Prøvetime: Jeg går til padel

Det hedder ikke padel tennis

»Hvis du vil virke professionel, skal du kalde det padel og ikke padel tennis, for det er faktisk det, det hedder,« siger Morten Hedegaard, mens jeg fumler med et kamera for at lave en video til Samvirkes hjemmeside. Morten er idrætskonsulent for padel hos DGI og uddannet træner, og han har sagt ja til at introducere mig for padel.

»Nå, gør det?« siger jeg lidt forbavset. Jeg føler mig ikke særlig professionel.

Vi står på padelbanen i Hillerød i solskin en mandag aften. Inden jeg tog afsted, nævnte jeg for venner og kollegaer, at jeg skulle spille padel, og hver gang var reaktionen »glæd dig, det er vildt sjovt!« Jeg blev heldigvis ikke skuffet, for padel er virkelig skægt.

Jeg føler mig som Pyrus

Padelbanen ligner en tennisbane, men den er mindre og omgivet af høje glasplader på bagvæggene og metalhegn på siderne. Glaspladerne er ikke bare til pynt, for spilleren bruger dem aktivt til at skyde bolden op på eller lade den hoppe over på, så den kommer tilbage til dig, hvis du ikke kan nå den derfra, hvor du står. På den måde behøver du ikke kaste dig efter bolden i samme grad som i tennis, du kan lade bolden komme til dig i stedet for.

Battet ligner en blanding mellem en tennisketcher og et bordtennisbat – stort som en ketcher, men uden strenge og derimod med en blød og gummilignende polstring. For mig er boldene identiske med tennisbolde, men Morten forklarer mig, at lufttrykket er lavere, så de ikke ryger ligeså langt.

Banen med de flere meter høje vægge og det store bat gør, at jeg føler, jeg er blevet tryllet lille og placeret midt på et bordtennisbord, der stadig er almindelig menneskestørrelse, og jeg kan på en mærkelig måde pludselig identificere mig med Pyrus.

Min hånd går næsten af led

I padel spiller man for det meste double, så Morten har headhuntet tre kvinder til at agere mine med- og modspillere. Vi starter med nogle træningsøvelser for at afprøve lidt teknik og spiller bagefter en kamp. Jeg kan ikke finde ud af baghåndsslaget, og hver gang jeg forsøger, formår jeg at vride mit håndled rundt, så min hånd ender i akavede stillinger, jeg end ikke var klar over, var fysisk mulige. Min makker bander højlydt over, at hun konsekvent glemmer at løbe frem på banen, og den ene af vores modstandere bøvler lidt med at slippe badmintonteknikken, som sidder fast i hende, selvom hun har fået tennisskoene på.

Vi vandt! Tror jeg.

I starten af vores kamp forsøger jeg at følge med i, hvem der scorer hvornår, hvad pointstillingen er, hvem der har serven, og hvilken side af banen jeg skal stå i, men da det går op for mig, at man tæller pointene 15-30-40, står min sproglige hjerne af, og jeg overlader opgaven til mine medspillere. I stedet koncentrerer jeg mig om at ramme bolden og undgå at min hånd går af led, hver gang jeg kaster mig ud i et baghåndsslag. Jeg tror faktisk, det ender med, min makker og jeg vinder, men jeg er stadig ikke helt sikkert.

Uanset hvad er det helt sikkert heller ikke min fortjeneste, men det betyder ikke noget, for på trods af mangel på regelforståelse, teknik og generelt overblik er padel nemt, og det giver mig en kæmpe succesfølelse, når jeg rammer bolden rigtigt. Jeg får sved på overlæben og pulsen op, og de to timer, vi spiller, flyver forbi.