bruges 15.000-20.000 flere frivillige, og det er vigtigere end nogensinde før for forsvaret af Danmark. De fleste møder Hjemmeværnet til dyrskuer og koncerter, men det er også dem, der har bevogtet F-35-kampfly på Bornholm, og de er med til at etablere midlertidige militære områder og modtage materiel. De løser opgaver, så vi kan friholde de professionelle soldater til at opbygge det forsvar, som skal opbygges nu. Ellers vil jeg sige, at det er vigtigt at tænke over: Hvordan vil jeg klare mig nogle dage uden strøm og vand? Kan jeg finde vand i en å eller sø, som jeg kan koge eller rense? Brug bare fem minutter på at tale med venner og naboer om, hvem der har hvad, og hvem der har brug for hjælp, fordi de f.eks. er dårligt gående. Typisk kræver sådan en beredskabsplan ikke ret meget, hvis du f.eks. bor i hus og har en gasgrill og en brændeovn og lidt brænde. Hvis alle har styr på, hvad vi gør, og hvis vi hjælper hinanden på vejene, kan vi sagtens klare 3-5 dage – og frigøre myndighederne til at hjælpe dem, der virkelig har brug for hjælp.”

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Er du selv med i Hjemmeværnet, og har du talt med dine naboer om beredskab?

”Min ryg er så dårlig, at jeg ikke kunne aftjene værnepligt, så det har ikke givet mening for mig at hjælpe ved at være en del af Hjemmeværnet. Jeg bidrager med analyser, rådgivning og formidling. I forhold til mit eget beredskab har jeg vendt det med familie, venner og naboer – men ud over det er det eneste ekstraordinære, jeg har gjort, at skaffe vand til at kunne klare mig det anbefalede antal dage. Og det vidner jo bare om, at mange vil kunne klare sig et par dage uden at gøre noget særligt, hvis de lige får tænkt det igennem.”

Læs mere om