Interview: Barbara Moleko om angst, magiske møder og at finde livsglæden igen

Det hele ramlede 

... i 2023. Barbara Molekos daværende kæreste forlod hende. Hun havde troet, at de skulle leve sammen resten af livet og måske have børn en dag, men nu stod hun alene tilbage med tungsind og stik i hjertet. Hun havde en stalker, der gjorde hendes dagligdag til et helvede. Og så begik hendes veninde pludselig selvmord.
Hun følte sig kørt i sænk mentalt. Var deprimeret og stresset, og til sidst indlagde hun sig frivilligt på et privathospital i tre uger. Det hjalp, men efter et par måneder faldt hun pludselig om med muskelkramper.
Det lignede et epileptisk anfald. Lægerne mente, at det måtte være blevet trigget af, at hun havde taget ADHD-­medicin sammen med et muskelafslappende præparat og på den måde givet sig selv et ufrivilligt neurologisk chok. Hun blev udskrevet fra hospitalet, men tog et par dage, hvor hun blev passet af sin mor, mens hendes krop faldt til ro, og en uges tid senere havde hun det godt igen. 
Selv tænkte hun, at det nok bare var stresssignaler. Dem var hun så vant til. Men i foråret 2024 kunne hun mærke, at trætheden ikke var, som den plejede. Hun var kronisk udmattet. Havde ondt over det hele og kunne kun rigtigt lette trykket ved at lave vejrtrækningsøvelser. 
Det forsøgte hun sig med en tidlig martsaften, før hun skulle på scenen på spillestedet KulturCosmos i Viby Sjælland. Hun stod foran spejlet og trak vejret dybt, men denne aften var det ikke nok. Hun kunne simpelthen ikke slappe af. Hun kunne ikke komme ned i sin krop. 
Hun lagde sig på gulvet i backstagelokalet, fordi hun var bange for at falde om. Så begyndte hun at krampe. Hun krampede og krampede i hele kroppen, til hun til sidst ikke kunne trække vejret. Så råbte hun efter hjælp.

En vindomsust solskinsdag 

... i slutningen af juli 2025 tikker en sms fra Barbara Moleko ind. Det er to minutter før, interviewet skal begynde, men hun bliver 10 minutter forsinket, skriver hun. Hun har valgt, at det skal foregå på Oberra på Nørrebro, men et skilt i døren meddeler, at restauranten først åbner et par timer senere, så da hun tropper op efter en halv time, må hun diske op med et hurtigt alternativ.
”Det der med at have overblik … det er ikke-eksisterende for tiden, for jeg glemmer halvdelen af det, jeg skal,” siger hun, da hun lidt efter er landet på en plads i solen ved Bageriet B.
”Jeg føler, jeg er plumpet ned i en ny version af mig selv og er ved at lære mig selv at kende på alle fronter, også hvordan man er en voksen, der overholder aftaler.”
Hun har sin 12-årige datter med, der straks tager hørebøffer på og begraver sig i sin telefon. Mens baristaen kommer ud og serverer te og en croissant for datteren og æblemost for Barbara, hilser hun på folk, der trasker forbi, udveksler en hurtig bemærkning og slår sin karakteristiske høje og hæse latter op. Hun har boet i kvarteret i snart 10 år og kender halvdelen af dem, der passerer. På overfladen er det meste, som det plejer, men nedenunder er næsten alting forandret.
Om få dage skal hun begynde i skole. Hun skal læse til ernæringsassistent på Hotel- og Restaurantskolen i Valby og drømmer om en dag at kunne kombinere musikerkarrieren med at blive en slags coach inden for kost og ernæring. Hun er nemlig begyndt at gå meget op i, hvad hun indtager, og hvordan det påvirker hende.
”Jeg drikker bl.a. ikke kaffe mere,” siger hun med henvisning til æblemosten foran sig.  
”Jeg har lagt min kost helt om, fordi jeg har fundet ud af, at jeg får det væsentlig bedre af det.”
Hun mæsker sig bl.a. i saft og bær og har fået øjnene op for, hvordan svampe og tang påvirker neurobanerne positivt. De hurtige Wolt-leveringer er byttet ud med hovedsagelig vegetarisk kost. Og hun er overbevist om, at det har hjulpet hende af med allergier, angst og krampeanfald.
”Det er sikkert et sammensurium af alt muligt, men jeg tror virkelig på, at kosten kan lægge grundstenen til, at man kan komme sig. Jeg er helt sikker på, at det har været med til at holde mig i live det sidste år.”

