Interview: Pernille Rosendahl om den hårde musikbranche, at ramme muren og om at finde en ny vej i livet

En formiddag i begyndelsen af september, få uger før hun skulle på turné, ramte Pernille Rosendahl muren. Det var hendes første danmarksturné som soloartist – og første gang, hun skulle synge kun på dansk – og hun havde arbejdet på projektet længe: skrevet nye sange, oversat gamle hits, hyret korsangere og en scenograf, alt sammen for egen regning. De første 200.000 kr. var allerede brugt.
Den formiddag sad hun hjemme i sit køkken og holdt møde med sin personlige assistent og sit koncertagentur om det, hun kalder ”en privat udfordring”. Pernille Rosendahl gjorde, som hun plejede: tog ansvar og forsøgte at finde løsninger. Hun kan løbe stærkt, når det gælder – en evne, hun har levet af, siden hun var 17. Det smitter af at vokse op i en købmandsfamilie, hvor man aldrig har været bange for at tage arbejdshandskerne på. Men på det seneste var kroppen begyndt at gøre ondt. Hun havde svært ved at sove om natten.
Hendes personlige assistent, der det meste af mødet havde siddet stille, lænede sig frem.
”Det er også godt, alt sammen,” sagde hun. 
”Men hvordan har du det egentlig?” 
Mere skulle der ikke til. Pernille Rosendahl endte med at ”sidde og vræle” i to timer.
”Det er med tungt hjerte, at jeg må meddele, at min kommende tour ’Pernille og modersmålet’ desværre aflyses,” skrev hun på Facebook om morgenen 10. september. Bagefter lagde hun telefonen fra sig på hotelværelset, hvor hun havde overnattet med sin mand, og gik ned for at spise morgenmad. 
”Pernille Rosendahl vraget af fans: Så få havde købt billet til aflyst turné,” skrev Ekstra Bladet få timer senere. Men det var ikke grunden til, at hun havde aflyst. Uanset hvad skulle der stadig betales løn til musikere og crew, og medregnet tabte indtægter havde hun udsigt til at miste ca. ½ mio. kr. Årsagen til aflysningen var stress. 
Den 53-årige sangerinde havde prøvet det før. Hun havde lært at bide tænderne sammen og holde sig selv i gang, også når det føltes forkert. 
Men den formiddag i september måtte hun erkende, at hun for en gangs skyld ikke kunne arbejde sig igennem problemerne. Der var ikke mere at give af.

Hvis man vil vide, hvem der holder liv i de danske kulturinstitutioner, skal man bare møde op på Ordrupgaard en onsdag formiddag i januar. I dagene efter nytår har frosten for alvor bidt sig fast i Danmark, men det forhindrer ikke knap 20 pensionister i at tage opstilling foran det nordsjællandske museum inden åbningstid. Den eneste under 70 er mig – og Pernille Rosendahl, der kommer gående med huen trukket godt ned om ørerne, helt sortklædt midt i det snehvide landskab.
”Tilbygningen er tegnet af en virkelig dygtig kvindelig arkitekt,” siger hun, mens vi går rundt om verdensberømte Zaha Hadids bygning i sort lavabeton og glas med kurs mod museumscafeen. 
Det er fire måneder siden, Pernille Rosendahl aflyste sin turné. I mellemtiden har hun udgivet ’Lille kæmper’, en erindringsbog om sine personlige kampe med en voldelig barndom, med at slå igennem som musiker med Swan Lee og The Storm – og med at finde sig til rette i mediernes søgelys og i en branche, som flere gange har været ved at kvæle hende. I bogen antyder hun et muligt farvel til musikken. Og slutter med at skrive om sin stress-sygdom.
Uden at det her skal virke som indledningen til en psykologsamtale, hvordan har du det så egentlig nu?
Pernille Rosendahl smiler lidt.
”Jamen, altså … Det er ikke første gang, jeg har været stressramt. Så jeg ved godt, hvordan jeg skal tackle det. I de perioder, hvor jeg har mine enorme dyk, gælder det om at skrue gevaldigt ned, men ikke stoppe med at arbejde. Jeg sover stadig ikke så meget. Men tak, fordi du spørger. Jeg har det o.k. Jeg er ikke ude på dybt vand.”
Hun skrev sin bog færdig, mens hun var stressramt. Det havde hun brug for. Der er stadig et lille efterslæb fra udgivelsen, siger hun, ”også fordi det var en rigtig hård bog at skrive”, men ellers har hun holdt en juleferie, hvor hun forsøgte bare at sidde og kigge lidt ud i luften.
”Jeg er ved at være et godt sted, hvor der er plads til, at jeg kan sætte mig ned og se på, hvad jeg nu skal.”
Og det ved du ikke endnu?
”Ingen anelse.”
Hvordan er det?
”På den ene side er det rædselsfuldt, på den anden side er det også befriende. Det der med at tage sit arbejdsliv op til revision. Jeg står midt i livet og føler, at jeg har akkumuleret så meget viden og så mange kompetencer, og det er vildt potentielt at sige, at det er slut. Men jeg aner det simpelthen ikke. Jeg aner ikke, hvad jeg skal.”

