Sådan overlever dit drivhus din ferie
Sørg for jævn vanding og gødning
Køb en selvvandingskasse i flamingo, der kan vande for dig i de uger, du ikke er hjemme. En selvvandingskasse eller en kapillærvandingskasse som de også kaldes fungerer ved, at en sæk med sphagnum placeres på toppen af kassen, samt at der fyldes jord i de 3 rør, der leder fra plantesækken og ned til vandet i kassen. Se billedet her til højre.
De 3 rør med jord i vil herefter suge vand op til resten af plantesækken, nok til 1-2 ugers vandforbrug, alt efter plantetyper og vejret.
Dyrker du tomater, agurker eller andre afgrøder i selvvandingskasser, kan afgrøderne klare sig i cirka 8 dage, inden der igen skal fyldes vand på kasserne. Få evt. en nabo til at fylde nyt vand på, hvis du skal være væk længere tid.
Husk at blande gødning i vandet, 2 cl NPK-gødning til 20 liter lunkent vand.
En standard flamingokasse er som regel cirka 80 x 40 x 25 centimeter og koster mellem 100 og 200 kroner. Du kan købe en selvvandingskasse i de fleste større havecentre, planteskoler og på internettet.
Skal du væk i meget længere tid, må du enten fedte for din nabo og få ham til at vande eller installere et automatisk vandingsanlæg. Der findes mange forskellige typer og du kan få et for cirka 1000 kroner. Forhør dig der, hvor du købte dit drivhus.
Sørg for frisk luft og tålelig temperatur
Ilt og tempereret klima er vigtigt for dine afgrøders vækst. Er temperaturen i drivhuset på over 30 grader, kan planterne tage skade og afgrøderne blive ødelagt.
Sørg derfor for jævn udluftning, fx via en nabos hjælp. Åbn vinduerne om morgenen, lad vinduerne stå åbne dagen igennem og luk lidt ned om aftenen lad dem stå lidt åbne om natten i juni-august.
Monter evt. automatiske vinduesåbnere på vinduerne i dit drivhus, der åbner af sig selv, når der bliver for varmt. De koster omkring 500 kroner og er lette at montere selv. Forhør dig der, hvor du købte dit drivhus.
Sørg for skygge
Undgå, at dine planter står i direkte sol. Du kan med fordel kalke vinduerne til. Køb noget drivhuskalk, rør det op i vand, brug en kalkekost og kalk glassene til. Det reducerer lysindfaldet, men holder ikke en hel sæson. Du skal nok gøre det 2-3 gange i løbet af en sæson.
Vil du ikke have mælkevide vinduer i drivhuset, kan du montere automatiske skyggegardiner, der ruller for, når solen er stærk. De er relativt lette selv at montere. Forhør dig der, hvor du købte dit drivhus.
Lug grundigt ud inden ferien
Rens godt ud i drivhuset, inden du tager af sted. Fjern syge og halvvisne plantedele, så de ikke smitter de andre planter, mens du er væk. Skær de skud af, du ikke ønsker skal udvikle sig yderligere, fx sideskud i bladhjørnerne på tomatplanterne.