Interview: Nikolaj Jacobsen om empati, autoritet og om den konstante trang til at være et skridt foran

For lang tid siden var Nikolaj Jacobsen ude at holde et foredrag. Det er han begyndt at gøre en del. Da det blev tid til spørgsmål, ville en af tilskuerne gerne vide, hvordan Nikolaj Jacobsen – der har ledt de danske håndboldherrer til olympisk guld og fire verdensmesterskaber på stribe – har det med at være blevet folkeeje.
Folkeeje? Det var første gang, svarede Jacobsen, at han, nu hvor han fik spørgsmålet, havde tænkt, at han eventuelt skulle være dét.
”Jeg er oprigtigt bare Nikolaj,” siger han, da vi mødes en oktober onsdag formiddag på Hotel Ærø på havnen i Svendborg.
”Jeg render ikke rundt og tror, at fordi jeg har vundet fire verdensmesterskaber og et OL-guld, skal jeg have særbehandling. Sådan er jeg ikke.”
Da tjeneren kommer og spørger, hvad vi kan tænke os, beder han da også bare om et glas vand.
”Jeg ser mange, der, når de får lidt succes, vil ud at give deres mening til kende. ’Nu skal jeg lige fortælle, hvordan tingene skal gøres.’ Det kommer du aldrig til at se mig gøre, og det er et bevidst valg. Jeg kommer aldrig til at være den bedrevidende type, der tror, at jeg har svarene på alt. Jeg gør tingene på min måde. Folk må finde deres egen vej. Du kommer heller ikke til at se mig – som andre – gå ind i politik osv. Det har ingen interesse. Jeg ser ikke mig selv som bedre end andre. Jeg ved godt, at jeg er en dygtig håndboldtræner. Men jeg ser ikke mig selv som et bedre menneske.”
Når vi om et par timer er færdige, og der også er blevet taget billeder – noget, der ifølge Jacobsen ikke bør tage længere end højst nødvendigt, for det samme billede, siger han, bliver ikke bedre af at blive taget 12 gange – kører han tilbage samme vej, som han kom. Hen over dæmningen mellem Svendborg og Thurø. Når det er godt vejr, ruller han vinduerne ned og suger havluften ind.
På det seneste, når han har kørt hjem, har han hørt rigtig meget ’Purple Rain’, det største album fra den største musiker i hans liv, Prince.
”Jeg tog mig selv i, da han døde – fuck, jeg blev virkelig ked af det. Jeg kunne mærke, der var et eller andet, der forsvandt. Nu var han der ikke længere.”
Græd landstræneren ligefrem?
”Ej, det gjorde jeg ikke. Jeg har ikke så let til tårer. Der er meget få mennesker, der har set mig græde. Det er ikke det, jeg gør mest. Men jeg mistede et eller andet. Af min barndom, agtigt.”
Omtrent tre måneder fra nu går europamesterskaberne i håndbold i gang. På hjemmebane sågar. Hans hold er forsvarende verdensmestre, forsvarende olympiske mestre, men de er ikke – og har ikke været det under Jacobsen – europæiske mestre. Det er et spørgsmål, der vil fylde meget: Kan han, en af historiens mest succesrige trænere, omsider hjemtage den pokal, han mangler?
Du kan være sikker på tre ting:
1. Han er pisseligeglad med, hvad han mangler.
2. Han vil gøre alt for at vinde.
3. Han har en plan.

Seks dage efter interviewet på Hotel Ærø sidder Nikolaj Jacobsen i Hafnia-Hallen i Valby Idrætspark og kigger på, mens hans mandskab render og spiller fodbold som opvarmning til dagens træning. Om nogle dage rejser de til Norge, hvor første del af dette års Golden League – den årlige træningsturnering i efteråret – skal spilles. Landsholdet har ikke været samlet siden maj. For nogle af spillerne skal man helt tilbage til marts, siden de sidst var med. Set i det lys kan man godt sige, at det er fra denne uge, forberedelserne til EM på hjemmebane i januar reelt begynder. Men for Jacobsen er vi dybt inde i forberedelserne – de begyndte, da VM sluttede.
Nu rejser han sig fra bænken og går ind på banen. Han går, som om der er spændt en usynlig tråd ud mellem hans højre balle og hans højre hæl. Det er hans knæ, der driller, fremprovokeret af ikke så lidt padel og golf. Han er iført grå træningsbukser og en sort hættetrøje, det grå hår klinisk trukket tilbage. (Han har på et tidspunkt udtalt til Euroman, at han ofte ender i praktisk joggingtøj, men egentlig godt gad gå i ”pænere eller smartere tøj”).

