Sådan holder du liv i din dild fra supermarkedet

Skal den nu have vand eller ej? Og hvor meget? Det kan være vanskeligt at holde liv i sin dild, når man har hevet den med hjem i indkøbsnettet. Direktør i Rosborg Krydderurter, Johnny Albertsen, deler sine bedste fif til, hvordan dild bedst overlever

Dild fordamper i tør luft

Dild kan med sine spinkle blade og tynde stængler være vanskelig at holde liv i. Flere har nok oplevet, at dilden knap kunne klare turen hjem fra butikken, uden at den begynder at hænge. Men det er der råd for.

Når du får en dild med hjem i køkkenet, vil køkkenet oftest være præget af meget tør luft. Når dild har så tynde blade, vil dilden hurtigt fordampe i den tørre luft, og dilden vil falde sammen.

Put en pose over dilden

Du kan med fordel dryppe nogle få dråber vand på planten. Lad dild stå i den pose, som du har købt den i. Du vil forlænge dildens holdbarhed, hvis du sætter den i køleskabet. Lad dilden stå i posen og placer en pose over den, når du sætter den i køleskabet. Efter to dage vil dilden stadig stå rank og fin og være klar til at bruge til din fisk. 

Dilden kan udmærket stå 4-5 dage i køleskabet.

Kan man fryse dild?

Hvis du vil fryse dild, skal du skylle den grundigt og lægge den til afdrypning. Efter et par timer kan bladene ribbes fri fra stilkene og pakkes i en lufttæt boks eller en frysepose. Frosset dild kan nulres i retten. Husk først at tilsætte dilden til den varme ret til sidst, ellers mister den smag.

Klipper eller plukker du af din krydderurt?

Om man plukker eller klipper af sin krydderurt, er ikke helt ligegyldigt. 

Både når du klipper og plukker af din krydderurt, vil der opstå skader på denne. Krydderurten vil altid forsøge at hele snittet så hurtigt som muligt, så den ikke dehydrerer.

Jo mindre snittet er, jo hurtigere heler krydderurten og kan fortsætte sin vækst. Derfor vil det ofte være en fordel at klippe af krydderurten, medmindre man kan lave et meget kontrolleret riv på stænglen.

Kan krydderurterne overleve i urtehaven?

I sommermånederne kan du med fordel placere dine krydderurter i urtehaven eller plantekassen på altanen. 

Har du flere krydderurter, du skal plante i urtehaven, vil det være en fordel at placere de mere modstandsdygtige krydderurter som rosmarin, timian, estragon og mynte yderst. Det kan være med til at beskytte de mindre hårdføre krydderurter som basilikum, koriander, dild og purløg.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Fakta om dild

  • Latinsk betegnelse: Anethum graveolens
  • Vitaminer: A, B, C, E og K 
  • Mineraler: Jern og calcium

Kilder: Johnny Albertsen, direktør Rosborg Krydderurter, og Økologihaven.