Hvordan skal is-emballagen sorteres?

En is på en varm dag er en ægte sommerfavorit, men hvordan skal emballage og ispinden sorteres, når isen er spist (eller smeltet). Sorteringen er ikke helt logisk, fortæller Morten Glasius fra Odense Renovation

Spiser du også is-emballagen?

I Danmark elsker vi is. Både som dessert og som en læskende forfriskning på en varm sommerdag – og kun meget få ting kan måle sig med en hjemmelavet eller gammeldags is fra et skønt beliggende ishus.

Er du en af dem, der helst sætter tænderne i en isvaffel, så spiser du også emballagen. Spiser du op, skal du altså ikke tænke på sortering. Levner du derimod, skal isen sorteres:

»Får du mod forventning ikke spist hele isen, skal den ikke i vasken eller i restaffaldet. Is, du ikke spiser, eller is, der er ved at være godt smeltet, kan komme i spanden med madaffald,« lyder det fra Morten Glasius, der er funktionschef for kommunikation hos Odense Renovation.

Får du din is i et bæger, skal bægeret til restaffald. Umiddelbart kan man tro, at et papbæger skal i papaffaldet, men papcontaineren er kun til rent, tørt pap. Pap med mange madrester eller vådt pap kan ikke genanvendes og skal derfor til restaffald.

Når du køber is i supermarkedet

Langt den meste is, vi spiser, kommer fra supermarkedet. Coop Analyse har tidligere undersøgt danskernes isvaner, og vi foretrækker ispinde med flødeis, når vi køber is i en dagligvarebutik.

68% procent køber en pakke med flødeispinde, mens 16% foretrækker isvafler, og 16% foretrækker en ispind med lemonadeis.

Uanset hvilken is, du foretrækker, kan emballagen ofte genanvendes. Morten Glasius fortæller, at samme regel, som gælder for isbægre, også gælder for den papæske, de fleste ispinde og vafler kommer i:  

»Æsken fra ispinde og isvafler skal sorteres som pap. Er pappet vådt eller beskidt, skal æsken sorteres som restaffald.«

Plastik fra en isbøtte kan, hvis du skraber det så rent som muligt, genanvendes til ny plastik. Den tynde plastikemballage, der er rundt om de fleste ispinde, kan gå i plastikaffaldet, hvis emballagen er nogenlunde fri for isrester.

Nogle emballager fra is skal sorteres som mad- og drikkekartoner

Spiser du en af de trekantede sodavandsis, man skubber op i en af siderne, skal du ramme en helt anden affaldsspand, når du sorterer:

"Is, der kommer i papemballage med metallisk inderside, skal sorteres som mad- & drikkekartoner. Isemballagen skal altså i samme spand som kartoner fra juice eller hakkede tomater," siger Morten Glasius.

Den tynde metalbelægning gør, at emballagen ikke kan behandles som almindeligt pap.

Ispinden er ikke bioaffald

Når den sidste is er spist, er der kun ispinden tilbage. De fleste ispinde er lavet af træ, men det betyder ikke, at du kan sortere ispinden til bioaffald eller til papir, der jo også stammer fra træ.

En ispind skal i restaffaldet. Ispindene har nemlig tit fået en overfladebehandling, inden de blev brugt il is. Overfladebehandlingen kan eksempelvis bestå af voks, og den skal sikre, at isen ikke tager smag af træet. Overfladebehandlingen er dog også årsagen til, at ispinden ikke kan genanvendes.

Læs mere om