Prøvetime: Jeg går til cheerleading

Hvad er det, jeg har rodet mig ud i?

Sveden svier i øjnene, og jeg må blinke et par gange for at se klart. Jeg må ikke kigge ned, det er vigtigt. Om mine fødder mærker jeg stærke hænder. To piger har løftet mine fødder op i brysthøjde.  Jeg kan høre dem tælle, men jeg kan selvfølgelig ikke huske, hvor på de 8 takter det er, jeg skal række armene ud, og prøver i stedet at følge bevægelserne omkring og under mig. Armene skal jeg bruge til at gribe fat i to piger, der ligesom jeg er løftet op. Det er meningen, at jeg skal stabilisere dem ved at holde fast i deres underarme, mens de laver en salto i luften. Jeg skæver over mod min højre side, hvor et mylder af arme, ansigter og glimmersten bliver til en uformelig klump. Hvad er det egentlig, jeg har rodet mig ud i, tænker jeg, og kommer til at kigge ned alligevel.

Blødt underlag og højt til loftet i Gyngemosehallen

Jeg er taget til Gyngemosehallen, der er hjem for Foxy Cheerleaderne fra gymnastikforeningen GIF, i Gladsaxe. Vi skal være i en mindre hal med blødt underlag og højt til loftet. Da jeg dukker op, bliver jeg mødt af kvinder og piger i alle aldre, der er ved at mase sig ned i cheerleaderuniformer.

Cheertraineren Anine Dittmer kaster en kort, langærmet, rød, hvid og sort glimmertop besat med similisten hen til mig. 

»Se, om du kan passe den,« siger hun, og jeg begynder at klemme min overkrop ned i det lille, men overraskende elastiske stykke stof. Foxy står der nu i store røde bogstaver indrammet af glimmersten hen over mit bryst. Efter en hjertelig velkomst og en hyggelig opvarmning føler jeg mig som en del af holdet.

Ingen pomponer, men masser af kropsindsats

Jeg har indtil videre ikke hørt et eneste hep eller set pomponer i aktion, og det kommer jeg heller ikke til. Pomponerne bliver mest brugt til konkurrencer, inden man går i gang med koreograferede løft og kast. Det er netop det, vi skal til nu, fortæller Anine Dittmer mig.

Der går ikke længe, før jeg knuger, hvad der føles som en størrelse 35 pigefod i min svedige hånd, ind mod mit bryst. Jeg skal være base. Anine Dittmer viser mig, hvordan jeg skal gå ned i knæ, med rank ryg, og med hænderne løfte pigefoden op i luften med udstrakte arme. Hun gør det samme overfor, og bagved står en pige og støtter. »1,2,3,4...«, bliver der talt. På 5 går vi ned i knæ, og sammen skubber vi pigen op over vores hoveder. Pigen over mit hoved flakser lidt, men hun finder hurtigt balancen. 

Cheerleaderne skal kunne stole på hinanden

»Bare grib ordentligt fat, så hun kan mærke dig,« siger træneren og understreger en af sportens vigtigste pointer – at man er der for hinanden. Her bliver folk skudt af sted mod himlen i svimlende fart, men de bliver altid grebet igen. 

Det er den tanke, jeg klamrer mig til, da jeg står stiv som et bræt mere end halvanden meter over jorden, sendt op af to atletiske piger. En af grundene til, at det er muligt at kaste og løfte hinanden, er, at cheerleaderne spænder op i hele kroppen, fra top til tå.

Tilbage i pyramiden får pigerne gennemført deres salto, og jeg bliver langsomt sænket ned mod jorden igen. Med fødderne på fast grund ånder jeg lettet op. Det har været sjovt, men også hårdt, og jeg nærer en kæmpe respekt for de stærke piger, der uden at blinke hævede mig op i luften, som var jeg en fjer.

Hver måned prøver Samvirke anderledes motionsformer af.

Så hvis du går og mangler lige netop den type træning, der får dig ud af døren, eller synes det er sjovt at læse om noget nyt, så følg med