”Yessss,” siger han gennem tyggegummiet. ”Kom herned!”
Han giver instrukser, fordeler spillerne på forskellige hold og sætter den første øvelse i gang. Meget simpel: et angribende hold over for et forsvarende hold.
Nikolaj Jacobsen stiller sig et par meter fra midterlinjen, hænderne bag på ryggen, og analyserer hver en bevægelse. Alt, hvad han bemærker af små fejl, kommenterer han.
”Lasse, du står og kigger håndbold!”
”Lukas! Ogs’ fint, selvom du godt måtte have mødt den en halv meter længere oppe!”
”Thomas! Du må kraftedeme ik’ gå i stå dér!”
På et tidspunkt bliver den store forsvars-­tentakel Simon Hald tørret af Mathias Gidsel.
”Godt, Hald!” siger Jacobsen og smiler ud til staben.
Sådan flyder det sammen i ét: mikro­justeringer og jokes.
Simon Pytlick, en af landsholdets helt store profiler og 2023’s mest værdifulde spiller i europæisk håndbold, fortæller, at der er mange ting, der gør Nikolaj Jacobsen god, men noget særligt er, at han konstant og meget detaljeorienteret udfordrer sine spillere til hver eneste træning.
”Han kommer tit med nye input, der gør, at vi bliver en my bedre hver gang. Han stiller enormt store krav til folk, når de er til træning. Der er rigtig mange trænere, der prøver at være detaljeorienterede. Men Nikolaj er helt exceptionel til at gøre det tydeligt for spillerne, hvad han ser.”

Tilbage på Hotel Ærø er Nikolaj Jacobsen lige ved at sende en sms, før vi kan begynde. Hans mobil er sådan en, der, når den foldes ud, bliver til to skærme. En ’gammelmandstelefon’, kalder han den.
”Det hele bliver lidt større på den,” siger han. 
”Og når man når min alder, skal man have lidt hjælp til at læse, ik’?”
Fem dage fra nu mødes han med landsholdet. Hvad der skal ske de dage, efterlader ingen plads til tilfældigheder.
”Jeg kan ikke leve uden en plan,” siger han. 
”Det er lige før, jeg kan blive nervøs bare ved tanken. Jeg har ikke altid været sådan, men jeg har lært, at det er sådan, det fungerer for mig.”
Som træner eller i dit liv i det hele taget?
”I mit liv. Jeg er blevet et kontrolmenneske. Jeg skal have styr på tingene, vide, hvad jeg skal. Men specielt med håndbolden. Når jeg tager af sted på mandag, ved jeg, hvad jeg skal mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, ­fredag, lørdag, søndag. Det er der fuldstændig styr på. Hvis jeg ved, at jeg har fuldstændig styr på mine ting, kan jeg bedre være i det.”
Arbejdet med at prøve at regne ud, hvad modstanderne til januar vil komme med af taktiske manøvrer for at stække det danske mandskab, er også for længst gået i gang i hovedet på Jacobsen.
”Jeg kan jo se, at man lader sig inspirere af – eller stjæler med arme og ben – de ting, vi laver. Derfor handler det om at være et skridt foran. Det nytter ikke noget kun at have en plan A. Eller en plan B. Du bliver nødt til at have noget mere, så du både kan udfordre folk og modstå de udfordringer, der møder dig. Så ja, jeg har da siddet og terpet. Hvad vil jeg gøre? Hvad kan modstanderne komme med? Og hvilke modtræk har jeg så i forhold til det?”
Er det sådan noget, der holder dig til ilden?
”Det er det, jeg elsker. Det er det, jeg lever og ånder for. Opfinde ting, se spillet på en anden måde. Og se, at det, man selv har startet, begynder folk at gøre rundt­omkring.”

