Sover man dårligere ved fuldmåne?
Masser påstår, de sover dårlige ved fuldmåne
»Nej, jeg tror ikke, at fuldmånen påvirker vores nattesøvn. Men man skal altid have en nysgerrig tilgang, og derfor skal man heller aldrig forkaste noget, før man kan bevise det modsatte. Der er jo en masse mennesker, der påstår, at de sover dårligere i fuldmåne. Det gjorde min svigermor også. Somme tider – når det var overskyet – opdagede hun det nu slet ikke,« griner neurologisk overlæge og søvnforsker Kurt Virring Sørensen fra Regionshospitalet Viborg.
Fuldmåne
Det er fuldmåne, når Månen står på den modsatte side af Jorden i forhold til Solen.
Derfor ses den halvdel af Månen, som vender mod Jorden, fuldt oplyst af Solen og helt rund.
Der går 29 dage mellem 2 fuldmåner.
Klar sammenhæng mellem søvn og månefaserne
Skal man tro schweiziske søvnforskere, er det slet ikke usandsynligt, at ens nattesøvn bliver ringere under fuldmåne. Forskernes undersøgelse, som er blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Sleep Research, viser, at der er en klar sammenhæng mellem søvnen og Månens faser.
18 kvinder og 13 mænd blev fulgt over seks uger – inklusive to »fuldmåner«. De førte dagbog med tidspunkter for, hvornår de gik i seng, stod op, vågnede om natten, og hvad de måtte have indtaget af kaffe, alkohol og sovemedicin.
20 minutters mindre søvn under fuldmåne
Og værsgo’: Her er beviset til alle, der længe har skulet skævt til fuldmånen: Forsøgsdeltagerne sov i gennemsnit 20 minutter mindre i nætter med fuldmåne. Samtidig følte mange, at søvnen havde været ringere, og de følte sig mindre udhvilede.
»Det er en skæg artikel, men så tror jeg også, at vi skal holde her,« siger Kurt Virring Sørensen og slår en latter op.
»Når artiklen er sluppet igennem til det videnskabelige tidsskrift, må det være med et glimt i øjet. Hvis man skal lave en statistisk korrekt undersøgelse, kræver det en helt anden tilgang med blandt andet elektroder til registrering af hjerneaktiviteten. Og 31 personer med deres egne notater er ikke et tilstrækkeligt grundlag til at konkludere ret meget. Desuden varierer nattesøvnens længde og kvalitet fra nat til nat og fra individ til individ, så de 20 minutters forskel siger ikke ret meget,« forklarer Kurt Virring Sørensen.
Flere undersøgelser er påkrævet
De schweiziske forskere lægger også selv luft til deres artikel og anfører, at der er lavet mange undersøgelser, der beviser det modsatte. Der skal yderligere undersøgelser til, før man kan konkludere noget, siger de.