Skal man smide solcreme med faktor 15 ud?

Solens stråler er farlige, og en ny anbefaling lyder, at du skal bruge mindst faktor 30, når du smører dig ind. Men der er ingen grund til at smide solcreme ud, hvis den ‘kun’ er faktor 15 og stadig er holdbar

Sundhedsstyrelsen og partnerne i Solgruppen er i foråret 2025 kommet med en ny anbefaling til brugen af solcreme: Du skal bruge en højere faktor og mere af solcremen

Nye råd: Brug faktor 30 og rigeligt af solcremen

Skal du ud i solen, så sørg for at passe på dig selv ved at bruge solbriller, hat, løst tøj og solcreme. Sådan har rådene lydt i mange år – men i marts 2025 er der sket en lille ændring. Sundhedsstyrelsen har nemlig opdateret anbefalingerne for brug af solcreme, og nu lyder de officielle råd, at du skal bruge solcreme med faktor 30 og rigeligt af solcremen.

Hidtil har anbefalingen fra sundhedsmyndighederne været, at man skulle bruge solcreme med faktor 15, men vi danskere bruger for lidt solcreme, når vi smører os ind, og selvom faktor 15 i teorien er nok, hvis man bruger den anbefalede mængde, så er vores solcreme-sparsommelighed grunden til, at de officielle råd er ændret.

Skal jeg så smide solcreme, der kun har faktor 15, ud derhjemme?

Nej. Hvis du har en faktor 15 liggende fra sidste år, og solcremen stadig er frisk, kan du sagtens bruge den i år. Bare husk at bruge rigelige mængder. Husk at tjekke, om solcremen lugter eller skiller – hvis solcremen ikke er ensartet i konsistensen eller har en mærkelig lugt, skal du smide den ud.

Er faktor 15 ikke længere godt nok?

I teorien er faktor 15 godt nok, hvis man bruger den anbefalede mængde solcreme, nemlig en håndfuld solcreme til en krop. Bruger man rigeligt med solcreme, er faktor 15 i princippet nok i Danmark. Sundhedsstyrelsen fortæller, at hvis man bruger for lidt solcreme, falder beskyttelsen drastisk. Med en faktor 30 er man bedre beskyttet end med faktor 15.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hvor godt dækker faktor 15?

Udskifter du en solcreme med faktor 15 med en solcreme med faktor 30, betyder det ikke, at du er beskyttet dobbelt så godt. Skalaen med solfaktorerne er en logaritmisk skala, og det betyder, at du ikke fordobler beskyttelsen, bare fordi du fordobler faktoren.

  • En solcreme med faktor 15 beskytter mod 93,3% af solens skadelige UV-stråler
  • En solcreme med faktor 30 beskytter mod 96,7% af solens skadelige UV-stråler

På billedet kan du se sammenhængen mellem solfaktor og beskyttelsen mod solens UV-stråler. Solfaktorskalaen er en logaritmisk skala, hvilket betyder, at solbeskyttelsen IKKE fordobles, bare fordi man fordobler faktoren. Kilde: Ostewalder U, Herzog B. 2009. 292 

Solcreme kan beskytte mod kræft

20.000 danskere får hvert år modermærke- og hudkræft, og statistikker viser, at tallet er stigende. 9 ud af 10 tilfælde kan undgås, hvis man har fornuftige solvaner. Den stigende forekomst af kræfttyperne er en af årsagerne til, at Solgruppen, der består af repræsentanter fra Dansk Dermatologisk Selskab, Danmarks Meteorologiske Institut, Kræftens Bekæmpelse, Sikkerhedsstyrelsen, Miljø- og Ligestillingsministeriet, Videncenter for Hudkræft og Sundhedsstyrelsen, er kommet med nye anbefalinger.

»Vi anbefaler nu, som de fleste andre lande i Europa, at du bruger solcreme med mindst faktor 30, uanset om du er i Danmark eller sydpå. Og brug solcreme som et supplement, og mere end du tror. Samtidig fastholder vi vores klare opfordring til at huske de andre solråd: Søg skygge, især mellem kl. 12 og 15. Brug solhat, solbriller og løstsiddende tøj, når du er i solen,« siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen Kresten Breddam.

Hvorfor har Coop solcreme med faktor 15 i butikkerne i sommeren 2025?

Anbefalingerne for brugen af solcreme er ændret, efter at produktionen af årets solcreme er gået i gang. Du kan derfor finde solcreme med faktor 15 i Coops butikker. Coop anbefaler, at du er særligt opmærksom på at overholde anbefalingerne om at bruge rigeligt med solcreme – én hånd til én krop – når du smører dig ind med solcreme.

Læs mere om