Barbara Moleko har 

...levet med angst og mærkelige kropslige smerter hele sit liv. Hun troede bare, at det var sådan, det var, og hun skulle langt ind i sit voksne liv, før hun forstod, at meget af det kan spores tilbage til barndommen. 
De første fire år af sit liv tilbragte hun i Mozambique og hernæst otte år i Sydafrika, hvor hun så mennesker blive overfaldet, tæsket, ligefrem slået ihjel. Det var i tiden omkring apartheids ophør, og de voldsomme ting, mener hun i dag selv, forplantede sig dybt i hende.
Senere kom hun til Danmark, mødte racismens ækle ansigt og oplevede en dyb ensomhed, fordi hun følte sig som en særling i skolegården blandt sine kridhvide klassekammerater. 
”Jeg plejer at sige, at der er en grund til, at jeg blev født som jubelidiot, for mange af de ting, jeg har oplevet, bør ingen opleve,” siger hun.
Da hun debuterede som musiker i P3’s ’KarriereKanonen’ i 2010, var det paradoksalt nok med den livsglade popsang ’Det kribler i min mave’. To år senere fulgte debutalbummet ’Lykken er …’ Hun blev kendt for at sprede godt humør gennem sin musik. Som Politiken beskrev det dengang: ”Barbara Moleko er en solstråle, og jeg har en idé om, at hun kan tø ethvert stivfrossent vinterhjerte op med sin sang.”
”Jeg har haft to graviditeter uden for livmoderen, tre stalkere og et par bilulykker. Og min måde at bearbejde det på har været at være så glad, jeg overhovedet har kunnet, for at kompensere for alt det shit, der har været i mit liv. Jeg tror, vi lever i lykkelig uvidenhed om, hvordan andre har det,” siger hun og nævner som eksempel skuespilleren Robin Williams.
”Jeg tror, alle bærer rundt på en historie. Mange kunstnere vælger jo også at blive kunstnere for at få afløb for det, der sker indeni. Det er jo ikke meningen, at folk skal være inde i vores hjerner. Det er meningen, at de skal høste det, vi sår. Det er det fede ved kunst. Du kan tage en hundelort og lave den til gødning, som der kommer en smuk blomst ud af. Men du skal jo ikke kigge på gødningen, du skal kigge på blomsten.”
Så slår hun en høj latter op. En rigtig Moleko-latter.
”Så selvfølgelig ved folk ikke, hvor skidt jeg har haft det. For det har ikke været den historie, jeg har villet fortælle.”