Lige nu, i denne periode, er hans arbejde derfor også nemt at forstå for den almene dansker. Han udtager en trup, mødes med dem, træner, spiller nogle kampe. Ligesom under slutrunden er hans rolle indlysende. 
Vi ser ham stå og kommandere på sidelinjen, mere eller mindre behersket. Vi ser ham udstikke taktiske dessiner under timeouts, mere eller mindre forståeligt. Vi ser ham fyre en vittighed af til kameraerne efter endnu en sejr.
Men hvad laver Nikolaj Jacobsen resten af året?
Det korte svar: Han ser håndbold. Helst alene i hjemmet på Thurø.
”Hvis du ikke kan være alene, skal du ikke blive landstræner.”
Han tager en tår vand. Han er iført en brun kabelstrik fra Ralph Lauren, blå Levi’s og brune lædersko fra Tommy Hilfiger.
”Det tog mig et par år at lære at strukturere tiden og finde ud af, hvad der fungerer for mig. Nu har jeg også fået en anden beskæftigelse med mine foredrag. Jeg skal både tænke anderledes og formulere mig på en anden måde end tidligere. Det har givet en lyst til at kigge lidt mere indad. Ikke kun på håndboldtræneren, men også på personen. Jeg har været så heldig – eller dygtig – altid at være i nogle klubber, der har spillet Champions ­League, og det har betydet kampe i hverdage og weekender hver uge. Så reparerer man, som jeg kalder det. Du skal sørge for at vinde onsdag, og så skal du reparere, så du er klar til at vinde lørdag. Men tiden går. Du har aldrig tid til at tænke. Det bliver pr. automatik. Du tænker ikke over, hvorfor du gør tingene. Det nyder jeg at kunne nu.”
Hvad er du så nået frem til med de nye refleksioner, du har fået plads til?
”Nå men, for mig er det at reflektere også at gå dybere ind i tingene rent håndboldmæssigt, og jeg har måske også fundet ud af, hvad jeg gerne selv vil. Både med håndhold og som privatperson. Ting, jeg gerne vil prioritere anderledes, end jeg har kunnet tidligere.”
Det her med, at foredragene har givet dig lyst til at kigge indad, ikke bare på håndboldtræneren, men også på personen, hvad har du set, når du har kigget derind?
”Nå men, altså, man kan sige, at selvom jeg stadig har meget temperament, synes jeg også, at mit temperament har ændret sig. At jeg ikke er så udadfarende længere. Og er blevet dygtigere til at kigge indad.”
Se, hvor det kommer fra?
”Ja, og have tiden til at skabe mig en bedre forståelse i stedet for altid at gå med den første, den bedste antagelse.”

Da vi netop havde sat os ned for at påbegynde interviewet, ringede Jacobsens gammelmands­telefon. ”Hej Niko,” lød det kammeratligt i den anden ende af røret. Det var Lasse Møller, til daglig holdkammerat med Simon Pytlick i SG Flensburg-Handewitt, der ringede for at melde afbud til den kommende samling pga. en brækket hånd.
Sådan er båndet mellem Jacobsen og spillerne: kammeratligt. 
Simon Pytlick fortæller også, at da han tidligere i år var ude i månedsvis med en brækket arm, tjekkede landstræneren flere gange ind hos ham for at høre, hvordan det gik. 
På den måde er ’den Jacobsenske ledelsesstil’ nem at forstå: Ingen er i tvivl om, hvem der bestemmer, ligeledes er ingen i tvivl om, at de i deres træner også har en ven. Afstanden mellem leder og undersåt er lille, men ubøjelig.
Det er en helt central del af fortællingen om Nikolaj Jacobsens succes som træner. (Før landsholdstriumferne vandt han et dansk og to tyske mesterskaber). Jacobsen går tæt på sine spillere. De ved, de kan regne med ham, men de ved også, hvad han forventer af dem. Som Pytlick formulerer det: ”Hvis han har givet en skideballe, sikrer han sig, at folk har det godt bagefter.”
Men hvordan kan hans metoder blive ved med at virke? Hvorfor er de ikke gået af mode? 
Da han overtog holdet i 2017 fra islandske Guðmundur Guðmundsson, var det en helt anden generation af spillere, af mennesker. På holdet, han overtog, hed profilerne Mikkel Hansen og Niklas Landin, årgang 1987 og 1988. Nu hedder de Mathias Gidsel og Simon Pytlick, årgang 1999 og 2000. Fra millennials til Gen Z.
Har han måttet tilpasse sin tilgang herefter?
”Ja, det har jeg,” siger Nikolaj Jacobsen. ”Og det skal jeg. Min generation er vokset op med kæft, trit og retning. Generationen efter mig er vokset op med halv kæft, trit og retning, halv forståelse. Nu er det mere forståelse, mere empati, som de unge vokser op med. Det er dét, vi lærer de unge mennesker. Så nytter det ikke noget, at jeg siger: Hvis det fungerede for mig og min generation dengang, skal de også igennem det samme. Der er det min opgave at tilpasse mig de mennesker, jeg har med at gøre.”
Ét er at vide, at det er, hvad man skal gøre. Noget andet er at gøre det. Jeg tænker, at det er derfor, de fleste trænere ikke fungerer hen over mange år. På et eller andet tidspunkt er der en udløbsdato for deres måde at være trænere på. Taktisk og i deres tilgang til spillerne.
”Jeg har valgt at gå i en anden retning, tror jeg. En vej, som også kræver noget mere af mig. Hvor mange trænere kommer ikke ind med et koncept, som de så vil have deres spillere til at tilpasse sig? Jeg vil gerne gøre det anderledes. Jeg tilpasser mit koncept efter mine spillere. Men det kræver så også, at jeg følger meget med og ved, hvis mine spillere lærer nye ting, som jeg er nødt til at implementere på mit hold. Det kræver også kreativitet og nytænkning. Men jeg kan godt lide at udfordre mig selv. Vi står ikke stille. Spillerne udvikler sig hele tiden, det gør jeg også. Jeg får tit spørgsmålet: Hvem har inspireret dig? Det er der som sådan ikke nogen, der har. Men jeg bliver inspireret af at gå med de unge mennesker og se julelys i øjnene på dem, når vi er lykkedes med de ting, vi har arbejdet på. Eller når vi har vundet en stor turnering. Det er det hele værd. Derfor er det heller ikke svært for mig at falde ind i. Er mine spillere i godt humør, er jeg det også, og hvis ikke, så lader jeg dem også vide det. Jeg kræver én ting, og det er, at når man er til træning, så arbejder man hårdt. Man forsøger hver gang at blive dygtigere. Nogle har en fornemmelse af, at jeg er en af drengene. Men det er jeg ikke.”

