Virker din lygtesans: Her er 5 fejl, du begår, når du sætter lys på cyklen

Cykellygter gør dig synlig, når det er mørkt, men det er ikke helt lige meget, hvordan du har lys på cyklen. Se de fem typiske fejl, mange cyklister begår

Du holder øje med gadelygterne for at se, hvornår du skal tænde lyset på cyklen

Gadelygterne kan ikke bruges som rettesnor, når du skal finde ud af, hvornår cykellygterne skal være tændt. Færdselsloven siger, at der skal være lys på cyklen fra solnedgang til solopgang – mens kommunerne selv bestemmer, hvornår de vil tænde og slukke gadelyset. Himlen kan godt virke lidt lys, selvom solen er gået ned eller ikke er stået op endnu, og derfor er der eksempelvis mange kommuner, der af sparehensyn først tænder gadebelysningen, 30 minutter efter at solen er gået ned.

Din cykellygte sidder på hjelmen

En cykellygte skal være fastmonteret på cyklen. Cykellygte må ikke sidde et sted, der bevæger sig, og derfor må cykellygter heller ikke være monteret på eksempelvis hjelme, skoletasker eller sidde fast i baglommen.

En lygte på en hjelm eller en taske må gerne fungere som supplement til en lygte, men den kan ikke stå alene.

Din lygte blinker for langsomt

Blinkende cykellygter kan være en god måde at gøre opmærksom på sig selv i trafikken, men det er ikke lige meget, hvor meget din lygte blinker. I færdselsloven er det bestemt, at en cykellygte skal blinke mindst 120 blink i minuttet. Reglen gælder både forlygter og baglygter.

I øvrigt skal lygterne kunne ses 300 meter væk og altid kunne ses lyse fra siden også.

Din cykellygte sidder nede i kurven

En cykellygte skal kunne ses, og det duer ikke, hvis din lygte sidder nede i cykelkurven og er dækket af bæreposer, sportstasker eller de pakker, du lige har hentet i pakkeshoppen. Møder du en politibetjent, tæller det heller ikke, at lygten er tændt, hvis ikke man kan se lygten. En cykellygte må ikke være dækket til – og baglygten må heller ikke være dækket af en lang vinterfrakke. Er du i tvivl om, hvorvidt lygterne kan ses, så spejl dig i en butiksrude eller spørg medcyklister på cykelstien.

Din cykellygte blænder andre trafikanter

De små dinglende diodelygter, der var meget populære engang, har været forbudte i et par år, og nu har mange cyklister erstattet de små lygter med kraftigere udgaver af cykellygten. Kraftigt lys er godt, for så kan man både blive set og oplyse vejen eller stien foran cyklen. Cykellygterne må dog ikke være så skarpe, at de blænder andre trafikanter. Især forlygterne er et problem. I bekendtgørelsen om cyklers indretning står, at baglygter skal lyse ret bagud, mens der står, at forlygter ikke må blænde. Bruger du en stærk forlygte, så peg den en smule ned i jorden – så undgår du, at andre ikke kan se andet end din kraftige cykellygte, når du kommer kørende.

 

Eksempel Billede

Samvirke samarbejder med Cyklistforbundets kampagne Vi Cykler Til Arbejde, som skal få endnu flere danskere til at bruge den bæredygtige jernhest på job. Vi Cykler Til Arbejde foregår i maj, men du kan smugstarte med Vintercyklingsugen, som løber fra 25. november til 1. december. Det er helt gratis. Læs mere om Vintercyklingsugen her.

Læs mere om