Joakim Ingversen har fået fingerspidsfornemmelse for keramik, og den hjælper ham med at blive mere tålmodig

Da Joakim Ingversen var dreng, skulle han en dag med sin familie ud at ride på hesteryg i Dyrehaven nord for København. Der var bare lige det, at Joakim Ingversen aldrig har kunnet vente på noget, og det kunne han heller ikke denne dag. Havde han den dag været i stand til at vente ligesom alle andre – mønstre bare en helt almindelig portion tålmodighed – havde han fået en stor, flot hest at ride på. Men det kunne han ikke, han ville i gang, og det var nu, og således gik det til, at den ivrige Ingversen fik en meget lille hest mellem benene.
Så kunne han – kan man sige – ligesom lære det, bortset fra at det kunne han egentlig ikke. Ingversen ventede hverken på store heste eller meget andet, og sådan fortsatte det.
Men nu har den i dag 38 år gamle Ingversen imidlertid fået sig en hobby (en hobby, der måske også er mere end bare en hobby, hvis han ellers tør), og det, der er ved denne hobby, er, at tålmodighed ikke er en eventualitet, nej, det er et vilkår. Hobbyen er keramik, og inden for keramikkens verden er der, har Ingversen lært på den hårde måde, virkelig ikke nogen smutveje.
Ingversen er med andre ord kommet i en konstant armlægning med sin egen natur.
”Det er jo fantastisk,” siger han, da vi møder ham i hans værksted et sted på Strandvejen, lige op ad Dyrehaven faktisk.
”Men det er også irriterende.”
Det er formiddag, og en lav sol bader haven, der hører til det hus, som værkstedet er en del af, i kølige vinterstråler. Mod syd bølger landskabet. Under et træ ligger et bundt afkastede blade, og solens skin får dem til at ligne muslingeskaller, der glimter på bunden af et hav.
Ved siden af haven løber en cykelsti, på den anden side af den ligger Dyrehaven. Fra syd kommer en ældre mand cyklende, og idet vejen falder, og cyklen opsamler fart, udbryder han lyksaligt: ”Århhh, nøj!”
Ja, så dejligt er her denne tirsdag formiddag i november, og Ingversen ved godt, han er heldig.
”Den første gang, jeg så det,” siger han, ”var jeg sådan: 1) Vi er ved vandet. 2) Der er fugle, der kvidrer. Jeg kan nærmest se vandet. Ude fra haven kan jeg. Her er bare ro. Jeg skal ikke stresse over en parkeringsplads. Der er også lidt dårligt net. Det kan også et eller andet.”
”Amen,” siger han. ”Jeg er lykkelig!”

Du kender Joakim Ingversen, manden fra fjernsynet med de tidstypiske tatoveringer (f.eks. ’FAR’ på hånden) og det halvtilfældige hår og skæg, gift med tv-kollegaen Sofie Linde. Et par, som kulturmediet Soundvenue kalder for ”Danmarks kendispar nr. 2” (nr. 1 er selvfølgelig Frederik og Mary). Sammen står de bag slow-tv-programmet ’Linde på Langeland’, hvor man følger dem i deres mere eller mindre gennemtænkte totalrenovering af huset Vennely på Langeland, og så selvfølgelig det succesrige ’Hotel Romantik’, senior­datingprogrammet, der gav alle os under 70 en nyvakt forståelse for, at alle dem over 70 sjovt nok også kan være liderlige.
Og så har de også to piger, de bor i skønne, fredelige, drønhamrende dyre Taarbæk – det kører.

Skulle de begynde til badminton? Nej. Padel? Nej. Det skulle være noget kreativt, kunne de mærke, noget med at bruge hænderne. De gik begge vildt meget op i keramik, men havde aldrig rigtig prøvet at lave det selv, og så, nederst på en Google-søgning, fandt Ingversen en kvinde ved navn Lene. 
Den efterfølgende mandag sad de hjemme i Lenes kælder sammen med to andre, Lone og Gitte – bare de fem – og så var de i gang.
”Det var fantastisk,” siger Ingversen. 
”Jeg savner stadig at være der.”
Hos Lene var der ingen dikkedarer. Hun havde lavet keramik i 40 år og var derfor ’benhård’.
”Det, tror jeg, var rigtig godt,” siger Ingversen. 
”Hun var sådan: ’Det er sådan her, man gør det.’ Når man skulle lære at dreje, var der hendes måde at gøre det på. Ikke andre.”
De blev med det samme grebet. Men af hvad? Hvad var det, der var så sjovt?

