3 nemme opskrifter med granskud
Når foråret melder sin ankomst, springer granskuddene ud. Pluk dem, og lav gransaft, granpulver eller gransalt, som kan holde helt frem til jul. Granskuddene kan også fryses.
Opskrift på gransaft
Det skal du bruge:
- 2 dl granskud, evt. fra frost
- 5 dl vand
- 1 dl sukker
Sådan gør du:
Opløs sukkeret i vandet i en gryde over lav varme. Kom granskud i, og kog op. Tag af varmen, og lad trække natten over.
Dagen efter sies granskuddene fra, og saften gives et opkog. Hæld saften på rene, skoldede flasker, mens den stadig er rygende varm, og luk dem til.
Kan serveres, som den er, med isterninger og evt. lidt lime. Kan også bruges i drinks med lidt gin, lime og danskvand, eller som en fordrink/aperitif blandet op med crémant.
Gem gransaften til jul
Kom en liter gransafti fryseren, gem det til jul, og lav glögg med gransaft. Gem også friske granskud, fyrrekogler, grankogler og lærkekogler i fryseren.
Opskrift på granpulver
Det skal du bruge:
- 2 dl granskud, evt. fra frost
Sådan gør du:
Bred granskuddene ud på en bageplade med bagepapir, og tør dem ved 100 grader i ca. 15 min. De må ikke brænde på. Når de er helt tørre, gemmes de i bagepapir i en kagedåse. Knuses i en morter ved brug. Smager syrligt, med en tydelig smag af gran og en karakteristisk bæragtig aroma.
Opskrift på gransalt
Det skal du bruge:
- 4 tsk. havsalt
- 2 spsk. pulver af tørrede granskud
Sådan gør du:
Til gransalt stødes granpulver og havsalt sammen i en morter.
SANK
Opskrifterne stammer fra bogen SANK - Spis af naturens køkkenhave skrevet af Johanne Stege Bjørndahl og Julie A. Swane og udgivet af forlaget Turbine.