Hvad er du så?
”Jeg er deres chef. Jeg er deres leder. Men jeg har også fundet ud af, at hvis du som leder gerne vil have noget, så er du nødt til selv at gå foran. Jeg kan godt sidde og joke nede i omklædningsrummet eller i fællesrummet. Og være med på drengesproget, hvis det er dét. Men jeg sidder ikke og spiller kort med dem. På den måde er jeg ikke en del af dem. Men det er vigtigt for mig som menneske, at jeg også har empati og varme i mig. Det er vigtigt for mig, at spillerne mærker det.”

Er det ikke vanskeligt at navigere mellem at være den sjove og empatiske og samtidig den hårde, der skal ringe inden en slutrunde og fortælle en spiller, at han ikke indgår ret meget i dine planer? Eller kommer det naturligt?
”Jeg tror, det kommer naturligt. For jeg laver mig ikke om. Jeg er, som jeg er. Jeg sætter ikke en maske på. Jeg prøver ikke at skønmale noget. Jeg ved, det er en del af jobbet. Jeg ved, at jeg skal ringe og skuffe nogen i starten af december. Men man skal huske, at jeg skal også ringe og glæde nogen, ik’? Så det går begge veje. Og ja, jeg ved da også, at når en slutrunde er overstået, er der to til fire spillere, der ikke er tilfredse med deres spilletid. Men de ting følger med jobbet. Dem skal du kunne være i. Det er jo ikke sådan, at når jeg skal ringe til en og sige, han ikke skal med, at det ikke berører mig. Men jeg ved, at det er en del af min jobbeskrivelse. Jeg er bare mig selv, og der er ikke nogen, der skal lave om på mig. Det, tror jeg, er en af de ting, mine spillere sætter mest pris på. De ved, at de får den ægte vare.”
Jeg har læst, at der næsten ikke er noget, du ikke vil gøre for dine spillere. Hvorfor?
”Jeg vil gerne signalere, at når vi er her, så vil vi gøre alt for hinanden. Både på og uden for banen. Det handler om kammeratskab. Landsholdet kan noget særligt. På et landshold er det ikke selvskrevet, at du er med. Der er selvfølgelig nogle, der er så dygtige, at de godt kan regne ud, at de er med. Men at være så intensivt sammen i en måned og kæmpe for nogle ting – og lykkes, som vi har været så heldige med – det skaber et specielt bånd. Jeg tror, at hvis vi kan få den der samhørighed med hinanden, følelsen af, at man vil gøre alt for hinanden, kan man også flytte sig 2-3 cm længere end dem, der ikke vil det. Mine spillere skal vide, at de har en træner, der altid vil være der.”

