Sådan får du blomsterbuketten til at holde længere

Blomsterbuketter er smukke - især når de ikke er visne. Desværre holder blomster ikke evigt, men du kan sagtens forlænge levetiden på en smuk buket. Samvirke har samlet 7 gode tips til at få blomsterbuketten til at holde sig frisk.

Skift vandet i vasen dagligt, så undgår du bakterievækst i vandet. Husk også at vaske vasen af, så bakterierne ikke følger med over i det nye vand. 

1 - Skær stilken på blomsterne

Når du får en smuk buket, skal du skære ca. 1 cm af stilken i et skråt snit. Blomsterne får lettere ved at optage vand, fordi det skrå snit gør, at stilken ikke står fladt på vasens bund – og samtidig blotter mere af det indvendige i stilken, som optager vandet. Gentag det gerne med et par dages mellemrum.

 

2 - Fjern blade fra buketten

Alle blade, som står under vandet i vasen, skal fjernes. Det får ikke bare din buket til at fremstå pænere, men det forhindrer også, at de rådner, og at du dermed får unødig bakterievækst i vandet, som vil få din blomsterbuket til at forgå hurtigere.

 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

3 - Nyt vand i vasen

Skift vandet i vasen dagligt, så undgår du bakterievækst i vandet. Og husk at vaske vasen af, så bakterierne ikke følger med over i det nye vand. Blomster med urteagtige stilke som tulipaner og påskeliljer har det bedst i  koldt vand. Blomster med hårde stilke – f.eks. roser -har det bedst i lunkent  vand.

 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

4 - Undgå frugt nær blomster

Visse frugter - især bananer - udskiller ethylen, som er en luftart, der får frugt til at modne. Det er jo smart, hvis man gerne vil have moden frugt – men knap så smart, hvis man ikke vil have sine blomster til at visne. Så hold dem på behørig afstand fra frugtskålen.

 

5 - Pluk det visne af buketten

Når enkelte blomster i din buket begynder at visne, så pil dem ud af buketten. Visne blomster vil øge mængden af bakterier i vandet, og det vil få resten af buketten til at visne hurtigere. Derfor er det en god ide at se sin buket efter for enkelte blomster, som har givet op.

 

6 – Blomster på køl

Et af de bedste tricks til at holde buketten frisk er at stille den i køleskabet natten over. Det virker måske drastisk, men det virker. Hvis køleskabet er fyldt med mad, så stil blomsterne køligt  på altanen eller terrassen – men husk, at de selvfølgelig ikke må få frost.

 

7 – Sodavand til blomsterne

Det lyder skørt, men blomster har en sød tand. Hvis du vil beholde buketten frisk, så spæd blomstervandet op med lidt sodavand - ca. halvt vand og halvt sodavand - f.eks. Sprite eller 7up. Sukkeret i sodavand giver næring til blomsterne, og den sure pH-værdi i sodavand holder bakterierne nede.

 

 

Kilder: ProflowersFlorblomster

Læs mere om