I ’LILLE KÆMPER’ skriver Pernille Rosendahl, at hun er i et ”ulykkeligt kærlighedsforhold” med musikbranchen. Hendes første kærlighed var morgensang på den privatskole i Aalborg, hvor hun gik de første år. Hver morgen mødtes hele skolen for at synge fra Højskolesangbogen, og Pernille Rosendahl husker følelsen af at flyde sammen i sangen, som om stemmen ikke længere var hendes egen, men noget fælles.
Efter skole gik hun på opdagelse i sin morbrors pladesamling, som familien havde arvet, efter han døde i en trafikulykke. Hver dag lod hun sig tryllebinde af en ny plade. Blandt dem var Jefferson Airplanes ’White Rabbit’, der mange år senere gav inspiration til Swan Lee.
Hun elskede også at synge, men i mange år led hun af sceneskræk, fortæller hun, og når hun sang kor i skolebandet, stod hun med ryggen til publikum. 
I 3. g droppede hun ud af gymnasiet og søgte ind på en sangskole, hvor hun mødte Billie Koppel og kom til at synge kor i Savage Rose. En overgang var hun også korsanger i Zapp Zapp, og det blev vejen ind til et management i London, der ville høre hendes egne demoer.
Det blev også hendes første møde med alt det, hun i dag ikke bryder sig om ved musikbranchen.
”De kunstnere, jeg selv elskede, var særlige. Björk, Massive Attack og Portishead. Kunstnere, der kom ind med et stærkt dna, som var dybt originalt,” siger hun. 
”Det ville jeg også gerne være.”
I stedet fik du at vide, at du skulle være en ny Björk?
”Ja. Der var mange rammer, jeg skulle passe ind i. Som kunstner og kvinde. Jeg havde en naiv tro på, at man kunne få en kontrakt, hvor man selvfølgelig ville blive udfordret, men også kunne få lov at være sig selv. Det er det værste, når man prøver at dræbe originaliteten.”
Pernille Rosendahl nåede at lægge grunden til en hel plade med den britiske producer Tim Simenon, der bl.a. havde lavet musik med Depeche Mode. I forbindelse med bogen har hun lige siddet og lyttet til den igen.
”Den er så fuld af vildskab. Musikken er mega catchy, men samtidig udsyret, og den flår ned fra hylderne med inspiration fra alle mulige kunstarter,” siger hun.
Men det var ikke det, pladeselskabet ville have, selvom hun faktisk blev tilbudt en pladekontrakt. De ville hellere have glade, 60’er-inspirerede popsange. Hun endte med at takke nej.

Det er lidt som den kæreste, man ikke kan finde ud af at gå fra, selvom man inderst inde godt ved, at forholdet ikke er sundt. Musikken har givet Pernille Rosendahl ”vidunderlige oplevelser”, især når hun har skrevet sange, indspillet musik eller mærket, hvad hendes musik har gjort ved andre mennesker.
”At have adgang til den kilde skal man være dybt taknemmelig for,” siger hun. 
Men når hun kigger tilbage, er de gode øjeblikke næsten altid blevet afløst af dårlige. Som den forliste plade i London. Eller da hun med Swan Lee besluttede sig for at gøre det hele selv efter gentagne afslag fra pladeselskaberne.
”Vi ville ikke længere danse efter andres pibe,” siger hun. Så de udgav selv musikken, arrangerede selv koncerterne og stod selv for at køre rundt og sælge den første plade til musikforretningerne. Det kunne være blevet til ingenting, men i stedet blev det en gigantisk succes.
Men det var også opslidende, fortæller Pernille Rosendahl. Også DIY-bandet Swan Lee – der gik i opløsning i 2005, kun et år efter udgivelsen af bandets andet album – blev indhentet af musikbranchens realiteter.
”Hvis jeg havde været manager for det band, ville jeg sige: Nu skal I sætte farten ned. Tag et års pause, og så mødes vi igen. Men det gjorde vi ikke. Vi sprintede af sted, fordi det var crunch time. Vi skulle udnytte momentum, troede vi, hvis vi skulle slå igennem internationalt.”

