Laks med spicy harissa-olie
AFTENSMAD

Laks med spicy harissa-olie

God at servere med en god, krydret harissa-olie. Laks er ikke et must. Brug gerne en anden slags fisk – en fast hvid fisk ville også smage lækkert.  Opskriften er fra kogebogen ”Sofra” af Rukiye Benli.
  • 4 Personer
  • 90 Minutes

Det skal du bruge:

800 g laksestykke uden skind
2 spsk. salt
2 tsk. sukker

Harissa-olie:

2 fed hvidløg
2 tsk. harissa
4 spsk. olivenolie
50 g smør
- forårsløg , lidt til topping

Sådan gør du

  1. 1
    Rim laksen ved at drysse salt og sukker på. Lad den stå i op til en time ved stuetemperatur. Du kan også lade den stå natten over eller et par timer i køleskabet. Har du laksen i køleskabet, skal du tage den ud 30 minutter før tilberedning, så den bliver stuetempereret.
  2. 2
    Forvarm ovnen til 180 grader. Riv hvidløgsfeddene helt fint, næsten så det er mos. Rør det sammen med harissa-pastaen og olivenolien.
  3. 3
    Læg laksestykket på en bageplade eller i et fad. Smør harissa-olien ovenpå, og fordel små klatter af smør øverst.
  4. 4
    Læg et stykke bagepapir hen over laksen, så det dækker. Brug evt. en kniv i hver ende, så papiret ikke flyver op i ovnen.
  5. 5
    Bag laksen i den forvarmede ovn i ca. 15-20 minutter, eller indtil den er gennemstegt – tilberedningstiden afhænger af laksens tykkelse. Giv den ca. fem minutter uden bagepapir.
  6. 6
    Skær forårsløget i tynde skiver. Anret laksen på et fad, dryp med lidt af harissa-olien fra bradepanden, og drys med forårsløg inden servering.
  7. 7
    Server f.eks. med kogte kartofler eller godt brød og en sprød grøn salat.

Tip!

Har du børn, der spiser med, kan du med fordel blot smøre halvdelen af fisken ind i harissa-olien og efterlade den anden halvdel uden.