Med gennembruddet som 

... musiker skete der så mange ting, at Barbara Moleko glemte at mærke sig selv. Hun blev samtidig mor og holdt sig til små mentale pauser, når datteren var i børnehave eller vuggestue, hvor hun lagde sig i fosterstilling, indtil det var på tide at hente barn, være popstjerne og ’have det godt’ igen.
”Det var ikke, fordi jeg fakede. Jeg havde det godt, når jeg var sammen med dem, jeg elskede, men jeg ignorerede, hvor skidt jeg havde det på andre tidspunkter. Problemet er bare, at man ikke rigtig kan løbe fra de ting på den lange bane. Der var en grund til, at jeg havde det skidt.”
Hun begyndte at få problemer med hukommelsen, hvilket skabte drama, når hun kom til at dobbeltbooke eller glemme aftaler, men ikke mere, end at det gik alligevel. Senere begyndte hun at blive lydsensitiv, og i perioder kunne hun finde på at stamme. Så mistede hun følingen i arme og fingre. 
Hun forsøgte at tage vare på sig selv ved at træne, gå til yoga og akupunktur og få massage, så ofte hun kunne. Hun prøvede at skabe frirum, hvor hun selv mente, at hun tog fri. Mandag var længe hendes helligdag.
”Jeg har fundet ud af, at det parasympatiske nervesystem – det glemmer intet. Du kan lade, som om du beroliger dig selv, men hvis du ikke har fået leveret den information ordentligt til din krop, at der ikke er fare på færde, så er det netop, når du slapper af, at lortet brænder sammen.”
Det oplevede Barbara Moleko selv. Til sidst opgav hun næsten at slappe af, for når hun gjorde det, måtte hun acceptere, at hun blev til en slatten kartoffel, der lå på sofaen.
”Når jeg kigger tilbage, fortryder jeg, at jeg ikke satte nogle klarere grænser. Jeg følte, at jeg skulle holde mig kørende for at være relevant, men jeg havde så travlt og så meget angst, at jeg nærmest ikke kan huske det. Jeg kan ikke huske halvdelen af de jobs, jeg spillede.”
 

Efter Barbara Moleko

...i 2024 var blevet ramt af et nyt krampeanfald før sin koncert, blev hun i første omgang indlagt på nyreafdelingen. Ingen kunne finde ud af, hvad der var galt. Hun fik samme besked igen og igen: ”Vi har kørt dig igennem tusind scannere, og vi kan ikke se noget.” 
Lægerne mente, at det måtte være psykisk. Hun blev placeret i et værelse på sygehuset stort set uden lys og lyd, for der skulle ingenting til for at trigge nye krampeanfald. Hver gang hun blev ramt af et anfald, havde hun det, som om der blev sat ild til hendes hud. Hun var ved at blive kvalt og tabte bevidstheden, og bagefter var hun fuldkommen udmattet. Hun kunne ikke tale, som hun plejede, hun blev plantet i en kørestol og kunne kun lige gå med en rollator, hvis det var allermest nødvendigt. Sådan gik der fire måneder.
”Man snakker om den der ’ego-død’, ikke? Pfff! Det oplevede jeg i den periode. Det var så fucking traumatisk!”
I sidste ende var det hende selv, der fandt sin diagnose. Hun lagde et opslag på Instagram: ”Hør her, jeg ved ikke, hvad der sker. Lægerne ved ikke, hvad der sker. De siger, det er affektive lidelser.” På kort tid fik hun tre henvendelser fra tre forskellige, der spurgte, om hun mon havde PNES, psykogene non-epileptiske anfald.
Efter fire måneder var Barbara Moleko ved at være desperat og hev fat i lægen – den tredje i rækken, hun var tilknyttet – og bønfaldt hende: ”Vi snakker mit liv nu. Gider du ikke nok finde ud af, om jeg har den diagnose?”
Lægen diagnosticerede hende kort efter med PNES. Barbara Moleko fortæller, at PNES-diagnosen er ca. 10 år gammel og primært rammer kvinder, der har været udsat for traumatiske oplevelser i opvæksten. Folk reagerer på forskellige måder. Nogle har kramper, andre falder om. Hun har selv mødt en, som oplever, at hendes krop slukker, og at hun momentant mister synet.
”Der er meget, man ikke ved endnu, men det er nervesystemet, der er på overarbejde. Man snakker om fight, flight eller freeze. Jeg tror, det er kroppen, der gør alting på én gang.”
I alt var Barbara Moleko indlagt i 8-9 måneder i hhv. sygehusvæsenet og psykiatrien. Det var trial by error, før man til sidst fandt en kombination af antipsykotiske præparater, som var med til at stabilisere hende, så hun kunne komme uden for hospitalsvæggene igen.
Alting var dog langtfra fryd og gammen. Barbara Moleko vægrer sig et øjeblik ved at gå ned ad det spor. Hun skuler diskret mod datteren ved sin side: ”Jo, jeg fortæller det sgu, men så tag lige hørebøfferne på igen.”
”Jeg kan jo stadig godt høre jer,” siger datteren, da ’bøfferne’ er placeret på ørerne.
”O.k., men skat, du må også godt høre om det lort, jeg har lavet, for så gør du forhåbentlig aldrig det samme.”
Barbara Moleko slår en høj latter op. Og begynder at fortælle om en af de mest forfærdelige dage i sit liv.