”Jamen,” siger Ingversen, ”med vores arbejde er det tit sådan noget med at skulle opfinde et nyt program, eller vi skal finde ud af, om en zebra skal have fire eller fem ben. Hvor det her, det er jo håndarbejde! Det er ler, det kan arbejde. Alle de tanker, jeg havde i hovedet, kom ned i hænderne. Jeg var bare sådan: Det er jo en hel verden! Du kan lave alt! Det er det, der er så fedt. O.k., du kan ikke lave alt. Men du kan lave meget. Og det slog mig bare. Det var så fedt.”
Var de også gode? En form for naturtalenter?
”Hvis jeg skal være helt selvfed,” siger han, ”så tror jeg, at vi havde en fornemmelse af, at det gik godt.”
Således gik det til, at den hver mandag i de perioder, hvor de ikke var i gang med optagelser, stod på keramik i Lenes kælder. De skiftedes til at tage kage med – fedest var det dog, når det var Lones tur, for hun var pensionist og bagte dem rent faktisk selv. 
Hurtigt kunne de dog mærke, at det ligesom ikke var nok kun at gøre det om mandagen, lysten var til meget mere, og pludselig havde parret ryddet ud i et redskabsskur derhjemme og indkøbt en ovn og noget ler. (De kommer ikke længere hos Lene om mandagen, men de ses stadig fra tid til anden med Lene, Lone og Gitte. De tre mødes stadig hver mandag i Lenes kælder).

På et tidspunkt, det er ikke så lang tid siden, rykkede Joakim Ingversen så op i det her værksted, hvor vi sidder nu. Han har også siddet på et andet værksted – et studie måske nærmere – men der sad også andre, og disse andre havde også computere som en del af deres arbejde, og det gik ikke, hverken det med skærmene eller de andre mennesker. Alt andet, Ingversen (og Linde) laver, er en holdsport.
”Måske,” siger han, ”er det egentlig meget rart at sidde her alene.”
Linde er en gang imellem også i værkstedet. På de dage er koncentrationen, tålmodigheden, umagen – alle de ting, det kræver at lave god keramik – lige skruet et ekstra nøk op hos Ingversen.
”Det er jo hende, jeg allerhelst vil imponere,” siger han. 
”Det er i høj grad også hende, der har lært mig at være tålmodig og gøre mig umage. I hvert fald i keramikken. Jeg er før kommet hjem med nogle ting, hvor jeg har syntes, den var lige på vippen. Og så har hun bare sagt: ’Den skal laves om.’ Derfor er det også altid en lykkefølelse, når jeg kommer hjem med noget, og hun synes, det er rigtig fedt.”
Linde kan sagtens bare sidde derhjemme i sofaen og nørkle med et eller andet, fordi hendes helt store ting inden for keramikken er selve modelleringen. Det vil sige de små, finere detaljer. Ingversen derimod har brug for et ægte arbejdsrum. Han er nemlig helt vild med at dreje keramik. Ja, i det hele taget kan han godt lide, når der er lidt volumen over tingene.
Forklaringen skal, tror han, nok findes i hans baggrund inden for sport. Da han var dreng, havde han ikke nogen særlig interesse i keramik og den slags. Faktisk var hans bedste vens mor keramiker, og selvom de ”hang sygt meget ud i hendes værksted”, og hun ”laver nogle helt vanvittige ting”, var det ikke noget, der som sådan fangede ham.
Det gjorde windsurfing til gengæld. Da han var seks år gammel, flyttede familien – mor, far, Joakim og to brødre – til Lynæs, kendt som et af Danmarks absolut bedste steder at surfe. 
Han husker farens værksted. Der gik han tit og arbejdede på et eller andet, mens drengene kiggede ham over skulderen eller havde gang i deres egne ting. På værkstedet var der varmt, og alt var sirligt organiseret.
Men det var først og fremmest windsurfing, der fangede Ingversen, og senere blev han danmarksmester to gange. (Han har ikke surfet, siden han fik børn).
”Jeg tror faktisk, at det var dét, der gjorde, at jeg ​
kastede mig over drejning,” siger Ingversen, mens vi sidder i værkstedet. 

