Redaktionen anbefaler






Er din hund utryg nytårsaften, bør du ikke lade den være alene hjemme. Sådan lyder et af rådene til, hvordan du kan give dig og din hund en god nytårsaften.
En del hunde er bange for fyrværkeri, men med lidt forberedelser kan du gøre nytårsaften til en god oplevelse for både hunden og hundeejer.
Ved du, at din hund bliver bange for fyrværkeri, er det en god idé at kontakte dyrlæge i god tid. Måske er din hund så nervøs, at det kan være en god idé at give den noget beroligende, så nytårsaften bliver en mindre hektisk oplevelse.
Leje af et sommerhus eller at indkvartere hunden på en hundepension kan også være en god idé, hvis du bor i et kvarter, hvor der ofte er mange nytårsskyts. Spørg eventuelt naboerne om, hvorvidt de er hjemme, og de skyder nytåret ind.
Forklar også børnene i kvarteret, at din hund kan være nervøs – og at andre hunde kan være det samme. Så vil børnene tage mere hensyn, når de er ude og fyre fyrværkeri af.
Luftning af hunden bør ske i snor under hele turen – især de sidste par dage op til nytårsaften. Mange hunde bliver nervøse og forsøger at flygte, hvis de bliver chokeret over en højlydt raket.
Omvendt vil nogle hunde også forsøge at fange fyrværkeriet, og hvert år får dyrehospitalerne hunde ind, som har fået fyrværkeriskader.
Sørg for at lufte hunden grundigt og længe om eftermiddagen. En god lang tur – og gerne længere end I plejer at gå – kan gøre hunden lidt trættere om aftenen. Husk snoren, så hunden ikke stikker af, hvis den bliver chokeret over uvante lyde, som fyrværkeri jo er.
Straf ikke hunden, hvis den viser utryghed. Og ynk den heller ikke. Forsøg i stedet at aflede hundens opmærksomhed med lidt sjov leg, træning eller noget andet hunden holder af. Hvis din hund er utryg og gemmer sig, så lad den være på sit gemmested. At lokke eller trække den ud vil kun øge usikkerheden.
Træk gardinerne for, så hunden ikke kan se alle lysglimtene. Hunden kan sagtens forbinde lysglimt med den ubehagelige lyd, som fyrværkeri kan være.
Tænd også for musikken – og gør det gerne i god tid inden middagen. Et konstant lydniveau er godt til at »skjule« de store brag udenfor.
Giv hunden et tyggeben eller sørg for at aktivere den i løbet af aftenen med legetøj. Det kan fjerne fokus fra det ubehagelige.
Lad aldrig en hund, der er bange for fyrværkeri, være alene hjemme.
Smadret glas og nedfaldent fyrværkeri findes på mange veje i dagene efter nytårsaften. Glasskår kan gøre ondt på hundepoter, så vær opmærksom, når I går tur.
Pas på raketaffald. Afbrændte raketter ligge overalt, og de kan give opkast og mavepine, hvis de bliver indtaget af en nysgerrig hund. Raketpinde splintres let og er ikke hundelegetøj.
Kilde: Netdyredoktor.dk, Galten Dyreklinik m.fl.
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10