Samme dag som Swan Lee gik fra hinanden, fandt Pernille Rosendahl ud af, at hun var gravid. Gravid – og nu også arbejdsløs. Det var første gang, hun overvejede helt at droppe musikken. Hun var 33, og pludselig så hun verden på en anden måde. Et barn krævede stabilitet og ro. Alt det modsatte af, hvad musikken kunne tilbyde. Og var musik overhovedet et rigtigt arbejde? I den periode fik Pernille Rosendahl en stærk trang til at lave noget, der kunne gøre gavn. 
”Jeg havde lyst til at blive sygeplejerske,” siger hun.
Men i stedet dannede du og Johan Wohlert The Storm. Hvorfor tog du ikke springet?
”Det var første – og eneste – gang i mit liv, at jeg fik en pladekontrakt. Vi fik lov til at prøve en kæmpe drøm af, og det eventyr var svært at sige nej til.”
Wohlert, der også er far til hendes barn, var lige udtrådt af bandet Mew, og de to musikalske stjerners nye projekt var den helt store satsning for Universal. De kunne indspille, med hvem de ville, og valget faldt på amerikanske Roy Thomas Baker, der havde produceret alt fra Queen til Ozzy Osbourne og Smashing Pumpkins.
Så med deres lille søn Tristan flyttede de til Lake Havasu midt i Arizonas ørken, hvor Baker havde sit studie.
”You have the million dollar radio voice, darling,” sagde han til Pernille Rosendahl, men hurtigt begyndte samarbejdet at køre skævt. 
Baker og de to danske musikere kunne ikke blive enige om, hvordan pladen skulle lyde, og når Pernille Rosendahl stod i vokalboksen, kunne hun høre amerikanerens suk i hovedtelefonerne, når hun ikke ramte vokalen perfekt. Samtidig skulle parret skabe en hverdag med en etårig et sted, hvor man groft sagt kunne lave to ting: tage på Starbucks eller i Walmart. 
Pernille Rosendahl lukkede ned for sig selv og lavede pladen færdig. En af de sidste aftener før de rejste hjem, var de med Baker ude at spise farvelmiddag. I løbet af aftenen gik hun op i baren for at være lidt alene, da Baker kom op til hende.
”You didn’t snap,” sagde han. 
Først forstod hun ikke. Så forklarede han: Hun var én af kun to sangere i hans karriere, som ikke var brudt sammen under indspilningerne.
”Det var virkelig et dysfunktionelt arbejdsforhold,” siger hun i dag. 
”Jeg måtte virkelig bide tænderne sammen. Det er noget af det, jeg tænker mest over for tiden. Det er ikke nyttigt for mig at bide tænderne sammen på den måde.”
Og ikke kun metaforisk, fortæller hun. Da hun var på skriveophold under arbejdet med sin bog, var der en nat, hvor hun i søvne bed tænderne så hårdt sammen, at hun knækkede en kindtand.