I slutningen af

... 2024 fik hun en ny kæreste. Det stod hurtigt klart, at det ikke var noget godt forhold for hende. 
”Jeg tror bare, at jeg havde brug for, at der var nogen, der passede på mig, for på det her tidspunkt havde jeg følt mig så sindssygt alene og fortabt så længe.”
Selvom hun var i bedring, døjede hun stadig med kognitive problemer og sporadiske krampeanfald. I december fik hun så under et skænderi med sin daværende kæreste et angstanfald, der kulminerede med, at han skubbede hende af vejen og løb sin vej. I forbifarten væltede hun og brækkede sin skulder. 
Så blev hun indlagt igen.
Denne gang sendte det hende dybt ned i kulkælderen. De dystre tanker meldte sig med fornyet styrke: ”Jeg kan ikke passe mine børn, og jeg er åbenbart så sindssyg, at jeg ikke engang kan finde ud af at have en kæreste. Jeg er done. Jeg kan ikke mere!”
Hun mindedes den veninde, der havde begået selvmord halvandet år tidligere. Der var mange i omgangskredsen, der havde været vrede, for hvad bildte hun sig ind at forlade dem? Barbara kunne ikke lade være med at tænke: ”Hvorfor fik hun ikke den hjælp, hun skulle have? Hvorfor opdagede ingen, hvor slemt hun havde det?”
”Samtidig havde jeg det sådan, at hvis hun måtte få fri, hvorfor måtte jeg så ikke?”
Hun lyder næsten, som om hun ikke føler sig berettiget til at sige noget så voldsomt, og blødgør det så lidt.
”Det er jo ikke, fordi jeg havde det sådan hele tiden. Men det var sådan, jeg tænkte, når det blev rigtig svært.”
Til sidst ville hun selv bare have fri. Hun taler langsomt.
”Jeg havde gemt nogle morfinpiller, som jeg slugte, og så prøvede jeg at …”
Hun fører fingeren hen over håndleddet.

Det var lige før 

... nytårsaften, da Barbara Moleko endte på akutmodtagelsen. Den sygeplejerske, der syede hende sammen, var venlig og blid, og det samme var den afdelingssygeplejerske, hun efterfølgende kom ind til. Herinde fik hun det længste angstanfald i sit liv – en slags efterreaktion på selvmordsforsøget – men han holdt bare om hende.
Det gik op for hende, mens hun lå til observation, at der var håb, og at hun blev nødt til at holde fast i det håb.
”Hvis jeg bare skrider, er der ikke længere håb. Så efterlader jeg en familie og to børn, som kommer til at have et lorteliv. Så hvis valget står mellem at dø eller at ændre mit liv for at kunne leve, så er det sidste den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget.”
Hun havde fået nok af at lægge ansvaret for sit helbred i andres hænder. Hun havde brug for at passe på sig selv, og her var det væsentligste at forstå, hvad der foregik i den hjerne, der var overbelastet. Hun blev også næsten besat af at lære at spise sig ud af sine symptomer og læste alt, hvad hun kunne om det.
”Forskningen stikker af derude, og det er så nemt at implementere meget af det, så hvorfor gør vi ikke noget så simpelt som at ændre folks kost? Jeg tror ikke, at kost kan eliminere alting, men det kan bygge fundamentet til ikke at være så afhængig af piller, som mange er.”
På opfordring fra en sygeplejerske i psykiatrien rejste hun også til Tyskland for at mødes med en fyr, der lavede specialiserede mikrodoseringskure.
”Så prøvede jeg det,” siger Barbara Moleko og kigger op med store øjne bag solbrilleglasset, ”og jeg har aldrig været så hormonelt stabil og mentalt overlegen som i de følgende måneder. Det var seriøst mindblowing!”

