Gør-det-selv: Nemme bordkort til forårets fester
Det skal du bruge:
- Korkpropper (ikke gummi)
- god kniv
- karton (150-200 g)
- pensel
- hulmaskine
- bånd
- servietter
- gouachefarver
- guldtusch
- sort tyk tusch, evt. din yndlingstusch, til at skrive på bordkortene.
Sådan gør du:
- Det er godt at starte med at skære/klippe et par bordkort ud og teste, inden du skærer alle til.
- Herefter tegner du motivet på din korkprop, vi har tegnet en smal oval form, som et blad. Nu skærer du formen ud med en skarp kniv.
- Bland den farve, du vil have, at motivet skal have, på f.eks en tallerken.
- Mal farven på proppen med en pensel. Nu er du klar til at prøve dig frem med dit stempel. Det kræver måske et par førsøg, inden det bliver, som du vil have det. Og måske skal dine bordkort være lidt større eller lidt mindre.
- Når motivet er på plads, kan du skære flere kort til, og så er det bare at stemple løs, til du har alle de kort, du skal bruge + et par ekstra.
- Gouachefarve tørrer ret hurtigt, selvfølgelig afhængigt af, hvor meget farve du bruger. Når motivet er tørt, kan du begynde at dekorere med guldprikker og skrive navne på bordkortet.
- il sidst laver du huller til snor, binder bordkortet fast på dine servietter, og så kan gæsterne bare komme.
Tip
Det giver en ekstra effekt, hvis kartonen ikke er helt hvid og har lidt struktur.