Prøvetime: Jeg går til disc golf

Er frisbee en sport?

Jeg har altid forbundet frisbee’er med tidsfordriv og lidt formålsløs kasten frem og tilbage – måske med venner, børn eller hund. Derfor er jeg usikker på, hvad jeg skal forvente, da jeg begiver mig ud for at prøve kræfter med frisbee-sporten disc golf.

Jeg mødes med Stephen Skriver fra klubben med det mundrette navn Roskilde Rings Disc Golf Klub. Han har været passioneret disc golf-spiller i cirka 40 år og har designet mange af de baner, der er i parkerne i Danmark. Han går i gang med at forklare mig reglerne og forskellen på frisbee’erne eller discene, som de også bliver kaldt.

»Man starter med at kaste ved tee-stedet, og banerne er enten et par 3- eller par 4-hul. Det her er en driver. Den der er en putter, og de to der er midrange,« siger han, mens han rækker mig mine 4 frisbee’er.

Jeg fatter ikke et kvæk af golfudtrykkene og bander indvendigt over, at jeg aldrig har spillet golf. Lidt fagsprog kunne have hjulpet. Nå, det hjælper lidt, at frisbee’erne har forskellige farver. Jeg er jo ikke farveblind.

Det ser nemt ud

Stephen Skriver viser mig, hvordan jeg skal holde på frisbee’erne. 4 fingre langs kanten på undersiden og tommelfingeren i løbsretningen ovenpå for at stabilisere. Stå med siden til, hold frisbee’en omkring brysthøjde, brug hele kroppen til at få kraft i kastet og husk at bruge håndleddet til at få det sidste svirp med, så discen roterer. Det lyder indviklet, men det ser nemt ud, da han stiller sig op og fyrer frisbee’en af sted. Jeg retter mig op og forsøger at gøre ham kunsten efter, og selvom han igen siger instruktionerne højt, må jeg erkende, at jeg ikke får fulgt dem helt.

Min frisbee ryger forholdsvis langt, første gang jeg kaster den, men til gengæld har den mistet al form for elegance og ligner en slatten pandekage, der blævrer gennem luften, inden den tager et overraskende og skarpt sving til venstre. Stephen Skriver forklarer mig, at det sker på grund af rotationerne, når man er højrehåndet, og derfor er det en god idé at overkompensere og sigte mere til højre, end man egentlig vil ramme. Jeg er slet ikke kommet dertil, hvor jeg sigter efter noget som helst, men tricket viser sig at være gavnligt, da vi begynder at bevæge os rundt i parken og rent faktisk forsøger at »putte« – altså at få discen ned i kurven.

Hvis du nogensinde har undret dig over, hvorfor der rundtomkring i parker står jernstænger med kæder og en kurv midt på, er det sandsynligvis en disc golf-bane, du er stødt på. Der findes baner over hele landet, og de er til fri afbenyttelse for alle – du skal bare have din egen frisbee med. Konceptet ligner meget minigolf, for du går fra bane til bane og skal fra startstedet forsøge at bruge så få kast som muligt på at få discen i kurven, mens du undgår forhindringerne – altså træer, buske, søer eller bakker.

Jeg gør det næsten elegant

Hver gang jeg forsøger at ramme kurven, stryger frisbee’en hen over, til venstre eller lander foran. Når jeg forsøger at kaste den langt, slipper jeg den enten for sent, for tidligt, får for lidt rotation i den, så den laver pandekageflugten, eller kaster for meget opad. Men efter en lille time, hvor vi har trasket rundt i den smukke park og set solen gå ned, begynder det endelig at fungere for mig. Mine kast bliver længere, jeg bliver bedre til at tage højde for frisbee’ens venstredrejning, og det begynder faktisk at se tæt på elegant ud, når discen svæver gennem luften. I disc golf er der kontant afregning, når teknikken ikke er på plads. Til gengæld er det dejligt tilfredsstillende, når den er.