I studiet i Arizona var hun den, der forsøgte at glatte ud, når bølgerne gik højt. Det er en overlevelsesstrategi fra barndommen, siger hun. 
Pernille Rosendahl voksede op med en far, der drak, og i barndomshjemmet kunne stemningen hurtigt vende. Hjemmet var fuld af musik – især jazz – og samtaler om politik og kultur, men lige så charmerende hendes far kunne være, lige så voldelig blev han, når han var fuld. Det gik især ud over hendes mor, og til sidst blev overfaldene så voldsomme, at hun og børnene måtte flygte ned til morens familie i Nykøbing Falster.
I ’Lille kæmper’ beskriver Pernille Rosendahl en aften, hvor hun som lille ikke kunne falde i søvn og kaldte på sin mor – igen og igen. Pludselig kom faren bragende ind og slog hende ”med hurtige, kraftfulde slag”. 
I bogen møder man en kvinde, der tidligt lærer ikke at klynke og at gemme sin sårbarhed væk.
Er det også sådan, du selv ser det?
”Jeg er en ret klassisk person i musikbranchen, tror jeg. Det er en vidunderlig branche, fordi den samler nogle mennesker op, som ikke ville kunne sidde på et kontor, men når jeg skriver om min opvækst i bogen, er det også for at sige: Jeg er kommet skadet ind i den her branche, og jeg har lavet nogle overlevelsesstrategier, som ikke har været særlig nyttige for mig.”
Pernille Rosendahl stopper sig selv.
”Eller, de har jo været nyttige, for havde jeg ikke haft dem, er det slet ikke sikkert, at jeg havde været her i dag.”
Hun har både været en ”unødigt hård slagterhund”, der arbejdede sig halvt fordærvet, og som optrådte nøgen på forsiden af Gaffa – fordi det var dét, der blev forventet af en ung kvinde, som gerne ville slå igennem med sit band. Og hun har tiet stille i situationer, hvor hun burde have sagt fra, som dengang i Arizona. Hun kalder musikbranchen ”en følelsesbranche for skadede mennesker”. Men hun ved også, at hver gang man peger, er der også tre fingre, der peger indad.

på museumscafeen er vi gået fra at være alene til at være omringet af smørrebrødsspisende og kaffedrikkende, stadig mest gråhårede, museumsgæster. Pernille Rosendahl har fået sig en rejemad og fortæller om et netværk, hun er begyndt at komme i. Det er startet af Signe Svendsen og består af 12-13 kvindelige musikere over 40 – ”nogle af Danmarks største sangerinder”. 
De mødes og taler om arbejde, mental sundhed, tempo, penge. Alt det, der fylder, når man er kvinde i musikbranchen og har været det længe nok til at se de samme mønstre gentage sig. 
”Der har været en fortælling om iværksætteri, at kvinder ikke er risikovillige. Jeg har det bare sådan: Kig på musikbranchen. Vi er mega risikovillige … de kvinder, jeg sidder i netværk med. De er så badass med deres penge, mod og arbejde og i dén grad villige til at lægge hånden på kogepladen.”
Men Pernille Rosendahl siger også, at de fleste ville blive overrasket over, hvor mange – selv etablerede kvindelige musikere – der må kæmpe for at få et langt liv i branchen. Det er en af grundene til, at hun de senere år har kastet sig ind i arbejdet for især kvindelige musikeres vilkår. Efterhånden har det grebet om sig, så hun anslår, at hun brugte 80 % af sin tid på frivilligt arbejde sidste år.
”Det er én ting, jeg ved,” siger hun. 
”Jeg skal skrue ned for mit frivillige arbejde. Det giver ikke mad på bordet, og så er man afhængig af ens bedre halvdel, og det ligger mig fjernt.”
Heller ikke kampen for mere ligestilling og bedre forhold for musikere har altså vist sig bæredygtig. 
Pernille Rosendahl er ved at være nået til et punkt, hvor hun spørger sig selv, om det overhovedet nytter. 
I sommeren 2024 medvirkede hun i DR-dokumentarserien ’Sexisme i musikbranchen’, men den efterfølgende debat endte med at handle om enkeltpersoner frem for de strukturelle problemer, og når hun kigger tilbage, kan hun ikke rigtig pege på noget, der har ændret sig.
”Jeg kan være i tvivl om, hvorvidt det overhovedet rykker noget. Hånden på hjertet, jeg ville ønske, at det var anderledes,” siger hun og begynder at opremse alt fra prekære arbejdsvilkår til den ulige streamingøkonomi som eksempler på alt det, der er galt med branchen.
Det er vel en lidt desillusioneret erkendelse?
”Fuldstændig. Vi snakker en masse. Men hvad gør vi?”

