Sådan holder du hænderne varme på cykelstyret i vinterkulden
1. Stramme handsker er forbudt
Dine handsker skal passe til dine hænder. Du kommer nemlig hurtigt til at fryse, hvis dine handsker er for små eller for store. Der skal være lidt luft rundt om fingrene, for luft giver varme. Men alt med måde, bliver handskerne for store, kan dine fingre ikke varme luften i dem op.
2. Vælg handsker med flere lag
Vil du være sikker på ikke at fryse, skal du vælge handsker i to lag. Det afgørende er ikke, hvor tykke handskerne er. Det er luften mellem de to lag, som giver ekstra varme. Det yderste lag skal selvfølgelig gerne være vandafvisende.
3. Vælg uld inderst
Uld varmer og har den store fordel, at den også isolerer, hvis dine handsker bliver våde. Er dine yndlingshandsker ikke foret med uld, kan du købe en tynd, ulden inderhandske og have på under.
4. Luffer er varmere end fingerhandsker
I luffer bor dine fingre sammen i ét rum, hvor de varmer hinanden. Derfor er luffer varmere end fingerhandsker, hvor varmen spredes i fem forskellige rum. Luffer kan være svære at have på, når du skal skifte gear på cyklen. Men så kan en trefinger-handske være et godt kompromis.
5. Brug benene!
Når musklerne arbejder, producerer kroppen varme – og når du producerer mere varme, end kroppen skal bruge til at holde sine centrale dele varme, så sender den resten ud til sine yderste dele. Så med andre ord: Når du begynder at fryse om fingrene, handler det bare om at træde endnu mere i pedalerne.
6. Invester i et par elektriske handsker
Er du stadig en frossenpind, selvom du følger alle de gode råd, kan du overveje at investere i et par opvarmede handsker. Varmesystemet består af tynde tråde, der er vævet ind i handsken. Et medfølgende batteri er typisk placeret i en lille lomme på håndleddet og kan holde til flere timers brug. Når batteriet løber tør for strøm, kan det lades op i en stikkontakt.
Derfor fryser du om fingrene og ørerne
Når det er koldt, sørger kroppen for at holde på varmen omkring de vitale organer. Ganske smart faktisk. Men kroppen regulerer temperaturen ved at pumpe mindre blod ud i de yderste dele af kroppen – og resultatet er kolde hænder, fødder, næse og ører.