Ren opvaskemaskine #7: Afkalkning af opvaskemaskinen

Brug en særlig afkalker, afkalkningstabs eller citronsyre til at afkalke din opvaskemaskine. Er der meget kalk i vandet, risikerer du, at kalken sætter sig på varmelegemet, som bliver dyrere at bruge og slides hurtigere.

Kalk i vandet betyder tilkalket opvaskemaskine - husk at afkalke jævnligt

I vandet findes der naturligt kalk, og jo hårdere, vandet er i dit område, jo mere kalk findes der i vandet. Kalk kan sætte sig på opvaskemaskinens varmelegeme og betyde, at varmelegemet varmer langsommere, bruger mere energi og slides hurtigere. 



Du kan købe afkalkningsmiddel til din opvaskemaskine i flere forskellige former: flydende afkalkningsmiddel beregnet særligt til opvaskemaskiner, særlige tabs, der afkalker - og endeligt kan du også bruge citronsyre. 



Ligesom med vaskemaskinen hælder du citronsyre/afkalkningsmiddel direkte i sæbebeholderen og kører et almindeligt opvaskeprogram. 



Hvis du bruger opvaskemidler med klor, skal du køre et opvaskeprogram uden opvaskemiddel efter afkalkningen, inden du igen bruger dit opvaskemiddel. Blandes klor og syre, opstår der klorgasser, der kan lamme åndedrættet. 

Brug den rigtige mængde afkalkning

Læs på pakken, hvor meget afkalkning, du skal bruge. 



Bruger du citronsyre, skal du normalt bruge, hvad der svarer til en spiseskefuld. Du skal ikke have andet service i opvaskemaskinen samtidigt - med mindre, det er glas.  

Gør dine glas rene samtidig

Har du glas med kalkpletter på, kan du sagtens sætte dem i maskinen, mens opvaskemaskinen afkalker med citronsyre. Det er nemlig også citronsyre man bruger, hvis der er kalkudfældninger på glasset.