En anden gang 

... mødte hun en sygeplejerske på akutmodtagelsen. Hun sagde: ”Du virker som et velfunderet menneske. Du ligner ikke en med tunge psykiske sygdomme. Du ligner bare en, der har været presset af livet. Jeg synes, du skal prøve at tage på retreat. Tag ud, og mærk din krop.”
Sygeplejersken fortalte om en marokkansk yogi, der laver collective awareness-retreats i de portugisiske bjerge, hvor man mediterer i små fællesskaber, healer hinanden og har fokus på bl.a. elektriske frekvenser.
”Til at starte med var jeg sådan: Det lyder simpelthen som en omgang … Men altså, who am I to judge?”
Samme aften købte Barbara Moleko billet til Portugal.
”Min familie gik i panik, for de troede, at nu havde jeg vitterlig tabt snøvsen,” griner hun.
”Men så tog jeg af sted, op i de der bjerge, og bare det at komme ned i varmen – åh!”
De følgende to uger havde hun hjemme hos shamanen i de portugisiske bjerge. Den stod på meditation og kakaoceremoni, nøgenbadning i kalksøer og åndedrætskurser. På et tidspunkt, under en åndedrætsøvelse, mærkede hun, at hun var ved at få noget, der mindede om et PNES-anfald. Hun begyndte at panikke, men shamanen blev ved med at sige: ”Bare træk vejret dybt.”
”Jeg havde det, som om der var en ond energi i min krop, og jeg fik lyst til at række ud efter ham, så han kunne passe på mig, men samtidig blev jeg bange for at give det videre til ham. Jeg havde det, som om jeg havde taget syre.”
Midt i trancen rejste Barbara Moleko sig pludselig og løb ud i skoven og lagde sig i en bunke blade. Her lå hun længe og gylpede luft op – som en kat, der forsøger at komme af med en hårbolle.
”Jeg ved godt, jeg lyder bimlende sindssyg, men den oplevelse har jeg haft flere gange, hvor jeg har mediteret dybt. Så har jeg fundet frem til samme sted. For hver gang bliver jeg mindre bange. Det er gået op for mig, at jeg tidligere i mit liv har opbygget stor modstandskraft mod alt det ubehagelige, men det, som den her oplevelse lærte mig, var: Kæmp ikke imod smerten i dig selv.”

