Er der sammenhæng mellem sprøjtemidler og overfølsomhed over for hvede?

Proteinindholdet i hvede afhænger af jordens indhold af kvælstof

Mængden af kvælstof i jorden har betydning for indholdet af proteiner - herunder gluten - i brødet. Men brugen af sprøjtemidler og glutenintolerans har ingen sammenhæng

?

Sprøjtemidlet Roundup bliver indimellem brugt til at sprøjte markerne inden høst. Der må sprøjtes indtil 14 dage inden høst. Jeg er kommet til at tænke på, om der er en sammenhæng mellem de sprøjtninger og så det lave proteinindhold, som jeg forstår, at det danske korn har. Reelt slår man jo kornet ihjel ved sprøjtningen. Der er også flere og flere, som ikke kan tåle hvede. Kan der være en sammenhæng?

 

Birgit Ø. Nielsen

Svar fra Leif Skibsted

Hvede dyrket i Danmark har lavere indhold af protein end den hvede, Danmark importerer til bagning af brød. Det skyldes især, at Danmark tillader mindre brug af kvælstofgødning på markerne for at beskytte grundvand, søer og fjorde mod forurening og iltsvind.  

Bagning af hvidt brød kræver hvedemel med højt indhold af protein, herunder af gluten, der er det protein, der giver stabil og luftig struktur i hvidt brød. Højt indhold af protein kræver rigelig forsyning med kvælstof fra jorden under hvedens vækst. De lande, Danmark importerer brødhvede fra, har også et mere velegnet klima og mere frugtbar jordbund til hvede, som er en krævende kornart.

Der er stigende opmærksomhed omkring intolerance over for gluten. Denne type fordøjelsesbesvær skyldes ikke brug af kemiske bekæmpelsesmidler under dyrkningen af hvede, da også økologisk dyrket hvede kan forårsage disse alvorlige former for ubehag og sygdom relateret til kosten. 

Leif Skibsted er professor emeritus i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet