Sådan slipper du af med mosset i græsplænen

Hvis du kæmper med mos i græsplænen, er det nemmest at fjerne i foråret. Læs her, hvordan du gør.

Der er flere metoder, du kan bruge til at mindske eller helt undgå mos i din græsplæne - fx prik huller i plænen med en greb, det giver græsrødderne luft, så græsset vokser bedre.

Fjern mos i foråret

Mos trives godt, hvis jorden er fugtig og mangler næring, og det kommer især, hvor der er skygge. Hvis der er mos i din græsplæne, er det derfor et tegn på, at græsset ikke har de bedste vækstbetingelser. Heldigvis kan det lade sig gøre at minimere eller fjerne mos helt fra græsplænen.

Mos fjernes lettest i marts og april, hvor græsset begynder at vokse. Her er mospuderne gule, de sidder ofte løst, og derfor kan de også fjernes let. Du kan dog sagtens fjerne mos hele foråret. Det vigtige er, at der kommer godt gang i græssets vækst, efter at mosset er fjernet. Derfor er sensommeren eller efteråret ikke de bedste tidspunkter at gøre det.

Hvordan fjerner du mos i græsplænen?

Der er flere forskellige måder at fjerne mos fra din græsplæne. Hvilken en, du skal vælge, afhænger af, hvor mange kræfter, tid og penge, du vil bruge. Og ikke mindst hvor meget mos der er i din græsplæne.

Du kan komme mosset til livs på 5 måder:

1. Brug riven til at fjerne mos

Du kan fjerne mos i din græsplæne med en helt almindelig haverive. Riven er god, hvis du ikke har noget imod fysisk arbejde, og din græsplæne ikke er så hårdt ramt af mos. Brug en god rive med jerntænder. Det er også en god idé at bruge havehandsker, så du får et godt greb om riven og undgår vabler.

2. Fjern mos med din plæneklipper

Du kan bruge din plæneklipper til at fjerne mos, hvis du udstyrer den med en moskniv med fjeder. Sådan en kan du købe til omkring 100 kroner i byggemarkeder, og den skal monteres i stedet for de almindelige klinger på din plæneklipper. Når du fjerner mos i din plæne med en plæneklipper med moskniv, skal du blot køre plæneklipperen hen over plænen, som når du klipper græsset. Husk at fjerne hætten til tændrøret, før du monterer moskniven. På den måde er du sikker på, at plæneklipperen ikke starter ved en fejl, mens du arbejder med den.



Det er bedst at få plæneklipperen op i højden, så du kan arbejde under den. Det kan du fx gøre ved at stille den på et par bukke. Hvis du blot vipper plæneklipperen om på siden, risikerer du, at benzinfiltret bliver oversvømmet med olie. 

3. Brug en elektrisk mosfjerner



Brug en elektrisk mosfjerner, når du skal fjerne mos i en lille græsplæne. Det er en lille maskine, som du kører rundt på græsplænen som en græsslåmaskine. Den har små børster, som slår mosset op uden at skære i og ødelægge græsset. Metoden er både skånsom og effektiv. En elektrisk mosfjerner koster fra ca. 650 kr. Du plejer din græsplæne bedst ved at køre med en mosfjerner en gang om året for at fjerne det værste mos. På den måde holdes det nede.

 

4. Strø eller vand med pesticider

Du kan bekæmpe mos i græsplænen ved at give den pesticider, fx af jern eller syre. Det skal strøs ud på græsplænen, eller opløses i vand, som du spreder ud over plænen med en vandkande eller lignende. Husk, at produktet du bruger skal være godkendt af Miljøstyrelsen. Det er jernvitriol fx ikke, selvom det bruges af mange haveejere. 

De forskellige typer pesticider har forskellige ulemper, fx hvis du bruger jernbaserede produkter bliver mosset sort og går til, og det kan være grimt at se på. Samtidig kan græsset blive svitset. Pas desuden på, at du ikke spilder pesticiderne på træ, beton og sten. Det kan give misfarvninger, som du ikke kan fjerne efterfølgende.

 

5. Brug en vertikalskærer

En vertikalskærer er en effektiv maskine, der kan bruges til at fjerne mos i græsplænen. Den kaldes også en plænelufter. Det er et skarptandet redskab, som både fjerner mos og vissent græs, og samtidig ridser græsplænen op. På den måde kommer der luft og vand ned til græsrødderne.



Det er en voldsom omgang for græsplænen, som kommer til at se forfærdelig ud efterfølgende. Men efter ca. en måneds tid bliver den frodig og grøn igen. En vertikalskærer er især en god løsning, hvis din græsplæne er stor - eller hvis den er hårdt ramt af mos. Du kan leje en vertikalskærer hos maskinudlejninger eller byggemarkeder. Det koster ca. 400 kroner for en dags leje.

Så nyt græs

Sådan gør du

  • Lav en topdressing af 1/3 fint sand og 2/3 kompostmuld.
  • Bland græsfrø i topdressingen.
  • Spred det ud på plænen, hvor der er behov for det.
  • Riv det ud, så det ligger i et jævnt lag.

Hvis der er steder, hvor din græsplæne er meget medtaget, kan du efterså med græsfrø, når du har fjernet mos. Hvis plænen er ujævn, eller der er huller, kan du bruge en såkaldt topdressing, når du sår efter med græsfrø.

En velplejet græsplæne udkonkurrer mosset

Husk, at du kan forebygge mos i græsplænen ved at pleje den omhyggeligt. Hvis græsset har gode betingelser og vokser godt, vil det udkonkurrere mosset. Sørg for, at græsplænen får passende mængder gødning og kalk, og klip ikke græsset for kort. Græsset skal være mindst 3-4 cm i længden efter klipning.

LÆS OGSÅ:

Bolius: Hvornår skal du slå græs for første gang

Bolius: Pleje af græsplænen

Bolius: Andre problemer med græsplænen