Den marokkanske yogi 

... serverede også ayurvedisk kost og lavede udrensninger. En dag gav han hende en smoothie med alt det, hun ikke kunne tåle – mandler, æbler og andre ting. Uvidende mæskede hun sig i den, og til hendes store overraskelse fulgte hverken kløe eller ubehag.
”Det var der, jeg begyndte at tænke, at o.k., det er jo ikke bare hokus pokus,” siger hun og fortæller, at hun lige siden selv er gået op i ayurvedisk mad – en særlig indisk skole inden for kost med fokus på varme og kulde.
”De har forklaringer på, hvad de enkelte krydderier og sammensætninger gør ved din krop. Hvorfor er chai f.eks. så gavnligt? Man kan gøre alt muligt selv, uden brug af kemi, og det har været med til at redde mit liv.”
En dag tog shamanen hende med ned til en gammel dame i nærheden, som råder over et landareal, hvor hun sluser tidligere vilde heste, der er blevet domesticerede, tilbage i naturen. Hun fortalte om, hvordan hesten har fulgt mennesket igennem mere end 10.000 år, og at heste derfor på et underliggende plan forstår, hvordan mennesker har det. Til sidst fik Barbara Moleko at vide, at hun skulle sætte sig op ad et træ og meditere, og så ville hestene komme, hvis de ville hende noget. Hun satte sig i en sky af skepsis, men inden længe kom en kæmpestor hest og lagde sit hoved på hendes skulder.
”Hver gang jeg driftede, gav den mig et lille spark over låret med hoven. Det endte med, at jeg sad og krammede den her hest, mens jeg tudede. Det var virkelig sindssygt. Bagefter havde jeg det sådan, at o.k., nu forstår jeg den her energi-ting. Nu forstår jeg, hvad det vil sige at hele hinanden og anerkende hinanden for den plads i verden, som vi alle har – dyr som mennesker.”
Barbara Moleko fortæller, at den gamle dame gjorde en dyd ud af at understrege, at vi alle er væk om 100 år, så hvorfor ikke udnytte, at vi er her nu, til at værne om hinanden?
”Hvis man når til et stadie i sit liv, hvor man ikke gider mere, men bare gør det, fordi der er en forventning til, at man ikke må kradse af, så bliver man lidt mere åben over for ting, man ikke ved noget om. Så jeg tog bare imod alt med åbne arme, og det var virkelig eksistentialistisk og magisk. Jeg kom hjem med en følelse af, at jeg havde lyst til at leve, men også, at der er meget mere mellem himmel og jord.”

Hvis det ikke 

... var for Barbara Molekos børn, er hun ikke sikker på, at hun overhovedet var kommet hjem igen. Og havde hun mulighed for at tage dem med ud i verden og vise dem alle de fantastiske måder at være til på, ville hun gøre det. 
I det store hele har hun det selv bedre, end hun har haft længe. Det betyder ikke, at der ikke er dage, hvor hun har det forfærdeligt. Men hun er sluppet af med angst og krampeanfald, og vigtigst af alt, så har hun lyst til at leve.
”Kender du den der latente følelse af, at der er noget galt? Den har jeg altid haft. Men nu er den væk, og det er så befriende!”
Hun kigger op fra solbrillerne.
”Det er det, jeg er begyndt at forstå: Min hjerne er en lille computer, og jo bedre jeg forstår den, jo bedre kan jeg omprogrammere den. Jeg prøver også at lære mine børn, at de aldrig må glemme deres mavefornemmelse. Det kan sagtens være, den vildleder dig, og så skal vi nok finde ud af det, men man skal tage det alvorligt, hvis det ikke føles godt i maven.”
For tiden øver hun sig på at få sine børn tilbage i sin hverdag. De bor stadig ikke hos hende. Hendes fireårige søn har tilbragt det meste af hendes sygdomsforløb hos sin far og hendes egen mor, så han nu – siger hun – har en større tilknytning til sin mormor end til hende. Det svier, men er noget, hun må acceptere.
Den primære årsag til, at hun har det bedre, tilskriver hun, at hun har accepteret sin situation. At hun har accepteret, at dårlige ting også sker for gode mennesker.
”Jeg vil gerne bevise, at man kan få et lykkeligt liv, selvom man har været igennem voldsomme ting. Det har været så lærerigt et år, og jeg er glad for, at jeg har oplevet og overlevet det, for livet er så skidesmukt, at jeg har lyst til at græde over det hver dag. Også de dage, hvor jeg ikke kan komme ud ad døren, og hvor jeg savner mine børn og ikke kan overskue at se nogen mennesker, fordi jeg stadig er ved at hele. Men jeg har lyst til at leve igennem det gode og det dårlige og det hele.” 
 

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Du kan kontakte Livsliniens chatrådgivning eller deres telefonrådgivning på 70201201. Se mere på livslinien.dk