Det oplagte spørgsmål er selvfølgelig: Hvorfor falder det Nikolaj Jacobsen så naturligt? Hvor kommer hans sociale musikalitet fra? Og hvorfor ligger sammenhold og kammeratskab ham så meget på sinde? 
Svaret finder man i hans barndom. Faren var forstander på forskellige drengehjem, og her lærte Jacobsen, hvor meget man kan flytte med ”varme, empati og omsorg”.
”Jeg tror altid, jeg har været det, man kalder en ’samler’. Selvom jeg også har drillet mange – for det har jeg – har det altid været med et smil på læben. Når jeg er gået over stregen, har jeg været god til at få samlet op på det igen, få fortalt, at det var for dårligt, og at der ikke var noget i det. Jeg har altid haft et beskytter-gen. Der var ikke nogen, der skulle drille nogen fra min klasse. Så fik de med mig at bestille. Som spiller var jeg også god til at skabe noget fællesskab. ’Robinson’-aftener eller musik­quizzer, eller hvad det nu kunne være.”
Du er et socialt dyr?
”Det er jeg på mange områder, ja. Jeg er også bevidst om, at mens mine venner også er sociale, så er der sateme ikke ret mange af dem, der tager initiativ til noget.”
Han giver et eksempel: Én gang om året mødes han med de gamle landsholdskammerater. Spiller padel, bor på hotel, drikker sig fulde. Men da han i en periode boede i udlandet, gik det helt i stå. Nu hvor han er hjemme, kører det igen.
”Når vi er en uge på Mallorca, er det mig, der har arrangeret, hvad tid på dagen vi spiller golf, jeg booker hotel, fly, sørger for, at der bliver taget initiativ i det hele taget. Men man skal også tage ansvar for sin egen ting. Man kan ikke forvente, at andre gør det for én.”

Lars Christiansen, alle tiders mest scorende danske håndboldspiller og mangeårig værelseskammerat med Nikolaj Jacobsen, griner, da han hører Jacobsens beskrivelse af graden af eget initiativ.
”Det er jo bare hans udlægning, haha! Det er jo også, fordi vi kender ham så godt. Han vil jo gerne, han kan godt lide det. Og han vil gerne have en stemme i, hvad der skal ske, for så kan han altid få lavet et arrangement, hvor han har en fordel i at vinde. Altså, Nikolaj er jo en sindssygt dårlig taber. Hvis vi skal have padelturnering, har han på forhånd styr på, hvem der er med, og hvem der i hvert fald ikke skal være sammen, for at han har en chance for at vinde. Intet er tilfældigt. Alt er planlagt ned til mindste detalje, for at det kan lykkes ham at få et godt resultat.”
Det er det samme, siger Lars Christiansen, han gør som træner.
”Han er jo totalt grundig i sin forberedelse. Det er også derfor, han i min optik måske er den bedste træner i ­verden. Han omstiller sig altid. Selvom de har gigasucces, ved han godt, at året efter har spillet udviklet sig, og folk har måske fundet nogle modtræk. Det nemmeste er at blive i det, man altid har gjort. Men det er alt andet end Nikolaj. Han siger: Hvad kunne de andre finde på? Hvad gør vi nu? Han har altid et træk ekstra. Det er en gigaevne at have.”
Hvorfor tror du, han ikke bare læner sig tilbage og bliver doven?
”Det er, fordi han vil vinde hver gang. Det er ligegyldigt, om han spiller beach-håndbold med sine børn ude i haven, eller om det er med os andre. Han vil vinde for enhver pris.”

Nu gælder det EM. Han har prøvet at vinde sølv og bronze, men ikke guld. Betyder det noget, at det er noget, han mangler?
”Det betyder ikke en skid, for at være ærlig,” siger han. 
”Jeg vil ikke bruge mit liv på at gå og tænke over noget, jeg mangler. Jeg synes, det er en forkælet tankegang. Jeg er så privilegeret, at jeg har vundet så mange ting.”
Så selve pokalen, titlen – den er du ligeglad med?
”Nej, det skal ikke forstås sådan. Jeg vil sindssygt gerne være europamester, det er målet. Men jeg vil ikke bruge min tid på at tænke på, at jeg mangler den, og at hvis jeg ikke får den, så er det noget lort. Min tankegang er en anden. Der er mange, der er blevet verdensmestre før mig, der er mange, der er blevet olympiske mestre før mig. Men det er kun meget få, der har kunnet kalde sig forsvarende europamester, forsvarende verdensmester, forsvarende olympisk mester. 
Det er der meget få, kun nogle enkelte franskmænd, der har oplevet. Det er dét, der driver det for mig. Hvis din tankegang er, at du drives af det, du mangler, så bliver dit liv aldrig til det, det har potentiale til at blive.”
”Tro mig,” siger han så, ”vi mangler ikke noget. Vi har fået så mange store oplevelser i vores karrierer. Dermed ikke sagt, at vi ikke rigtig gerne vil vinde det.”