Skiferie uden sne: Kan du få dine penge tilbage?
Snegarantien giver pengene tilbage, hvis der ikke er sne på skiferien
Det milde vintervejr gør, at flere skibakker er grønne og pisterne lukkede. Hvis du gerne vil slippe for en ferie på grønne græsbakker, så undersøg hvad du blev lovet, da du købte ferien.
Nogle skisportssteder og rejsearrangører lover nemlig snegaranti, hvilket betyder at du er garanteret mulighed for skiløb, og du kan derfor have penge at hente tilbage fra din sneløse ferie. Husk dog at tjekke betingelserne først.
"Hvis der er stillet betingelser for snegarantien, og du har accepteret dem ved købet, vil dine rettigheder afhænge af indholdet af de betingelser, og af om skisportsstedet kan opfylde dem. Det er derfor en god idé at tjekke, hvad der står om snegaranti på din rejse, før du rejser," siger Lars Arent, leder af Forbruger Europa i en pressemeddelelse.
Tjek i god tid, så du ikke mister retten til tilbagebetaling eller til at hæve købet, hvis forhandleren for eksempel har sat et krav om, at du skal kontakte dem nogle dage inden rejsen, for at garantien kan indløses.
Hvis du ikke kan få dine penge tilbage, selvom sneen mangler på skibakken, kan du her få et par gode idéer til, hvad du kan lave på din skiferie – uden ski.
Selvom det kan lægge en dæmper på humøret, hvis pisterne er grønne, og skiene må blive i tasken, har du stadig ferie, og den skal ikke spildes!
- Tag brætspil med på ferien, og nyd at være væk fra hjemmet og hverdagen
- Ofte er skisportssteder placeret i smukke og naturskønne områder, og der vil muligvis være en god gåtur i det flotte vejr.
- Hvis du for eksempel ikke har fået set alle Harry Potter-filmene, er der her en oplagt mulighed for et vaskeægte filmmaraton!
- Og nyd så, at du kan trække stikket og være sammen med dem du holder af. Forhåbentlig er det dem, du har booket ferien sammen med!