Videoguide: Sådan skifter du selv til vinterdæk
10 gode råd, når du skifter dæk
- Tommelfingerreglen er, at du bør skifte til vinterdæk omkring efterårsferien og til sommerdæk omkring påskeferien, alt efter hvor tidligt eller sent påsken falder. Temperaturen skal være 7 grader eller derover hele døgnet, før du skifter til sommerdæk.
- Tjek, om dine vinterdæk stadig dur. Loven foreskriver, at dækmønstret skal være min. 1,6 mm dybt, men FDM anbefaler, at det er min. 3 mm dybt.
- Parker bilen på et plant, fast underlag, når du skal skifte dæk. Og husk at trække håndbremsen, inden du går i gang, så bilen ikke triller.
- Skån dine knæ og giv dem et blødt underlag. Brug f.eks. et gammelt tæppe.
- Løsn møtrikkerne på dækket, inden du hæver bilen.
- Se efter anmærkninger på bilen, der viser, hvor donkraften skal placeres. De fleste biler er mærkede. Kan du ikke finde anmærkningen, kan du tjekke bilens instruktionsbog, hvor løftepunkterne er beskrevet. Hejs bilen op, til dækket er ca. 5 cm over jorden.
- Marker dækkene med »venstre forhjul«, »venstre baghjul« etc., når du tager dem af, f.eks. med kridt. Så kan du se, hvor de skal sidde, når du skifter dækkene tilbage.
- Tjek, om der er en retningspil på dækkene, der viser, hvilken vej de skal sidde.
- Spænd boltene diagonalt, når du spænder dækket fast. Så risikerer du ikke at spænde dækket skævt.
- Efterspænd boltene på dækket, når du har kørt 100-200 km. Husk samtidig at tjekke dæktrykket.
Kilde: FDM og Super Dæk Service