I går var Pernille Rosendahl ved tandlægen. Da hun kom ud derfra og gik ned ad trappen, mødte hun en ældre mand på vej i den anden retning. Han lignede ikke en, der skulle ind til noget sjovt.
”Kæft, det må have været en god dag hos tandlægen, siden du kommer fløjtende ud,” sagde han.
Pernille Rosendahl havde slet ikke bemærket, at hun gik og fløjtede. Hun nævner det som et eksempel på, hvor indgroet musikken er i hende. Ofte viser den sig som en underbevidst handling, som når andre vipper med fødderne eller står og vugger lidt i køen i supermarkedet. Hun skriver stadig sange og synger hver dag, siger hun. Og det vil hun blive ved med, også hvis det ikke længere skal være hendes profession.
”Jeg er et nøgternt menneske, men jeg er sikker på, at lydbølger har en helende kraft. Musikken er det bedste, der er sket for mig. Den har været mit helle, når tingene ikke var gode. Det var den, da jeg var barn, og det er den stadig. Når jeg sætter mig ved klaveret, forsvinder alt.”
Selvom Pernille Rosendahl ikke ligefrem er optimistisk på sin branches vegne, har hun stadig visioner for den. Hun drømmer om et musikalsk svar på Det Danske Filminstitut, hvor man som udøvende musiker vil kunne ansøge med en original idé og få støtte, så det kunstneriske ikke altid skal være underlagt det kommercielle.
”Den reformering af filminstituttet, hvor vi bl.a. fik dogmebevægelsen, er jo grunden til, at vi i dag har skuespillere og instruktører, der arbejder i hele verden.”
”Men i musikken er det stadig survival of the fittest. Og det er ikke godt for musikken, diversiteten og publikum.”
For tiden overvejer Pernille Rosendahl at stifte en borgerdrevet tænketank af musikere, der skal arbejde for en bedre musikbranche. Hun håber, at hun på baggrund af sin bog kan skrabe økonomi sammen til at fortsætte det arbejde. En sådan tænketank ville bl.a. skulle arbejde politisk for, at streamingtjenesterne bliver bedre til at dele ud af deres overskud, ligesom man i EU har pålagt film- og tv-tjenester at reinvestere en del af deres indtægter. 
”Men jeg kommer ikke til at gøre det for mine blå øjnes skyld.”

Jeg spørger Pernille Rosendahl, hvad hun tror, der sker, hvis hun slår op. Hvis hun beslutter sig for langt om længe at træde ud af det dysfunktionelle forhold til musikbranchen.
”Jeg tror, at det kan være godt at rive plasteret af, hvis noget ikke fungerer. Hvis jeg når frem til, at jeg ikke længere skal være professionel musiker, vil det være smertefuldt – ligesom hvis man går fra en kæreste. Men som det også er med dårlige forhold, ved man jo, at man når til et punkt, hvor det aldrig bliver bedre. Jeg har fundet min grænse. Jeg kan ikke løbe så stærkt længere, for jeg bliver jo også ældre. Min krop kan ikke finde ud af det.”
Så enten må Pernille Rosendahl og musikken ”gå i alvorlig parterapi”, eller også må de gå fra hinanden.
Men når du siger, at du tror på, det er sundt at rive plasteret af, begynder der så ikke at tegne sig et billede af, hvad du bør gøre?
”Det ved jeg ikke. Gør der det?”
Du lyder som en, der er klar til at slå op. 
”Jeg tror ikke, jeg skal lægge mig for hurtigt fast. Der er nok også en pointe i at prøve at lade tingene være lidt. Det tager tid at definere noget helt nyt.”
Det er måske det eneste, Pernille Rosendahl lige nu ved med sikkerhed. Hun skal ned i tempo i år. Lige nu bruger hun f.eks. meget tid på at lave mad med sin 19-årige søn og nyder det taktile i at arbejde med gode råvarer og få ting til at smage af noget.
”Måske ville jeg være blevet en god bondemand,” udbryder hun pludselig. Og giver sig til at fortælle om et regenerativt landbrug, hvor hun af og til kommer 
og kan blive helt henført af at gå og mærke på grøntsagerne.
Der er jo også noget med tempoet der. Naturen bestemmer. Afgrøderne kommer, når de kommer.
”Ja. Lige præcis.”
Så måske er det ikke for sent at tage en ny vej. Heller ikke for en af Danmarks mest kendte sangerinder.