dyr

Sådan undgår du myg i soveværelset

Bzzz… Det kan være svært at få lukket et øje, når myggen har fundet vej til dit soveværelse. Det lille stikkende insekt sværmer om dig og slår til, når du mindst venter det. Samvirke guider dig til, hvordan du undgår myg i soveværelset
Sovende kvinde i seng

Det kan være svært at undgå myggestik, når først myggen har fået færten af dig. 

Brug insekt- eller myggenet

I sommervarmen kan det være svært at undgå at have døre eller vinduer åbne til soveværelset. Opsæt et insekt- eller myggenet i døre, vinduer eller over din seng, så du kan få kølig luft ind i soveværelset uden at skulle bekymre dig om myggens indtrængen.

Tag et bad inden sengetid

Myg bliver tiltrukket af krops- og svedlugt, og de er i stand til at lugte et menneske på op til 50 meters afstand. Du kan mindske risikoen for, at myggen finder vej til dig, hvis du tager et bad og fjerner eventuel svedlugt, inden du går i seng.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Brug en ventilator

Myg har svært ved at flyve i vind og søger derfor væk fra områder med bevægelse i luften. Du kan opsætte en ventilator, der skaber bevægelse i luften, så myggene får lyst til at bevæge sig andre steder hen. En ventilators nedkøling af luften i dit soveværelse kan også forebygge, at myggene, der tiltrækkes af varme, søger mod soveværelset.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Hold soveværelset mørkt

Når mørket falder på, søger myg, ligesom en lang række andre insekter, mod lyskilder. Sluk alle lyskilder i dit soveværelse for at undgå, at værelset tiltrækker myggene.

Brug dufte

Duften af lime og nelliker skulle efter sigende skræmme myg væk. Skær en lime over på midten og sæt nellikerne fast i limeskrællen. Placer limen det sted i soveværelset, hvor myggene kan trænge ind. Tricket holder i 3-7 dage, før det mister sin effekt.

Du kan også forsøge dig med citronelleolie opblandet med olie eller vand (5-8 dråber citronelleolie til 1 dl olie eller vand). Smør olien på huden, inden du skal sove, eller på dørkarme og vindueskarme, hvor myggene kan trænge ind.

Undgå stillestående vand

Er der mange myg i området uden for dit soveværelse, er der flere myg til at trænge ind i værelset. Det optimale ynglested for myg er stillestående vand, så du kan mindske produktionen af nye myg ved at undgå at have områder med stillestående vand i området omkring din bolig. Myg kan yngle i alt fra vandhuller, vandkander og fuglebade til fyldte tagrender og børnenes badebassin.

Bzzz… Det kan være svært at få lukket et øje, når myggen har fundet vej til dit soveværelse. Det lille stikkende insekt sværmer om dig og slår til, når du mindst venter det. Samvirke guider dig til, hvordan du undgår myg i soveværelset.

Læs mere om