Vandring: Mød Europa på 9 fantastiske pilgrimsruter
1. Camino Francés, Frankrig og Spanien
Blandt seværdighederne undervejs på denne rute er blandt andet ruinen af en middelalderborg på en bakketop samt kirken Nuestra Senora de Manzano, som dominerer den vigtige pilgrimslandsby Castrojeriz. Camino Francés udspringer i det sydvestlige Frankrig og ender i den spanske region Galicien i Santiago de Compostela. På dansk kaldes turen typisk for den franske rute.
Længde: Ca. 750 km
2. Via di Francesco, Italien
Denne religiøse vandretur er viet til Frans af Assisi – grundlæggeren af Franciskanerordenen. Omtrent halvvejs kommer du forbi den storslåede og enorme Basilica di San Francesco, der bygget til hans ære, og som står i skarp kontrast til hans prædikener om enkelhed. Via di Francesco strækker sig mellem Firenze i nord og Rom i syd.
Længde: ca. 460 km
3. Münchner Jakobsweg, Tyskland
En rejse i evigt skiftende landskaber med nok bayersk øl til at slukke tørsten hos enhver pilgrim. Ud overstorslået natur møder de gående på Münchner Jakobsweg også et udvalg af betagende kirkearkitektur, blandt andet kirken i Wies, der blev tegnet af arkitekten Dominikus Zimmermann og er på UNESCO’s Verdensarvliste.
Længde: Ca. 290 km
4. Via Podiensis, Frankrig
Ruten fører dig blandt andet over den storslåede bro Pont Valentre fra det 14. århundrede ved floden Lot. Men inden du når dertil, får du turens første højdepunkt allerede ved begyndelsen af ruten. En mindre fransk landsby ved navn Le Puy-en-Velay er nemlig udgangspunktet, og her ligger det spektakulære kapel Saint-Michel d'Aiguilhe, også kendt som nålen. Ruten er i øvrigt den ældste registrerede pilgrimsrejse fra Frankrig til Santiago de Compostela i Spanien, oprettet i år 950.
Længde: Ca. 750 km
5. Via de la Plata, Spanien
Denne rute er blandt de hårdeste pilgrimsruter til Santiago de Compostela, sådan siges det i hvert fald. Udgangspunktet er i Sevilla, og ruten strækker sig fra syd til nord på den iberiske halvø. Via de la Plata passerer blandt andet gennem resterne af den romerske by Cáparra og en imponerende firedobbelt port, der står tilbage, efter at byen blev forladt i det 9. århundrede.
Længde: Ca. 920 km
6. Via Coloniensis, Tyskland
Via Coloniensis løber mellem Köln og Trier – nogle af Tysklands vigtigste romerske byer – og passerer direkte forbi det overdådige Augustusburg-palads i Brühl, lige syd for Köln. Dette mesterværk anses for at have været det tidligste og bedste eksempel på rokokoarkitektur fra det tidlige 18. århundrede i Tyskland og kom på UNESCOs verdensarvsliste i 1984.
Længde: Ca. 240 km
7. Les Chemins du Mont Saint-Michel, Frankrig
Denne rute begynder i Paris og bevæger sig vestover. Ud over det ikoniske kloster, hvor Les Chemins du Mont Saint-Michel ender – som en af flere ruter til øen, kommer du også umiddelbart forinden til byen Avranches, med basilikakirken Saint-Gervais, der huser kraniet af Sankt Aubert, biskoppen af Avranches og grundlæggeren af Mont Saint-Michel.
Længde: Ca. 550 km
8. St. Cuthbert's Way, Skotland
Halvvejs gennem turen kommer du til Wideopen Hill, turens højeste punkt, der giver pilgrimme et betagende vue over grænselandet mellem Skotland og England. St. Cuthbert's Way åbnede officielt i 1996 og tager sin start ved Melrose Abbey, hvor Sankt Cuthbert tilbragte sine dannelsesår som munk. Ruten slutter ved Holy Island, hvor han blev begravet i 687 e.Kr.
Længde: Ca. 100 km
9. St. Winefride's Well, Wales
Beliggende på en stejl bjergskråning ved den walisiske by Holywell har denne brønd været et samlingssted for pilgrimme i mere end 1300 år – sandsynligvis gør det den til det ældste pilgrimsmål i Storbritannien. Navnet stammer fra nonnen Winefride, der i det 7. århundrede ifølge legenden blev halshugget. Ruten til St. Winefride's Well begynder ved klosterkirken i den engelske by Shrewsbury.
Længde: Ca. 120 km
Europa blev skabt på pilgrimsruten
I 800-tallet fik den franske kejser Karl den Store, bistået af kirken, etableret vandringen til Santiago. Til kamp for kristendom og imod indtrængende maurere på den iberiske halvø tyder meget på, at han også i samarbejde med kirken skabte legenden om den hellige Jakob og dermed også den massive pilgrimsvandring. Og det fik afgørende betydning for Europa. Millioner af mennesker skabte en kultur- og handelsudveksling og en færdselsåre i Europa. Via den udbredtes kristendommen og drev udviklingen af kirker, klostre, hospitaler – sågar hele byer og ja, måske en fælles europæisk identitet.
Kilde: Kristeligt Dagblad
Kilde: »Pilgrimage« af Derry Brabbs