Han sidder på en særlig drejestol, der ligesom hælder fremover. 
”Du kan også blive virkelig god til at modellere, men med drejning kan du altid dreje noget, der er endnu større og vildere, og du kan lave nogle endnu flottere ting. Og der var det, tror jeg, sportsmennesket i mig, der talte.”
Han havde også savnet at have noget i sit liv, han kunne øve sig i. Det var ikke rigtig noget, der eksisterede længere, hvilket det jo ellers altid havde gjort. På den måde har arbejdet med keramik også altid haft et konstant element af sport og øvelse for Ingversen.
”Jeg vil gerne blive den bedste,” siger han. 
”Men i keramikken kan du ikke blive den bedste. Og det er det gode ved det. Der er selvfølgelig nogle, jeg synes, er vildt seje og dygtige, men der er jo ikke nogen, der er de bedste.”

Værkstedet er ret lille. Man kommer ind, og det første, man bemærker, er duften af noget – hvad er ordet – jordligt? Naturligt? Eller stofligt, ja, her dufter stofligt, samtidig med at her dufter tørt og leret. Så: en tør stoflighed med noter af ler, hvis man kan prøve at forestille sig dét.
I midten af værkstedet står et bord, der faktisk fylder det meste. Op ad de to længste vægge er der reoler. En blanding af ler og maling, keramikfigurer og generelt habengut fylder dem ud. Og for enden af det aflange værksted står så to ovne og en drejeskive.
Keramikfigurerne forestiller – hvad egentlig? Oven på en af de to ovne står en figur, som endnu ikke er blevet brændt og dermed heller ikke glaseret, hvilket kun gør den endnu mere svært bestemmelig. Den har fire ben, så langt så godt, den sidder, som om det er en hund, men samtidig har den ører og mund, der får den til at ligne en abe. Og så har den hurtigbriller på og en hat … en kasket måske?
”Det er op til fortolkning,” siger Ingversen om sine motiver. 
”Jeg laver ikke nogen tegninger inden. Det er ligesom bare i hænderne, hvad der lige passer den dag.”
Hans typiske modus operandi er dette: Han drejer en form, en base, og så giver han sig til at modellere ting på den bagefter. Hvad glaseringen angår, kan han bedst bare lide at hælde det ned over sine figurer. Når det så smelter inde i ovnen, begynder det at dryppe, hvilket giver en særpræget horror-agtig kvalitet til flere af skabningerne.
”Ja, jeg ved det ikke,” siger han og smiler – og siger så det eneste, han egentlig lige kan sige om det:
”Det fede er, at det bare kommer ud af fingrene.”

”Jeg er blevet tvunget til at tænke mig om,” siger han. 
”Det er noget, jeg har måttet lære med tiden. Jeg bliver gladere for resultatet, når jeg har gjort mig mere umage. Det har jeg arbejdet rigtig meget med. Du kan godt haste derudad, men så bliver det bare dårligt. Det har jeg lært sygt meget af. Det der med lige at gøre mig umage.”
Der er en større læring at hente der?
”Det er der nemlig,” siger han. 
”Hvis leret ikke er tørret nok, springer det nede i ovnen. I starten sprang alt, jeg puttede i ovnen, fordi jeg var sådan: ’Så, nu har jeg lavet dét, nu skal det ned, og så skal der glasur på, og så skal den være færdig.’ Men det er fuldstændig én til én: Hvis du ikke gør det, du godt ved, du skal gøre, går det simpelthen bare i stykker.”
Er han så blevet mere tålmodig uden for værkstedet også? Det ville være at strække den, men:
”Når jeg er her,” siger han, ”så er jeg tålmodig.”

”Jeg er blevet tvunget til at tænke mig om,” siger han. 
”Det er noget, jeg har måttet lære med tiden. Jeg bliver gladere for resultatet, når jeg har gjort mig mere umage. Det har jeg arbejdet rigtig meget med. Du kan godt haste derudad, men så bliver det bare dårligt. Det har jeg lært sygt meget af. Det der med lige at gøre mig umage.”
Der er en større læring at hente der?
”Det er der nemlig,” siger han. 
”Hvis leret ikke er tørret nok, springer det nede i ovnen. I starten sprang alt, jeg puttede i ovnen, fordi jeg var sådan: ’Så, nu har jeg lavet dét, nu skal det ned, og så skal der glasur på, og så skal den være færdig.’ Men det er fuldstændig én til én: Hvis du ikke gør det, du godt ved, du skal gøre, går det simpelthen bare i stykker.”
Er han så blevet mere tålmodig uden for værkstedet også? Det ville være at strække den, men:
”Når jeg er her,” siger han, ”så er jeg tålmodig.”

