Sådan holder du liv i din basilikum fra supermarkedet

Skal den nu have vand eller ej? Og hvor meget? Det kan være vanskeligt at holde liv i sin basilikum/dild/koriander, når man har hevet den med hjem i indkøbsnettet. Direktør i Rosborg Krydderurter, Johnny Albertsen, deler sine bedste fif til, hvordan basilikum bedst overlever

Pas på med direkte sol de første par dage

Basilikum ikke bare dufter og smager godt, den pynter også på køkkenbordet. Når du kommer hjem med basilikum fra indkøbsturen, tages basilikummen ud af posen og sættes i køkkenet. Har du f.eks. et køkkenvindue, hvor solens stråler står og bager ind det meste af dagen, bør du være varsom med at sætte den direkte i solen de første par dage.

Efter et par dage kan den fint tåle at stå i solen. Basilikum er en mere hårdfør krydderurt end både koriander og dild, der kan være sværere at holde liv i.

Hellere lidt vand ofte end meget vand på én gang

For basilikum skal faktisk have både meget sol og vand for at holde sig. Men en gængs fejl, når man forsøger at passe sin basilikum, er overvanding.

Den store fejl, man oftest begår, når man får krydderurter hjem på køkkenbordet, er, at man vander planten alt for meget. Det resulterer tit i, at man vander krydderurten ihjel.

Du bør også hellere vande lidt, men ofte, end en masse på en gang. Og vandet skal helst i bunden af potten og ikke over bladene.

Pluk topskud til din ret for bedre vækst

Hvis bladene begynder at få grå nuancer, så er du formentlig kommet til at overvande basilikumplanten, og når skaden først er sket, kan planten være svær at redde. Man kan dog altid pille de blade af, som ikke er pæne.

Pluk topskud til din ret, men ikke dem alle sammen, hvis du vil have, at den skal gro videre.

Basilikum står uden problemer i 6 uger på køkkenbordet. 

Klipper eller plukker du af din krydderurt?

Om man plukker eller klipper af sin krydderurt, er ikke helt ligegyldigt. 

Både når du klipper og plukker af din krydderurt, vil der opstå skader på denne. Krydderurten vil altid forsøge at hele snittet så hurtigt som muligt, så den ikke dehydrerer.

Jo mindre snittet er, jo hurtigere heler krydderurten og kan fortsætte sin vækst. Derfor vil det ofte være en fordel at klippe af krydderurten, medmindre man kan lave et meget kontrolleret riv på stænglen.

Kan krydderurterne overleve i urtehaven?

I sommermånederne kan du med fordel placere dine krydderurter i urtehaven eller plantekassen på altanen. 

Basilikum tåler ikke kulde eller stærk blæst og vil ikke kunne overleve, når temperaturen er under 12 grader.

Har du flere krydderurter, du skal plante i urtehaven, vil det være en fordel at placere de mere modstandsdygtige krydderurter som rosmarin, timian, estragon og mynte yderst. Det kan være med til at beskytte de mindre hårdføre krydderurter som basilikum, koriander, dild og purløg.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Fakta om basilikum

  • Latinsk betegnelse: Ocimum basilicum
  • Vitaminer: A, B, C og K
  • Mineraler: Jern, calcium og magnesium

Kilder: Johnny Albertsen, direktør, Rosborg Krydderurter, og Økologihaven