Han tænder for drejeskiven, rengør den med en svamp og smækker en klump ler på, som han sirligt placerer i midten. (Endnu et spørgsmål om tålmodighed og umage: Er lerklumpen ikke i midten, kan du glemme det). Han har et forklæde på ud over en vasket band-T-shirt og sorte jeans og Blundstone-støvler. Med sin højre fod trykker han på en pedal, der får skiven til at dreje rundt, og så tager han en svamp og presser noget vand ud over lerklumpen. Han læner sig ned mod skiven og former med sine hænder klumpen, så den får en fin og balanceret form. Så lægger han yderligere kræfter i, presser den med sine håndflader, hvilket får den til at rejse sig, blive højere, men smallere. Sine to tommelfingre maser han gelinde ned i toppen af klumpen, og vupti, så er der et hul, et rum, og nu er den så pludselig en skål. Det ser fantastisk ud.
”Jeg mærker mange forskellige følelser, når jeg laver keramik,” siger han. ”Det er en lykkefølelse, når jeg kommer noget i ovnen, hvor jeg tænker: ’Det her, det er fedt.’ Samtidig er der også mange frustrationer, når det ikke lykkes, eller når noget falder sammen. Men jeg tror, at det grundlæggende er en lykke ved at komme i … årgh, det lyder … en lykke ved at komme i zen. Det er sådan en zen-ting.”
Du glemmer tid og sted?
”Ja, jeg glemmer tid og sted,” siger han. 
”Det er kun dét, det handler om, når jeg er her. Det er ikke boliglån eller arbejde. Det er bare den masse eller den figur. Det lyder irriterende at sige, men det er et åndehul på en måde. Her er bare fuglekvidder. Jeg hører en gang imellem podcasts, men ellers sidder jeg bare.”

Et åbenlyst spørgsmål, der trænger sig på her til sidst: Nu hvor han bruger så meget tid på sin keramik og har gjort det i mere end seks år, tydeligvis med et ikke uvæsentligt engagement, har Joakim Ingversen så ikke en lyst og ambition om at udstille sine skabninger?
”Det med at øve sig og gøre sig bedre og så vise ens ting … Jo, selvfølgelig vil jeg gerne udstille. Men jeg synes virkelig, det er en svær ting. I kraft af vores arbejde bliver vi også udstillet, vi udstiller også os selv. Det giver både hug og hyldest. Men jeg vil gerne vise det her frem. Jeg kan heller ikke blive ved med at udskyde det. Flere af mine venner har også sagt: ’Hvorfor ikke? Kom nu!’ Jeg tror bare, at jeg skal gøre det. Men det er virkelig sådan … et ømt punkt. Så har jeg siddet her i den her skøre garage, og så skal dét vises frem?”
Er du bekymret for, at sådan rigtige kunstnertyper vil sige: ”Prøv lige at se ham tv-fyren. Nu tror han rigtig …”
”Tanken har selvfølgelig strejfet mig, men det er ikke så meget dét. Det er mere sådan en: Åh … Haha. Det er sådan, jeg har det. Kan man skrive det ned? Åh … I nogle år havde jeg brug for at blive bedre, jeg ville være god, det skulle også være perfekt. Det bliver det bare aldrig. Kun i mine øjne. Så kan jeg håbe på, at det også kan være det i andres øjne. Men jeg føler, jeg er ved at være ved et punkt nu, hvor jeg godt kan gøre det.”
Nogle siger, at noget først bliver til kunst, når det bliver set, når det får en beskuer, der så mærker et eller andet. Du må være ret nysgerrig på, hvad folk vil mærke, og hvad de vil se. Om de vil se nogle helt andre ting, end du selv ser.
”Jamen, 100 %! Det vil jeg jo vildt gerne. Se og vide og høre. Men … jeg ved det seriøst ikke. Jeg synes, det er svært.”
Der er et spring derhen?
”Ja, det er der lidt. Jeg skal lige over åen.”